Skoler indgår praktikaftaler

Praktiklærere vil hellere have penge udbetalt end timer indregnet i skemaet

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Det skal være let at have lærerstuderende i praktik, og praktiklærerne skal have pengene for deres arbejde udbetalt.

Det er tendenserne i de lokale praktikaftaler, som lærerkredsene i København og Aalborg har indgået med kommunerne.

I sidste uge mødtes praktikinteresserede kredsformænd på Hotel Hvide Hus i Køge. Her diskuterede de den udskældte aftale om praktiklærernes løn- og arbejdsvilkår.

Formanden for fagligt udvalg, Jon Kowalczyk, beklagede, at man er nødt til at bruge en meget decentral aftale.

'Vi skal i fællesskab søge ved lokale aftaler at skabe rammer, så praktikken i det mindste ikke modvirker vores bestræbelse på at rekruttere til læreruddannelsen. Problemerne må ikke gå ud over de studerende. De skal løses af aftaleparterne. De studerende er pressede nok i forvejen - så det her skal ikke løses i klasseværelset', sagde han.

I Aalborg er kredsen og kommunen nået frem til en aftale, som endnu ikke er underskrevet.

'Vi ved, at lærerne i Aalborg er vant til at få udbetalt de penge, som de tjener ved at være praktiklærere. Lærerne er ikke interesserede i tilbagefaldsreglen, hvor timerne bliver indregnet i skemaet. Aftalen er den bedst opnåelige, og den gør arbejdet på skolerne lettere', siger næstformand i Aalborg Lærerforening, Tove Petersen.

Københavns Lærerforening har også fået en aftale hjem, og her er smilene bredere end i Aalborg.

I samarbejde med kommunen er de nået frem til, at arbejdstimerne heller ikke her skal indgå i opgørelsen af lærernes arbejdstid. Derudover har de fået 50 procent ekstrabetaling på forskellige dele af det arbejde, praktiklærerne udfører.

'Det er en praktisk aftale, der lever op til kravene i arbejdstidsaftalen om, at det skal være let at administrere. Der er et stort ønske fra skolerne om, at der skal være smidighed i systemet. Denne aftale gør det lettere for alle parter', siger formand Jan Trojaborg.

Læs Københavns Lærerforenings aftale på:

www.klf-net.dk

Praktikkaos

Skoleperioden ligger på tredje eller fjerde studieår og varer mellem syv og ni uger. I den sidste del af perioden skal den studerende alene forestå undervisningen. Der har været studerende i praktik i skoleperioden siden sidste halvdel af 2000.

Den nye praktikaftale udløste kaos i mange kommuner, fordi seminarierne ikke havde bestilt praktiktid inden den første april, som de ifølge reglerne skulle. Det betød, at praktiklærerne skulle have overtidsbetaling.

Derfor blev Lærernes Centralorganisation, Kommunernes Landsforening og Undervisningsministeriet enige om at lave en midlertidig honorarløsning og genforhandle aftalen. Men ved genforhandlingen kunne parterne blandt andet ikke blive enige om, hvorvidt praktiklærerne kunne sættes til andre ting som eksempelvis vikararbejde, i den tid den studerende var alene i klassen. Forhandlingerne brød sammen. Derfor løber aftalen to år endnu.