Debat

Minikonfirmander

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Ateistisk Selskab havde i Folkeskolen nummer 5 en annonce, der fremstillede folkeskolens tilbud om minikonfirmandundervisning i et meget negativt lys. Vi mener, at der var en skinger tone i annoncen, og at fremstillingen på ingen måde har med virkeligheden at gøre.

»Minikonfirmander« er et tilbud til børn i 3. eller 4. klasse om at komme ind i deres lokale folkekirke, møde præsten, sognemedhjælperen, organisten og kirkens øvrige ansatte. Kristendom er en del af den danske historie, og som minikonfirmand bliver man præsenteret for nogle af grundfortællingerne og får forklaret, hvad der sker i en kirke. Vi mener, at det er med til at afmystificere, hvad en kirke er, og hvad kristne mennesker går rundt og tror på. Tilbuddet gælder alle børn, uanset om de er døbte eller ej. Bagtanken er ikke at overbevise børnene om den rette lære, men at præsentere dem for kristendommens historier og at åbne dørene for en bygning, de kender så godt udefra. Naturligvis taler vi til børnene i øjenhøjde, leger og er kreative, alt andet ville ikke give mening. Mange steder i landet samarbejder skolerne med den lokale kirke, og disse steder ved lærerne, at de kompetencer, der er i kirkerne, kan bruges til meget godt i undervisningssammenhæng. Og de ved, at minikonfirmandundervisning på ingen måde handler om at holde børnene for øjnene og fylde dem med lagkage, men om at undgå den værste uvidenhed og intolerance.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler