Arsenal spillede mod Real Madrid på Highbury Park (et-nul til hjemmeholdet) i aftes, og derfor har Henrik Rademacher ikke fået rettet de hæfter, som de otteårige børn i hans klasse afleverede i går. Men af lektierne fra i forgårs kunne han se, at for mange af dem begår fejl af den type, der viser, at de ikke laver overslag over resultatet, før de regner. Overslag, »estimate«, er derfor dagens tema ved alle tre bordgrupper i klassen, de svageste, mellemgruppen og den matematisk stærkeste gruppe. Men som det engelske undervisningsministerium anbefaler, starter han lige timen med ti minutters opvarmning i form af hovedregning.

»Fem gange hvad bliver 35?« læser Henrik Rademacher fra den stribe hovedregningsopgaver, han har skrevet på tavlen, og han modtager en skov af hænder fra elever, der kan det rigtige svar.

»Den her er svær, den har jeg taget med for sjov. Hvad er kvadratroden af 49?«

Et stolt barn svarer rigtigt, og Henrik Rademacher går videre med en anden svær opgave: »Hvad er 12 gange 12?« »144«, husker en elev.

Elever skal have ejerskab

Henrik Rademacher er lærer fra Odense Seminarium, men har i 17 år undervist i England. De seneste år har han oplevet så mange fremskridt i den engelske skole, at han er begyndt at skrive kronikker til danske medier, og senest har han deltaget i seminarer for danske lærere for at videregive sine erfaringer.

Efter opvarmningen gennemgår han dagens tema, som også står på tavlen, og de tre elevgrupper får hver deres opgaveark udleveret. Alle opgaverne rummer elementer af spil og andre aktiviteter, hvor de skal samarbejde med naboen:

»Vi har i årevis haft fokus på god undervisning, men nu er fokus ved at flytte sig over til god læring. Det handler om at engagere børnene og give dem ejerskab til det, de laver«, siger Henrik Rademacher og viser, hvordan forårets fælles mål for klassen ikke bare hænger på væggen bag ham, men også er klistret ind forrest i hvert eneste barns kladdehæfte.

Inspireret af besøg på andre skoler, som han som matematikansvarlig har været på, bruger han i år den model for målfastlæggelse, der kaldes »layered targets« - lagdelte mål. Målene er delt op efter, hvad hver elev skal lære, hvad de bør lære, og hvad de derudover meget gerne må lære. I dette forår er fokus på tredimensionelle, geometriske figurer. Alle skal kende en prisme og en polygon og bør kunne beskrive tre forskellige tredimensionelle former og må meget gerne lære at benævne og sortere forskellige tredimensionelle figurer ud fra deres egenskaber, vinkler med videre.

»Så kan eleverne hele tiden se, hvad det næste skridt er«.

I de sidste ti minutter af timen beder han eleverne diskutere med naboen, hvad der gik let, og hvad der var svært.

»Jeg havde en lektion for nylig, hvor jeg underviste i at gange og dividere et helt tal med 10, 100 og 1.000«, fortæller Henrik Rademacher.

»De 12 dygtigste arbejdede med decimaltal, som 100 gange 3,56 er lig med 356, men de syntes, det var for nemt. Så for dem var lektionen spild af tid, de kunne det allerede. Hvis lektionen var blevet bedømt af en inspektør (fra den engelske skolemyndighed Ofsted, Redaktionen), så er det ikke sikkert, at den ville have bestået mindstekravene. Og det er egentlig fair og logisk nok. Jeg skulle have planlagt nogle problemløsningsopgaver i stedet for«.

Henrik Rademacher er viceinspektør og matematikansvarlig på en skole, der ligger gemt bag kirken i det naturskønne Buckinghamshire midt imellem Oxford og London. Villaerne i området er store og velholdte, og blandt de familier, der bor i området, pendler de fleste fædre til gode job i London, mens mange mødre er hjemmegående. Men den sammenstykkede, brune murstensbygning, hvor Hazlemere Church of England School holder til, gør ikke meget væsen af sig. Som kirkeskole drives den helt på samme vilkår som statsskoler, bortset fra at den kun får dækket bygningsudgifter med 90 procent - tidligere klarede kirken resten, men i dag samler skolen penge ind ved hjælp af basarer og andre arrangementer.

Inden døre er der slidt, lofterne er fulde af fugtskjolder, og gulvene er dækket af gamle mørke tæpper. Væggene kan man næsten ikke se for de utallige udstillinger, plancher og projekter, som også fylder på opstillede borde i skolens i forvejen beskedne gangareal. Her kan man se, at Hazlemere-børnene allerede som 10-11-årige arbejder med Shakespeare-skuespil og Dickens' »Store forventninger«, og man kan se, hvilke børn der er ugens stjerne i klassen.

Matematikniveauet ikke højt nok

Som man kunne forvente af en primary school (skole for 4-11-årige) i et velbjerget område, ligger Hazlemere-børnenes testresultater i engelsk langt over det nationale gennemsnit. 94 procent af Hazlemere-børnene ligger som 11-årige på det nationale niveau, der hedder Level 4, mod 74 procent på landsplan. Level 4 er det faglige niveau, som engelske 11-årige skoleelever forventes at ligge på. I matematik er Hazlemere ikke helt så langt fremme - her var 77 procent sidste år på Level 4 mod 75 procent på landsplan.

»Vi var godt klar over problemet, og da inspektørerne fra Ofsted kom på inspektion, kunne jeg vise dem en matematikhandlingsplan«, fortæller Henrik Rademacher og fremviser sin plan med møder, analyser, netværkssamarbejde og besøg på andre naboskoler, introduktion af de nye layered target-mål og en indsats for at anvende matematiske færdigheder i andre af skolens fag. Også øget it-anvendelse og indkøb af forskelligt udstyr til matematikundervisningen indgår i handlingsplanen. Succeskriteriet er, at mindst 80 procent af skolens ældste klasse er på Level 4 i den nationale test i dette forår.

Henrik Rademacher undrer sig over, hvad han hører fra danske venner og familiemedlemmer om, at danske klasser stadig sidder med den samme matematikbog og løser de samme opgaver, hele klassen. På Hazlemere-skolens to ældste klassetrin er eleverne delt i to helt adskilte matematikklasser efter deres matematikfaglige niveau, og i de yngre klasser gør læreren undervisningsdifferentieringen lettere for sig selv ved at dele eleverne op i grupper inden for klassen. Og ud over støttepædagoger bevilget til børn med adfærds- eller indlæringsproblemer er der oftest en eller to mødre, der giver en hånd med i timerne og dermed gør livet lettere for læreren.

Henrik Rademacher nåede at undervise to år på Odense Friskole, hvor hans årskontrakt ikke blev forlænget på grund af nedskæringer. Han hørte, at der var lærermangel i England, og tog til London:

»Dengang var kodeordet emnebaseret undervisning - børnene kunne sidde i grupper og arbejde med vidt forskellige ting. Det var sjovt, men de lærte ikke ret meget«, fortæller han.

Bærbar til alle

Siden satte Thatcher-regeringen ind med en national læseplan, der var både stram og ekstremt omfattende:

»Og der fulgte ikke nogen penge med. Men der må jeg sige, at Labour-regeringen har indset, at der skal penge til«, siger Henrik Rademacher og viser den bærbare computer frem, som han og alle andre engelske lærere har fået. Han kommer også på så mange kurser, at han indimellem synes, han ser alt for lidt til sine klasser, og på både hans og skoleleder Peter Phelps' kontor står flotte kasser med undervisningsmaterialer, inspirationsvideoer og materiale om god undervisning, som de ikke engang har nået at åbne - alt sammen leveret af regeringen til fri afbenyttelse.

Han viser en tyk bog frem med spiralryg. Hver eneste side er i lamineret karton, et såkaldt »teacher card« med plan for forløbet af hver eneste matematiktime uge for uge gennem et helt skoleår.

Behøver man så overhovedet uddannede lærere?

»Der er så meget andet i det at være lærer end at tilrettelægge undervisningens indhold. Det handler da mindst lige så meget om at differentiere undervisningen, så alle elever udfordres, og om at inspirere børnene«, mener Henrik Rademacher, der som erfaren lærer sjældent benytter sig af de færdige timeforløb. Men han har alligevel haft stor glæde af, at regeringen som led i den nationale matematikstrategi har indsamlet og vurderet erfaringer fra skoler over hele landet:

»Før i tiden stod man som matematiklærer altid i dilemmaet, om man skulle undervise eleverne i brøker og procenter samtidig eller hver for sig - sådan nogle ting behøver man ikke spekulere over - man kan finde det hele på nettet«. Svaret er i øvrigt, at fordelene ved at introducere brøker og procenter samtidig er større end ulemperne.

