Når skoler indretter kulturfagslokaler med forskellige genstande, der kan give eleverne hands on-erfaring med historien, ligner det en udvikling, man har set på landets museer. Når de tager imod børn, sker det i højere og højere grad ligeledes i lokaler med genstande, som de små fingre har lov til at gå på opdagelse i. Det fortæller udstillingsredaktør ved Nationalmuseet i København Mette Boritz.

Tidligere var det ikke unormalt, at en tur på museet for en skoleklasse bestod af en niks pille-rundvisning i samlingen for derefter at efterbehandle oplevelsen i et tilstødende lokale, der til forveksling lignede klasselokalet hjemme på skolen.

“Nu er man begyndt at gøre mere ud af omgivelserne i skolestuerne. Både hvad angår dekorationer og indretning, der sætter en stemning, men også ved at fylde ting i dem, som børnene må røre ved. Det er selvfølgelig afhængigt af, hvilke museer man er på. Mange museer har genstande, der ikke kan tåle at blive rørt, men så opbygger man studiesamlinger af genstande, eleverne kan bruge”, siger Mette Boritz.

Hun peger på Frilandsmuseet som pioner. Allerede i 1960’erne etablerede museet en skolestue, hvor eleverne kunne få lov til at karte uld, kærne smør eller udføre andre af de klassiske arbejdsprocesser fra landbrugssamfundet.

En god ide, et tomt lokale og 10.000 kroner

“Derfra griber det stille og roligt om sig, og flere museer går i samme retning med deres skolestuer. Blandt andet fordi man gennem forskning finder ud af, at man bedre husker det, man har lært, hvis man har haft fingrene i det. Og at det særligt gælder børn”, siger Mette Boritz og tilføjer:

“Det giver nogle knager at hænge sin viden op på. Mange kan bedre leve sig ind i stoffet, hvis de har haft fingrene i det i stedet for bare at læse om det i en bog eller at se det i en glasmontre”.

Her må der røres ved alt

Nationalmuseet åbnede Børnenes Museum i 1992. Her må der røres ved alt. Og det er stadig en af museets mest besøgte udstillinger, fortæller udstillingsredaktøren.

“Der er ingen tekst. Det er en ren intuitiv oplevelse. Der er en gammel skolestue, et vikingeskib og et middelalderkøkken. Man kan bare gå i gang med at lege og være en del af miljøet. Det er omgivelserne, der sætter børnene i en særlig stemning”, siger Mette Boritz.

Flere og flere museer arrangerer børneudstillinger, men tilgangen finder også vej ind i museernes hovedsamlinger, understreger udstillingsredaktøren. Et eksempel finder man på Frihedsmuseet. Her kan de besøgende nu gå i Modstandshulen og selv prøve at løse koder, aflytte telefoner eller trykke et illegalt blad med kopier af de apparater, der blev brugt til samme opgaver under besættelsen.

“Man får lov til at prøve tingene af selv. Og det synes både børn og voksne er sjovt. Inde ved siden af ligger så de oprindelige genstande, der ikke må røres”, siger Mette Boritz.

Genopliver en gammel tradition

Hvis trenden med kulturfagslokaler med samlinger af historiske genstande spreder sig, er det ikke første gang, påpeger Mette Boritz. I starten af 1900-tallet var det langtfra unormalt, at skoler havde en naturhistorisk samling, der blandt andet kunne bestå af udstoppede dyr, stenøkser og gipskopier af klenodier som solvognen.

“Så det har eksisteret i skolerne før. Men man er kommet bort fra det. Muligvis fordi pædagogikken ændrede sig, og anskuelsesundervisning kom til at fremstå bedaget. Indholdet i undervisningen har givetvis også rykket sig, så indholdet af samlingerne ikke var tidssvarende”, siger hun.

Skal skolerne til at opbygge samlinger igen, kommer man langt på loppemarkeder, påpeger udstillingsredaktøren. Hvis man vel at mærke ved, hvad man skal kigge efter. En af de mest populære genstande i Nationalmuseets egen skolestue er købt på et loppemarked. Nemlig et såkaldt udskylningsapparat, der består af en kande i hvid emalje og en gummislange. Apparatet blev langt op i det 20. århundrede brugt til at skylle skeden efter samleje som en meget rudimentær – og må man antage: usikker – form for prævention.

“Så det er ikke en kopi. Det er en original, som bare ikke har noget museumsnummer – og som i øvrigt er helt af samme type som den, der indgår i vores samling”, siger Mette Boritz.