Ledelsens rolle skal defineres

Lærerne skal vide, hvad de har at holde sig til, og hvad de kan forvente, siger Arbejdstilsynet

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Ledelsens spillerum er ikke altid helt klart defineret, og det kan give en masse uklarheder om rollefordeling. Det er en problematik, som de tilsynsførende for Arbejdstilsynet i Frederiksborg Amt er stødt på flere steder, også på Stengårdsskolen i Ølstykke.

Indflydelse på jobbet er - set ud fra det psykiske arbejdsmiljø - et tveægget sværd.

'Lærerne er vant til meget stor indflydelse, og det betyder, at ledelsens spillerum ikke er defineret helt klart. Kombinationen er ikke defineret', siger tilsynsførende Lise Keller og Gitte Jensen.

'Skolens kultur er 'mig og min klasse'. Lærerne har haft erfaring med, at de selv skal lede og fordele arbejdet, og det påvirker det psykiske arbejdsmiljø både positivt og negativt. For når der er stigende krav til arbejdet, føler den enkelte lærer, at hun selv skal prioritere, hvad der er vigtigt, og det giver et pres, hvis man står alene med det'.

'Det er interessant, fordi høj indflydelse på arbejdet jo er positivt, men der skal være nogle grænser. Ledelsens spillerum skal være klart for alle. Lærerne skal vide, hvad de har at holde sig til, og hvad de kan forvente', siger Lise Keller.

Plads til alle - også lærerne

Et problem, som Arbejdstilsynet har mødt på mange skoler og også på skolen i Ølstykke, er, hvordan man arbejder med elever, der har særlige problemer. De fylder meget og tager meget af lærernes tid.

'Hvis kommunerne vil have de elever i folkeskolen, så må de formulere nogle klare mål til lærerne og stille ressourcerne til rådighed, så de kan løfte opgaven', siger Lise Keller.

Hun påpeger, at det er et stort gråzoneområde med mange forskellige typer elever, som der skal være plads til. Spørgsmålet er bare hvor og med hvilke ressourcer.

'Der er et krav om en rummelig folkeskole, og det er fint, men lærerne skal have kvalifikationerne, og rammerne skal være i orden. Det arbejder man fint med nogle steder'.

'Vi blander os ikke i, hvor disse børn hører hjemme, men lærerne skal have den støtte og hjælp, der er nødvendig, for at udføre deres arbejde. Ellers har de ikke en chance. Spørgsmålet er, om de kan undervise børnene. Kan de det, så kan kommunen putte hvem som helst ind i klassen'.

Lise Keller understreger, at det også er forskelligt, hvad den enkelte lærer kan klare. Det skal der tages højde for. Man bør forholde sig sagligt til de forskellige kompetencer, lærere har, sætte betegnelser på og bruge det arbejdsmæssigt. Det må ikke blive et individuelt problem for den enkelte lærer.

Hjælp til teamsamarbejde

Teamsamarbejde skal lærerne have hjælp til, mener de tilsynsførende i Arbejdstilsynet. Det må man finde ud af på de enkelte skoler.

'Man vil nok ikke kunne forsvare det på skolen, hvis en lærer ikke ønsker at arbejde i team, men lærerne skal have hjælp til samarbejdet'.

'Man skal passe på ikke at behandle alle lige, for folk er forskellige. Kærligheds-team, hvor folk selv har valgt hinanden, kan skabe et godt psykisk arbejdsmiljø, men der skal være saglige argumenter også for disse team. Og det er ledelsens ansvar, at alle kommer i gode team', siger Lise Keller.

De tilsynsførende påpeger, at det er ledelsens opgave at sætte tid af til samarbejde. Det gælder også i indskolingsforsøg i samarbejde mellem lærere og pædagoger.

'Vi skal ikke blande os i overenskomsten, men vi har en lov at forholde os til. Hvis folk skal arbejde sammen, må man forhandle timer og puljer til det samarbejde, så det kan lade sig gøre. Det fungerer godt nogle steder'.

De tilsynsførende mener, at man med fordel kunne bruge pædagogernes viden om konflikthåndtering i skolen. Det er igen et spørgsmål om at bruge folks forskellige kompetencer.

To poster - to personer

Gitte Jensen nævner, at det kan give problemer, at sikkerhedsrepræsentant og tillidsrepræsentant er samme person.

'Arbejdstilsynet kan selvfølgelig ikke bestemme, at der skal være to personer om disse poster, men vi har oplevet, at det kan være problematisk, at samme person har begge hverv. På den ene side skal vedkommende som tillidsrepræsentant få nogle aftaler i stand for lærerne i samarbejde med ledelsen, og på den anden side skal vedkommende som sikkerhedsrepræsentant forsøge at få et godt arbejde i stand for lærerne og beskytte sine kolleger. Det kan godt være svært at få til at hænge sammen'.

Gitte Jensen foreslår, at posterne fordeles på to personer, som så kan bruge hinanden i arbejdet.

'Det giver også dynamik at tale sammen om de problemer, der opstår'.

På Stengårdsskolen og i Ølstykke Kommune skal arbejdet med handleplaner i gang. Til efteråret kommer Arbejdstilsynet igen på besøg for at tjekke, at problemerne er på vej til løsning.

'Vi følger op på arbejdet, fordi meget af det handler om intentioner. Vi skal undersøge, om der så også kommer handling bag ordene. Ifølge loven skal vi vurdere kommunens vilje og handling', siger Lise Keller.

hela

Foto: Palle Peter Skov