Lærerne på Dalmose Skole i Slagelse føler, at de er med i et lotteri, som de nægter at lade sig stresse af. Skolen deltager i regeringens præmiepulje om at løfte fagligt svage elever.

Lærere: »Vi nægter at lade os presse«

Lærerne på Dalmose Skole på Sjælland har besluttet ikke at lade sig presse af at deltage i præmiejagten. Men ifølge professor vil lærere på puljeskolerne føle sig pressede til at være rundhåndede med karaktererne.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Da beskeden tikkede ind om, at Dalmose Skole i Slagelse var en af Løkkes udvalgte puljeskoler, valgte lærerne at tage en grundig diskussion om, hvad præmiejagten kunne have af konsekvenser.

»Vi har drøftet det meget indgående på lærerværelset, og vi har en meget klar holdning om, at vi nægter at lade os presse af det«, fortæller tillidsrepræsentant og matematiklærer i udskolingen Per Holm-Hansen.

Dumpekarakter til Løkkes præmiepulje

Lærerne blev enige om at holde fast i den kurs, der allerede var lagt, og der skulle heller ikke gøres et stort nummer ud af det over for eleverne.

»Vi betragter det lidt som et lotteri at være med. Vi er en lille skole med under 20 elever i vores 9. klasse, så er der bare én af vores dygtige elever, som rejser, påvirker det vores resultat. Og det samme gælder, hvis vi omvendt får tilført elever, som er fagligt udfordrede«, siger han.

Selv om ledelse og lærere er enige om ikke at lade sig presse af at være med i kampen om millioner fra Løkkes pulje, kan han mærke, at det alligevel har haft en betydning.

»Jeg kan mærke, at nogle af eleverne i min 9. klasse, som måske kan ende med at være på vippen, føler sig lidt mere pressede end normalt, fordi de gerne vil hjælpe skolen. Så de går mere op i deres standpunktskarakterer«, lyder det fra Per Holm-Hansen, der har haft udskolingselever i 38 år.

Professor: Utopisk at være upåvirket

Ifølge professor med speciale i incitamentsmodeller Per Nikolaj Bukh er det dog naivt at tro, at lærere ikke vil blive påvirket af, at elevernes karakterer afgør, om skolen får tilført millioner eller ej.

»Det er fuldkommen utopisk at tro, at det ikke påvirker lærerne, når elevernes mundtlige karakterer tæller med. Hvis man som skole bruger penge på indsatser for at få fat i pengene, vil risikoen for ikke at få præmiepenge selvfølgelig stresse lærerne«, vurderer han.

Skoleleder: "Det chokerer mig som skatteborger"

»Puljen handler ikke kun om præmiepenge. Det er også den prestige og opmærksomhed, der følger med. Lokalavisen vil ringe og spørge, hvordan det gik. Så man må jo spørge sig selv, om man kan tåle at tabe løbet«, siger Per Nikolaj Bukh.

Dansklærer: Presset ligger i hverdagen

Undervisningsministeriet kigger samlet på karakterer fra seks prøver, og prøven i mundtlig dansk er den eneste, hvor lærerne rent faktisk er med til at bedømme eleverne. Og når lærerne kun er med til at bedømme eleverne ved en enkelt prøve, er det ikke her, presset ligger, mener Charlotte Munk, dansklærer for 8.-klasserne på udskolingsskolen Nordvestskolen i Helsingør. Skolen er også med i »jagten« på de 500 millioner kroner.

Tidslinje: Præmiepuljens korte og turbulente historie

»Men vi kommer til at kunne mærke presset i hverdagen. Vi er jo ligesom alle andre pressede på forberedelsestiden og på økonomien, hvor vi lige har været igennem en fyringsrunde«, fortæller Charlotte Munk.

Hun er enig i, at modellen ikke tager højde for, at der kan være store forskelle på elevernes faglige niveau fra årgang til årgang.

»Der er også elever, hvor det er ligegyldigt, hvor dygtig en lærer du er. Hvis de ikke er undervisningsparate, så kan du ikke løfte dem. Så vi arbejder meget med at øge elevernes lyst til at gå i skolen«, siger Charlotte Munk.