Fold ørerne ud

Elever bør have mulighed for at arbejde med lyd, som er en af de mest centrale udtryksformer. Det mener tidligere montagejournalist Stephen Schwartz

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Elever kan høre lydfortællinger, lave deres egne hørespil og aflevere projektopgaver som podcast, en digital lydoptagelse, som distribueres på nettet.

Det er ikke kun arbejdet med it og medier generelt, som bør dyrkes i undervisningen. Især arbejdet med lyd og pod-casting er berettiget til en mere central plads, mener mediekonsulent og tidligere montagejournalist på Danmarks Radio Stephen Schwartz. Elever skal have mulighed for at arbejde med indtaling og redigering af lyd og arbejde med fortællingers opbygning og auditive udtryk.

Han mener, lyd er en af de mest centrale udtryksformer. »Lyd er en væsentlig del af livet. Evnen til at lytte og til at udtrykke sig gennem lyd skal trænes. Det er en kompetenceudvikling, som hører med til dannelsen. Men den væsentligste årsag til at beskæftige sig med lyd er, at det er sjovt. At lege med lyd og sprog er mental gymnastik«, siger Stephen Schwartz.

Vi lever i en visualiseret kultur, mener han. Lyd og radio står i skyggen af de visuelle medier, og det bør der laves om på.

Han hæfter sig især ved, hvordan lyd åbner op for muligheden for at skabe indre billeder og forestillinger. Når der kun er lyd, er der ikke mulighed for at se, hvor lyden kommer fra, ligesom på film.

Lyd skaber indre billeder

Som et eksempel på, hvordan man kan arbejde med lyd, nævner han et samarbejde, han har med nogle studerende på Københavns Universitets lydeksperimentarium, Pod Lab. »Sofies Dagbog« er en lydindspilning af en ung piges dagbog, som en universitetsstuderende har fundet på en losseplads. Dagbogen fortæller om en ung piges liv i provinsen.

»Hullerne i fortællingen er det mest interessante. De steder, hvor der er sket noget, som ikke er beskrevet, og hvor lytteren selv kan forestille sig, hvad der er sket. For eksempel skriver Sofie hen mod slutningen, at hun for resten overvejede selvmord, engang da hun var tretten. Uden at der har stået noget om det tidligere«, siger Stephen Schwartz.

Dagbogen er ikke udkommet endnu, men den er indlæst med henblik på at blive brugt i undervisningen i folkeskolen.

Netop i forhold til at publicere lydindspilninger og undervisningsmaterialer mener Stephen Schwartz, at copyright er et stort problem. Videndeling skal være gratis, mener han, og det mest optimale ville være at skabe en platform, hvor brugere kan lægge deres lydpodcast ud, hvor andre kan kommentere og give feedback. Hvor der ligger vejledninger til lærerne og artikler om retorik, talepædagogik og teknikker til lydoptagelse og redigering. Platformen kunne være knyttet til skolernes intranet, som i dag i høj grad er præget af envejskommunikation. Enhver skal have mulighed for selv at vælge, hvilket rum produktionerne skal offentliggøres i.

»Det skal være en platform, som ikke bare er et dokumentdepot. Et sted, hvor eksperimenter er samlet og let tilgængelige. Det skal være nonprofit, og indholdet skal være brugergenereret«, siger Stephen Schwartz.

Lyd-quiz til fri afbenyttelse og videreudvikling

Selv deler han gerne ud af spillet »Lyd­gæt«, som han har udviklet, for »at børn og voksne kan øve sig i at folde ørerne ud«. Han har valgt at offentliggøre en demoversion af spillet på folkeskolen.dk

»Det er en øreåbner-quiz-leg, hvor børn og voksne hører lyde uden deres normale kontekst og skal gætte, hvad det er for lyde. Det træner folks lyttefokus«, siger han.

Han håber, lærerne vil videreudvikle konceptet med endnu flere lyde i forskellige kategorier, og han ser spillet som en stafet, der skal gives videre.

»Jeg går ind for brugergeneret indhold. Det er meningen, at lærere og elever skal udvikle 'Lydgæt' med støtte fra det offentlige og sponsorer, som kan se det sjove og nyttige. Men public service-projektmageri i pulje-Danmark kræver enormt meget tid og er ofte meget kedeligt arbejde. Hvis det var kommercielt, så ville det være meget nemmere, har folk sagt. Jeg vil hellere bruge kræfter på at være kreativ end på at udfylde ansøgninger. Spillet skal ikke sælges, men foræres væk. Derfor sætter jeg demoen på folkeskolen.dk i håbet om, at der er folk, som er lydhøre og vil arbejde videre med konceptet. 'Værsgo'. Tag over, kør det videre, skaf puljepenge«.

lkp@dlf.org

»Lyd er en væsentlig del af livet. Evnen til at lytte og til at udtrykke sig gennem lyd skal trænes. Det er en kompetence­udvikling, som hører med til dannelsen« Stephen Schwartz