Forskning

Myriader af uformelle ledere

Skolens resursepersoner fungerer som uformelle mellemledere, lyder det fra ph.d. Maria Hvid Dille. Det kan give spændende didaktisk udvikling i skolen. Men også en mudret og kompleks hverdag for resursepersonerne, der som vejledere er både kolleger og ledere på samme tid.

Publiceret

OM FORSKEREN

Maria Hvid Dille er uddannet lærer og læsevejleder, sidencand.mag. i læring og forandringsprocesser.

I sin ph.d.-afhandling ved Aalborg Universitet, "Becoming in The Middle: Towards a new materialistperspective on middle management positions in education", harhun set på, hvordan resursepersoners uformelle mellemlederrollevikler sig sammen med deres almindelige lærerrolle, og hvad detbetyder for deres faglige identitetsarbejde.

Pointer fra forskningen

1. Mellemleder. Resursepersonen får en slagsmellemlederrolle med en masse uformelle praksisser ogkommunikation.

2. Komplekst limbo. Arbejdet er komplekst,blandt andet fordi det påvirker kollegarelationer og skaber etforventningskrydspres. Det er ofte et limboarbejde, fordi detvikler sig ind i arbejdet som lærer.

3. Faglig identitet. Rollen som resursepersoninfluerer på den faglige identitet som lærer, og resursepersonerneføler sig ikke tilstrækkeligt klædt på til opgaven.

4. Ledelse. Der er behov for, at skoleledelsenforholder sig til, hvad det kræver at lede denne særligemedarbejdergruppe.

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"Jeg sætter mig aldrig ind på kontoret og arbejder, for så er jeg ikke længere en kollega". "På den anden side drikker jeg mig aldrig fuld sammen med kollegerne til festerne".

Sådan siger en resurseperson i ph.d.-afhandlingen "Becoming in the Middle". Hun er en af de læsevejledere, matematikvejledere, læringsvejledere og inklusionsvejledere, der går rundt i skolen i en hyperkompleks hverdag, hvor de på samme tid er kolleger og uformelle mellemledere. Maria Hvid Dille fra Institut for Kommunikation og Psykologi på Aalborg Universitet har i sin afhandling set på resursepersonernes til tider udfordrende hverdag, og hvordan de som et ekstra organisatorisk lag faktisk ændrer på skolens flade hierarki. Den gamle struktur med én skoleleder og én viceskoleleder og et fladt lærerværelse er erstattet af en række formelle og uformelle ledelseslag.

"Med reformen i 2013 har vi fået et helt lag af vejledere, som skal støtte deres kolleger og på samme tid har et medansvar for at gennemføre ny udvikling sammen med ledelsen. Det kræver, at de kan navigere både som ligeværdige kolleger og som uformelle mellemledere på samme tid. Det kan være meget belastende for den enkelte, men giver samtidig nogle helt unikke muligheder for udvikling i skolen", fortæller Maria Hvid Dille.

Samtidig med blikket på den enkeltes position er hun også nysgerrig på, hvad det betyder for skolen.

"Jeg synes, det er enormt interessant, hvad den nye gearing gør ved folkeskolen som organisation. Folkeskolen har en lang tradition for at være egalitær, men med de nye distribuerede ledelsesformer og eskaleringen af forskellige ledelseslag, som vejlederne er udtryk for, så bliver både lærere, mellemledere og ledere påvirket bevidst og ubevidst".

En hyperkompleks hverdag kræver en breather

Maria Hvid Dille er uddannet folkeskolelærer og har også været læsevejleder, både i version ét og version to, som hun kalder det. Hun beskriver nemlig et skift i den måde, vejlederne fungerede på for 10-15 år siden, hvor deres opgave var at hjælpe børnene, og til nu, hvor det handler om at udvikle lærerne til at hjælpe børnene. Oveni er der kommet et helt ekstra lag af vejledere ind, som i højere grad er forandringsvejledere end vejledere på det fagfaglige.

Hun skiftede fra lærerfaget til en kandidat i dansk og siden til at specialisere sig i organisatorisk læring med en kandidat i læring og forandringsprocesser. I sin ph.d. er hun vendt tilbage til folkeskolen med fokus på resursepersonerne og deres rolle i skolens organisatoriske virkelighed.

"Vejlederrollen og lærerrollen er ikke bare to identiteter, der eksisterer ved siden af hinanden, for som vejleder er man også en organisatorisk aktør. Rollerne vikler sig ind i hinanden og ændrer for bestandigt den professionelle identitet som lærer og måden, den enkeltes arbejdspraksisser fungerer på".

Maria Hvid Dille har gennemført et etnografisk feltstudie, hvor hun har skygget en håndfuld resursepersoner og ledere i deres arbejdsvirkelighed. Hun beskriver resursepersonernes hverdag som en fascinerende og imponerende dans.

En læsevejleder står i sin rolle som dansk- lærer og gør klar til sin næste lektion ved kopimaskinen. Samtidig guider hun en lærer i kopikøen om en udfordret elev. Hun når også at huske en anden lærer på at scanne tekster ind til læsesvage elever. På vejen mod sin klasse bliver hun stoppet på gangen af en tredje kollega, som har et presserede spørgsmål, og sådan kan dagen fortsætte.

"Resursepersonerne står i en kompleks situation, hvor grænsefladerne mellem de to identiteter er mudrede og hele tiden skal forhandles. Det er svært at sige nej, for man er jo først og fremmest kollega, og resursepersonerne har en enorm ansvarsfølelse for at hjælpe kolleger og børn, så langt de fleste løser alle disse små ad hoc-opgaver. Men det bliver resursepersonen selv i situationen, der skal træffe valget, og den kompleksitet står ingen steder i funktionsbeskrivelsen".

Maria Hvid Dille gør i sin afhandling opmærksom på, hvor meget af resursepersonens arbejde der foregår i sprækkerne i hverdagen. Kollegerne skal som regel ikke booke tid eller banke på en lukket dør for at komme i kontakt, så det foregår overalt og på alle tider af dagen. En beskriver det således:

"Selvfølgelig er det dejligt at føle sig brugbar, ingen tvivl om det. Men det er også årsagen til, at jeg går hjem, hvis jeg skal rette mine egne elevers stile og gennemføre min egen forberedelse, for det er kun hjemme, jeg kan sidde uforstyrret. Ellers bliver det helt mudret, og jeg bliver konstant afbrudt".

Hverdagen kan blive belastende for resursepersonerne, fordi de skal navigere i et forviklingskrydspres. Men der er fordele for skolen.

"Det uformelle gør, at der skabes muligheder og åbninger for at bidrage til skoleudvikling. Det er nemmere og mindre intimiderende, når lærerne kan henvende sig til en kollega med særlige kompetencer i stedet for at skulle gå til en leder eller en ekstern konsulent. Sprækkearbejdet åbner for spændende didaktiske dialoger, som nok ikke ville foregå ellers", forklarer Maria Hvid Dille.

Hun peger på, at en mere eksplicit bevidsthed og dialog omkring resursepersonernes arbejdspraksisser ville hjælpe. Her kommer lederne ind i billedet.

"Målet er jo ikke, at kollegerne skal holde op med at spørge resursepersonerne. Men det skal måske italesættes, at det er okay at sætte sig ind og tage en breather og bare være kollega en gang imellem uden at blive forstyrret. Ledelsen skal hjælpe med at gøre lige netop dét legitimt. Første skridt er at finde et lokalt sprog omkring det, så rollerne og det limbo, jeg har talt om, bliver synliggjort".

Nye resursepersoner er svar på mere ledelse

På flere af de skoler, Maria Hvid Dille har besøgt, har ledelsen haft fællesmøder med vejlederne, hvor de har kunnet italesætte udfordringer. Næste skridt kunne være, at ledelserne bliver endnu skarpere på, hvordan de her helt særlige medarbejdere skal ledes. For de gør mere end bare at løbe med en opgave.

Læs mere

Maria Hvid Dilles afhandling

Powered by Labrador CMS