Folkeskolens leder:

Pas på frygtindustrien

Underrubrik

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Kritisk sans. Det er vi alle nok enige om er noget af det vigtigste at lære eleverne i dagens folkeskole. For fake news og den hidsige kamp om opmærksomhed betyder, at et solidt bullshitfilter er det bedste, eleverne kan forlade skolen med.

Men hvad er kritisk sans? Hvad skal et bullshitfilter sortere fra i dag?

Det har ændret sig. Det handler ikke kun om at kunne gennemskue, når tingene bliver fremstillet i et rosenrødt skær, og problemer fejet ind under gulvtæppet. Det er faktisk lige så afgørende, at eleverne lærer at se, hvordan det, som forfatterne til en ny bog kalder frygtindustrien, bombarderer os med oplysninger og nyheder, som får verden til at se meget farlig ud. Fly styrter ned, der er terror overalt, og vold og kriminalitet fylder snart det hele.

Det er nemt at få det indtryk, at vi er på vej ud over kanten og kun hænger fast med det yderste af neglene. Det er ikke, fordi nogen bevidst er ude på at skræmme os, men en lang række mekanismer kan få det offentlige billede til at se sort ud. Og elever har ikke den erfaring, som mange af os voksne har - nemlig at en del af disse bekymringer aldrig bliver til noget. Derfor skal de lære at forholde sig kritisk, også til alle de velmenende organisationer og bevægelser, som vil have os til at forstå, hvor galt det går.

Ingen tvivl om, at der er mange problemer. Tag bare det stigende antal lærere og elever, som stempler ud af folkeskolen - og dermed bidrager til at ryste den hårdt plagede sammenhængskraft i samfundet. Og hvad gør politikerne? Små justeringer af en underfinansieret reform!

Men kritisk sans handler også om proportionssans og forståelse for årsagssammenhænge. Bare fordi mange af os dør i en seng, er det ikke det samme, som at man dør af at ligge i en seng. Fordi piger får gode karakterer, er det ikke sikkert, at de bør have en diagnose. Selv hvis al terror inden for de seneste år var foregået i Danmark, ville der stadig dø fem gange flere mennesker i trafikken. Og så videre og så videre.

Proportionerne ryger helt ud af badekarret, når vi først tager fat i problemerne i vores verden. Derfor omfatter den gode kritiske sans også at se på de mekanismer, som får det hele til at se farligt ud - uden at negligere, at der faktisk er problemer.

Det er ikke nogen nem øvelse. Men det kan lade sig gøre. Inde i bladet taler en historie- og samfundsfagslærer og en forfatter om hvordan og hvorfor.

Lærerne skal hjælpe eleverne til at se verden gennem andre briller

Kritisk sans over for frygtindustrien er vigtig af flere grunde. Både fordi det er synd og forkert, hvis eleverne - og vi - tror, at vi lever i den værste tid i verdenshistorien. Og mindst lige så meget fordi frygten bliver brugt til at legitimere holdninger og lovgivning, som i værste fald kan være med til at undergrave demokratiet og den tolerante livsform, der stadig er dominerende i vores del af verden.

Sker det, vil det først rigtig være farligt!