Lærerne har tid

Matthias' far glad for den støtte, sønnen får.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Matthias' far Jens Henrik Pedersen fortæller, at det er sønnens mål at koncentrere sig bedre i timerne. Efter hver time får han lærerens score - et tal fra 1 til 4.

»Det er svært med scoringen, men den er en guideline«, siger Jens Henrik Pedersen.

»Jeg hører, hvordan det er gået i skolen, og jeg kan tage udgangspunkt i scoringerne, når jeg skal finde ud af, hvordan dagen har været. Da Matthias begyndte her, gik klassekammeraterne meget op i det, og hele klassen ville scores«.

Faren fortæller, at Matthias begyndte i FI-huset, fordi familien fik valget mellem dét, eller at han skulle skifte klasse. Det gik rigtig dårligt med en lærer, der blev mobbet, hvor Matthias fik skylden.

»Han blev stemplet som det sorte får, men vi ser det som klassens problem og ikke hans«, siger faren.

Klassen har skiftet lærer mange gange, og faren fortæller, at da lærer Tine Bahn kom ind i klassen for to måneder siden, spurgte eleverne hende, om hun var streng, og hvornår hun skulle føde? Og ja, hun kan være streng, men hun er ikke gravid, svarede hun.

Jens Henrik Pedersen har deltaget i timerne i FI-huset og forklarer, at det kan lade sig gøre, fordi han er pensionist.

»Der er mange forskellige meninger og fremgangsmåder, og det kan godt være forvirrende, men her kan man tale om det. Hvis man har det dårligt, kan man sige det. Der er tre lærere til rådighed, og de har tid. Det er fint for mig«, siger Jens Henrik Pedersen.

hl@dlf.org

»Jeg hører, hvordan det er gået i skolen, og jeg kan tage udgangspunkt i scoringerne, når jeg skal finde ud af, hvordan dagen har været«. Jens Henrik Pedersen