Ordlegen Obstsalat (frugtsalat) i en af tysklærer Bitten Pave Ottesens tidligere klasser.

Tysklærer: »En supergod ide«

Det vil være en stor hjælp at få gjort det tydeligt, hvilke ord eleverne har særligt gavn af at lære, lyder det fra tysklærer Bitten Pave Ottesen.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Sproglærer vil booste elevers ordforråd 

I sine 25 år som tysklærer er Bitten Pave Ottesen aldrig stødt på en liste over de mest anvendte tyske ord. Men hun ser store perspektiver i at følge gymnasielærer Elsebeth Bechmanns opfordring om, at folkeskolen systematisk bør arbejde på at stable et ordforråd op omkring de højfrekvente ord.

»Da jeg hørte om det her, tænkte jeg: Hvad er det lige for nogle ord? Det vil være rigtig fint, hvis man fik et indblik i det«, siger Bitten Pave Ottesen, der i år underviser 7. og 9. klasse i tysk på Fjordbakkeskolen, afdeling Taulov, i Fredericia.

Hun har siden selv prøvet Elsebeth Bechmanns ordforrådstest. Her fandt hun ud af, at hun allerede har fokus på mange af ordene i sin undervisning. Men det har aldrig været systematisk.

»Det vil være en supergod ide at få det systematiseret. Det kan godt være lidt tilfældigt, hvilke ord eleverne lærer. I vores fagformål beskæftiger vi os med elevernes dagligdagsområder, og derfor er det især ord inden for de områder, eleverne lærer. Det ville være fint, hvis man også skrev de højfrekvente ord ind i fagformålene«, siger hun.

Kan ikke nå det hele

Bitten Pave Ottesen fortæller, at hun i forvejen, ligesom Elsebeth Bechmann anbefaler, for eksempel bruger quizlet, ordkort og stafetter til at styrke sine elevers ordforråd. Og hun er helt enig i, at eleverne vil have godt af at kunne læse mere på tysk.

»Men vi mistede en lektion i udskolingen, da man flyttede faget ned i 5. klasse med reformen. Med de store mål, der er forbundet med, at vi skal gøre eleverne klar til både en skriftlig og mundtlig prøve, er det svært at nå. Det er ikke, fordi vi ikke vil«, siger hun.

Tysklærerforening støtter fokus på ordforråd

Derfor støtter den erfarne tysklærer Elsebeth Bechmanns opfordring til forlagene om at bygge deres materialer op af de højfrekvente ord, så eleverne automatisk møder de vigtige ord i undervisningen.

»Det vil være en god støtte at få forlagene med. Forlagene kunne godt have det som et ekstra lag, at deres videoer og materialer bliver bygget op af højfrekvente ord«, siger hun og fortæller, at hun ellers er meget tilfreds med især Alienas portal, som hun kalder »virkelig motiverende for eleverne«.