Elevplaner per maskine

Henrik Rademacher følger meget med i, hvad der sker i den danske folkeskole. Og han er lidt rystet over, at danske lærere nu skal udarbejde individuelle elevplaner for hver eneste elev i alle fag to gange om året mod den ene gang om året, han skal udarbejde rapport til forældrene. I England har netop kravene til skriftlig dokumentation givet lærerne en så stor ekstra arbejdsbyrde, at det har været et varmt politisk emne. Primary-lærernes arbejdstid er blevet beskåret med nogle timer ugentligt, efter at de for et par år siden fik afsat ti procent af skoletiden til forberedelses- og rettearbejde. Henrik Rademacher starter hvert år sommerferien med at skrive elevplaner for og bedømmelser af hver af sine elever. Men arbejdsbyrden er blevet meget mindre, efter at han har fået lagt programmet Reportassist ind på en computer. Med udgangspunkt i elevernes køn, alder og klassetrin foreslår programmet simpelthen fine velformulerede sætninger, som han kan klikke over i rapporten for hver elev i tillæg til de mere personlige kommentarer.

Henrik Rademacher mener generelt, at lærerne er langt bedre til at bedømme elevernes niveau end de nationale test, men testene er alligevel en god støtte:

»Fordelen er, at opgaverne ofte er formuleret på en helt anden måde, end eleverne er vant til, og så bliver de jo nødt til at tænke sig om«.

Sikre succesoplevelser

Én bekymring blandt britiske eksperter er, at testene har indsnævret læseplanen, så matematik og engelsk fylder alt for meget på de små elevers skemaer. Men det er ikke tilfældet i Hazlemere, viser Henrik Rademacher på et skoleskema. Her er rundkredspædagogikken på skemaet med en ugentlig times »circle time«, hvor der er tid til samtale om blandt andet det sociale klima mellem børnene. Der er historie, geografi, naturvidenskab, billedkunst, musik og én indendørs og én udendørs idrætstime hver uge.

Hver morgen er der samling, og om fredagen overværer også mange forældre morgensamlingen i hallen. Her fremfører en klasse ofte et projekt, for eksempel i form af et lille skuespil - i den uge, hvor Folkeskolen er på besøg, er emnet sund mad. Bagefter overrækker skoleleder Peter Phelps diplomer til to elever fra hver årgang, mens alle kigger på og klapper. Det er klassens lærer, der har skrevet diplomets tekst, og sikrer, at alle elever får succesoplevelsen ved fredagssamlingerne.

»Til Jacob for en stor forbedring i læsning. Du læser mere flydende, og du har arbejdet meget modent og meget entusiastisk. Jeg er meget imponeret«, siger Peter Phelps for eksempel til én elev. En anden får et diplom for sit klaverspil ved morgensamlingen, én for sine computerfærdigheder og én for sin comeback-kamp på fodboldholdet. Også svømmemærker bliver overrakt ved morgensamlingen, og præcis som i Harry Potter-bøgerne tilhører eleverne såkaldte »huse«, som tjener point, når en af husets elever har ydet en særlig indsats.

Om eftermiddagen tilbyder skolen en stribe forskellige klubaktiviteter, blandt andet tennisundervisning, franskundervisning, korsang, lektiehjælp, musikundervisning, skak og deltagelse i den lokale skolefodboldturnering - det meste varetages af skolen lærere, der altså ofte først har fri ved 16-17-tiden.

»At være lærer i England indebærer at være 100 procent forpligtet. Man giver alt, hvad man har, og har en lang arbejdsdag. Men vi ser resultater«, siger Henrik Rademahcer og understreger, at det at påtage sig et ekstra ansvar for eksempel som skolens matematikansvarlige også giver ekstra i lønningsposen.

I slutningen af 1990'erne fastlagde den engelske regering to nationale strategier for at øge det faglige niveau i skolerne - en strategi for læsning og skrivning, »literacy«, og én for matematik, »numeracy«. På det nationale website The Standards Site kan engelske lærere finde materialer om undervisning i alle fag for alle børn. Og her kan man for eksempel læse om gitter-metoden, the grid ­method, som Henrik Rademacher har haft stor glæde af, når eleverne skal lære at gange to- og trecifrede tal med hinanden.

»Da jeg gik i skole, fik vi bare at vide, at der skulle være et nul dér, vi fik ikke at vide hvorfor - det kan eleverne se, når de arbejder med gitter-metoden«.