»Vi kan revolutionere folkeskolen«

Statsministeren er begejstret for rejseholdets anbefalinger.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Lars Løkke Rasmussen lagde ikke skjul på sin begejstring, da han afholdt pressemøde i sidste uge, efter at han havde diskuteret anbefalingerne fra skolens rejsehold med regeringens rådgivende Vækstforum, der består af erhvervslivets tunge drenge og LO, og som har til opgave at gøre Danmark til verdens tienderigeste land i 2020.

Også Vækstforum er begejstret, fortalte statsministeren. »De tager overordentlig positivt imod anbefalingerne«, sagde han flere gange.

Han ville ikke tage konkret stilling til anbefalingerne her og nu. »De skal ikke skydes ned, før vi er kommet ordentlig i gang«, sagde han

Et partnerskab bestående af staten, kommunerne, lærerne og skolelederne skal nu i gang med at diskutere anbefalingerne.

»Vi kan revolutionere folkeskolen, hvis vi har viljen til det«, sagde Lars Løkke.

Skolerne skal have mere frihed

Statsministeren hev alligevel nogle eksempler frem, som specielt tiltalte ham:

»Skolerne skal have mere frihed; til gengæld skal de være mere åbne om deres resultater i bred forstand - ved at de nationale test og afgangsprøverne offentliggøres, men også for eksempel hvordan det går skolens elever i ungdomsuddannelserne, og hvordan lærere og elever trives på skolen«, sagde han.

I hans øjne er det også fornuftigt, at læreruddannelsen bliver styrket »på sigt«, og at »lærernes efteruddannelse bliver styrket på den korte bane«. Han kan også se noget i, at den didaktiske forskning i, »hvad der virker«, bliver styrket.

Ligeledes har han sympati for forslaget om at bringe elever med særlige vanskeligheder tilbage til skolen. Endelig ser han muligheder i forslaget om at dele overbygningen op i linjer.

»Det gør de i Fredericia Kommune. Jeg har selv set det, og det fungerer rigtig godt«, sagde Lars Løkke Rasmussen.

Rejseholdets anbefalinger

Skolens rejsehold afleverede i sidste uge sine anbefalinger til regeringens rådgivende organ Vækstforum:

1. Lærernes kompetencer skal styrkes

2. Hæv kompetencen hos skoleledere og skolechefer

3. Styrket forskning i skoleudvikling

4. Tydeligere mål for, hvad elever skal lære

5. Stærkere fokus på skolens resultater

6. Langt færre elever skal i specielle tilbud

7. Elever i vanskeligheder skal have effektiv støtte

8. Skoler og kommuner skal have større frihed til at drive skole

9. Flere valg og mere it

10. Styrket faglighed gennem større skoler

Læs mere om rejseholdets rapport på www.skolensrejsehold.dk