Tysk tidspres

Eleverne har trænet skriftlig tysk på højtryk de seneste måneder frem til afgangsprøven

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

»Jeg er positiv over prøven. Jeg tror, jeg har klaret det godt i dag«, fortæller Rasmus Kofod fra 9.a på Kingoskolen i Slangerup.

Den tre timer lange skriftlige tyskprøve er netop overstået, og eleverne mener umiddelbart, at det er gået fint. Problemet var bare, at de oprindeligt havde regnet med, at de skulle op til en mundtlig tyskprøve. Så det sidste halve år er gået med intensivt at øve skriftligheden, fortæller de. Det var frustrerende at få at vide, at afgangsprøven blev skriftlig.

Simon Trøjgaard Jepsen er ikke faldet helt ned endnu efter prøven. Til det allersidste sad han og skrev på sin stil og nåede ikke at få skrevet hele kladden ind.

»Mit problem er, at jeg vil mere, end jeg kan nå. Jeg skal øve mig i ikke at skrive så meget. Jeg ved det godt. Det er dér, jeg stresser. Men ellers gik det meget godt, tror jeg«, siger han.

»Mange ville helst ikke op i tysk, men hvis man har fulgt med i løbet af året, så kan man godt løse opgaverne. Jeg ville hellere op i tysk end i for eksempel historie og samfundsfag«, tilføjer han.

Svært at høre

»Det var en god opgave, men jeg havde svært ved at høre, hvad de sagde i lytteøvelsen. Jeg måtte gætte, for jeg fik ikke fat i det hele«, siger Maria Christensen.

De er glade for at have haft skriftlige testprøver inden den endelige afgangsprøve, men Maria ville også gerne have trænet det mundtlige mere. Rasmus Kofod er klart mere til en skriftlig prøve end en mundtlig. Det støtter Anders Stisen.

»I en mundtlig prøve skal du tænke tysk. Så er det her bedre«, mener han.

De to har klaret testprøverne til middelkarakter. I alt var 13 elever til tysk afgangsprøve.

Frustrerede elever

»Det har været mest synd for ungerne, at prøven blev skriftlig«, mener tysklærer Henning Bøegh Knudsen, der har haft nogle af eleverne.

»De har været frustrerede. Vi har jo fortalt dem, at de skulle lære at kommunikere på sproget, og så blev prøven skriftlig. Det var en overraskelse. Vi har baseret undervisningen på mundtlige udtryk, og først i slutningen af januar fik vi eksempler på afgangsprøven. Det var alt for sent«.

Han fortæller, at der jo ikke er lang tid fra slutningen af januar, når der også er vinterferie, og eleverne skal i praktik og arbejde med projektopgave. Han synes, at eleverne har kæmpet bravt. De har arbejdet med mange former for skriftlige opgaver de seneste måneder, og selv er han glad for at være erfaren tysklærer.

»Jeg ville nødig være ny og uprøvet tysklærer, der blev kastet ud i dette«.

»Ideerne bag afgangsprøven er ikke dårlige, men det er måden, de bliver implementeret på. Selve prøveformen her er god, men vi skulle have haft mulighed for at dyrke den. Det er fint at udvikle - også afgangsprøver - men vi skulle have vidst det, da eleverne begyndte i 8. klasse. Så ville det have været i orden«, siger Henning Bøegh Knudsen.

Og hvad sker der så med afgangsprøven næste år? Bliver den mundtlig eller skriftlig? Henning Bøegh Knudsen tror, at den nok bliver mundtlig igen. Men han kan være ligeglad, for han går på pension til sommer.

Tysk afgangsprøve

For første gang har 9.-klasserne været til skriftlig udtræksprøve i tysk, der varer tre timer.

»Meine Clique ist unheimlich wichtig für mich«, fortæller 16-årige Karin blandt andet i en tekst, hvor eleverne får præsenteret fem personer og deres syn på venner og kliker. De får syv overskrifter og skal så finde de overskrifter, der passer til de enkelte personer. En anden læseopgave med korte tekster skal behandles på samme måde. Eleverne får desuden en artikel om sundhed og skal besvare nogle spørgsmål ud fra teksten. Tre lytteøvelser indeholder prøven også. Eleverne skal i alt besvare 18 spørgsmål ud fra dem. Læse- og lytteøvelserne har de i alt en time til.

De næste to timer skal eleverne skrive stil om ferie - hvad der er vigtigt for dem, når de har ferie. Desuden får de tre opgaver, hvor der mangler ord, som de skal indsætte i den rigtige bøjning.

På landsplan har tre fjerdedele af skolerne valgt at gennemføre prøven skriftligt.