Meningen med forældremøder er, at forældrene tager over, og når først skole-hjem-samarbejdet bliver forpligtende, finder forældrene ud af, at det er deres projekt - sammen med lærerne. Til gengæld slipper forældrene for at skulle lægge øre til højtlæsning af årsplanen et par gange om året på et stormøde, men det kræver også, at lærerne tør give slip og afgive magt. Det bygger på gensidig tillid.

Sådan mener lærere og forældre til 4.b på Hornslet Skole i Østjylland. Efter den model har de arbejdet i snart fire år - og det går rigtig godt, synes de.

Men - understreger to fædre - forældrene blander sig ikke i undervisningen. Det faglige er lærernes afdeling. I begyndelsen brokkede forældrene sig, men det fik de talt om, og siden har forældrenes afdeling været det sociale liv i klassen. Naturligvis sammen med lærerne.

Det aktivitetsniveau, som eksisterer socialt omkring 4.b, er meget højt. Hvis alle familierne havde tre børn og et lignende aktivitetsniveau i de andre klasser, ville det næppe være muligt. Forældre, elever og lærere skriver på Nettet med hinanden - der er ugebrev fra lærerne, chat imellem alle og fælles logbog. De holder sociale arrangementer, forældrene holder gruppesamtaler, mens de gør rent på skolen, og derudover er der fire årlige store forældremøder plus konsultationerne.

Fædrene fortæller, at aktivitetsniveauet passer til gruppen her, andre må finde deres eget niveau, for der er naturligvis forskellige behov.

Forældrekursus i kommunikation

Det hele begyndte på forældrekurset i 1. klasse. Kurset varede tre aftener fordelt på tre uger. Kurset handlede om dialog og bestod af kommunikationsøvelser. Som en af lærerne siger i dag, så syntes forældrene måske nok, at det var et mærkeligt forløb med de øvelser og lege, men da de forlod kurset, var de alligevel positivt stemt, mener hun.

Den ene aften var der en mor, der udtrykte ønske om, at klassens forældre kom til at lære hinanden rigtig godt at kende, sådan at de bedre kunne tackle problemerne, når de opstod. At forældrene lettere kunne kontakte hinanden og tale sammen, inden problemerne blev for store. Hun havde ikke helt gode erfaringer i sit ældre barns klasse, og derfor ønskede hun, at det blev gjort bedre fra starten i denne klasse.

Forældre og lærere gav hende ret. Det ville de gerne være med til.

En havde læst en artikel om forældregruppesamtaler på naboskolen, så en lærer blev inviteret over for at fortælle om deres erfaringer.

En gruppe forældre gik i gang med at søge om penge til forsøgsarbejde med gruppesamtaler. Formålet var at lære hinanden bedre at kende og skabe et fælles værdigrundlag for skole-hjem-samarbejdet. Kulturudvalget gav lærerne 60 ekstra timer årligt til projektet, der skulle vare to år.

Hundrede procent fremmøde

Forældre og lærere stillede kriterier op for gruppesamtalerne. Der skulle være hundrede procent fremmøde, grupperne skulle sammensættes, så forældrene ikke kendte hinanden så godt på forhånd, alle skulle sige noget på møderne, man skulle tage udgangspunkt i sit eget barn, og der skulle ikke løses aktuelle konflikter.

Første gruppesamtale handlede om dreng/pige. En aften kom drengenes forældre, og en anden aften kom pigernes forældre. De to klasselærere styrede møderne.

Forældrene skulle først enkeltvis fortælle, hvordan de opfatter deres barn. Her var der ofte store forskelle imellem mors og fars beskrivelser, men lærerne oplevede hver gang, at de kunne genkende det barn, de mødte i klassen.

Bagefter skulle grupperne løse en konkret konflikt fra hverdagen i klassen. Alle forældre skulle sige noget, og bagefter var der diskussion. Gruppesamtalerne var fastsat til at vare halvanden time, men de kom til at vare tre timer.

Efter første runde med gruppesamtaler blev forældrene samlet til møde, hvor de talte om, hvorvidt gruppesamtalerne skulle fortsætte. Det skulle de.

Alle forældre deltog i samtalerne med undtagelse af et par, der var ude at rejse i perioden.

Der var tre formål med gruppesamtalerne. At forældrene bidrog ved projekter, emneuger og andre arrangementer på skolen, at samspillet mellem forældrene blev forbedret, og at dialogen mellem lærere og forældre blev forbedret.

Det hele gik ud på at skabe et godt miljø i klassen, så eleverne kunne lære og have det trygt.

Rengøring i klassen

Projektet var besluttet for to år, men da tiden var gået, søgte forældrene - med lærernes billigelse - om to år mere. Det blev bevilget.

Nu har det kørt i fire år, og en ny ansøgning er på vej til kulturudvalget.

Gruppesamtalerne har efter evaluering ændret sig i dette skoleår. Flere forældre udtrykte, at det hele var blevet lidt for akademisk, så nu bliver der i stedet lagt vægt på praktisk arbejde og snak. En gruppe forældre mødes lørdag formiddag på skolen. Forinden har de besluttet, hvilken praktisk opgave der skal løses - det kan være oprydning i klassen, at bygge et arbejdsbord eller rengøring.

Efter morgenmad og praktisk arbejde taler man enten om det, der presser sig på, eller om orden, som er klassens overordnede tema for tiden.

Klassens lærere har udarbejdet spørgsmål til forældregrupperne. Svarene skrives i logbogen, så alle kan følge med. Spørgsmålene handler for eksempel om, hvordan forældrene stiller sig til ansvar. Er det deres eller elevens ansvar at huske gymnastiktøj og bøger, skal forældre kontrollere, at hjemmearbejde er udført, og skal der være konsekvenser af at bryde klassens regler.

Samarbejdet skulle lykkes

De to lærere, der oprindeligt begyndte med eleverne i 1. klasse, har tidligere arbejdet sammen om en klasse. Dér lykkedes det at skabe et godt udvidet skole-hjem-samarbejde, og de havde lyst til at prøve at være med til endnu mere.

Det var blandt andet derfor, skolens leder besluttede, at de skulle starte denne 1. klasse. Flere forældre i denne klasse var kendt på skolen i forvejen, da klassen består af mange mindre søskende til elever på skolen.

De to klasselærere havde i den tidligere klasse haft et godt samarbejde med nogle aktive og kraftfulde forældre, og det måtte meget gerne blive gentaget i denne klasse.

'Vi besluttede fra starten, at skole-hjem-samarbejdet i klassen skulle være en succes', siger Jane Møller, der tidligere var klasselærer i 4.b, men nu er skoleleder på Østervangskolen i Randers.

'Vores erfaring er, at forældrene gerne vil være med og bidrage med det, de kan', siger klasselærer Frank Jørgensen.

'Og på et eller andet tidspunkt har vi vel været garvede nok til at turde give slip på noget'.

Peder Eskesen og Michael Møller Jensen, der begge er fædre til børn i klassen og medlemmer af styregruppen, fortæller, at lærerne har givet mere og mere fra sig, og forældrene har overtaget på forældremøderne.

'Vi kunne mærke, at lærerne havde besluttet, at det skulle lykkes. De havde ressourcerne, og de brændte for ideen', siger fædrene.