Eleverne i 6.a kommer ind fra frikvarter og sætter sig. På tavlen står dagens faglige mål, timens forløb og et par adfærdsregler.

»Den første ting, vi gør, er at tage jakkerne af. Husk det«, siger Cecilie Westerberg, der er klasselærer. Hun fortæller, at dagens emne er kristendom, ligesom de tidligere har arbejdet med jødedommen. Planen er, at de arbejder i makkerpar i 25-30 minutter.

Vi er på Arenaskolen i Greve.

»Hvis I har brug for hjælp, så rækker I hånden op. Nu har jeg brug for, at I henter jeres kristendomsmapper«.

Eleverne henter mapper, de henter blyant og viskelæder fra lærerens bord og afleverer eventuelle iPads i en kasse.

»Så lægger jeg lige samarbejdspapiret imellem jer på bordene, så I kan se målene for, hvordan I skal samarbejde, og så kan I gå i gang. Sæt jer på samme side af bordet, så I signalerer, at I arbejder sammen«.

Efter de indledende instrukser går Cecilie Westerberg rundt til bordene. Hun siger: »Dejligt«, »I har rigtig god energi her«, »Hey, det er meningen, at I skal tale sammen, I skal samarbejde« og »Hvad kan jeg hjælpe med?«

»I kan ikke finde svaret på opgave 3? Prøv at se i teksten, I kan jo bruge teksten, det er dér, I kan finde svaret. Prøv at se«. Læreren opmuntrer, er positiv og meget tydelig. Eleverne er stille og arbejder - nogle sammen, andre kører videre individuelt.

Cecilie Westerberg har sammen med sine kolleger på mellemtrinnet været en del af et praksisudviklende forskningsprojekt, som ph.d. Helle Plauborg står bag. Plauborg har været ude at observere undervisningen, og lærerne har hver for sig valgt, hvilket fokusområde de ønskede, at hun så på.

»Det var rigtig dejligt med Helle Plauborgs observation, hun gav anerkendelse, og vi havde mulighed for at tale både om det pædagogiske og det fagfaglige. Man blev helt høj af det. Jeg udviklede samarbejdskortet, fordi jeg havde et ønske om at styrke eleverne i at samarbejde«.

Cecilie Westerberg fik at vide, at eleverne »voksede«, når hun lige lagde sin hånd på deres ryg eller skulder og sagde, at de arbejdede godt. Det kunne observatørerne tydeligt se virkede, og det passer godt med Cecilie Westerbergs måde at være på. Det falder hende naturligt med de anerkendende ord undervejs hele tiden.

»Jeg fik at vide, at jeg var over dem som en høg, og at det virkede rigtig godt på eleverne«.

De anerkendende ord er også vigtige i klassen, fordi eleverne er alt for gode til at slå sig selv i hovedet med dét, de ikke kan.

Viser elever en øvelse

De to lærere fortæller, at det har været dejligt at tale om pædagogik og sammen at have fået et fagligt sprog for observationer af hinandens timer. Nu kan de sparre med hinanden kollegerne imellem.

»Noget af det, jeg har taget med mig, er modellering. Når jeg instruerer eleverne, sker det ofte ved, at jeg viser, hvad de skal gøre. Jeg udfører en øvelse med en elev foran de andre, så de kan se, hvordan det skal være. Eleverne har det svært med udelukkende mundtlig præsentation«, siger Jane Biil Jørgensen.

Lærerne fortæller, at planen er, at de skal arbejde videre med at observere hinandens timer, fordi det giver en masse.

»Vi har været vant til at støtte hinanden, fordi alle indimellem står i vanskelige situationer, men der har ikke tidligere været den samme gode åbenhed, som der er nu på mellemtrinnet«, siger Cecilie Westerberg.

Nu er det også i orden at invitere kolleger ind i kaos.

Lærerne er blevet bevidste om at være tydelige og præcise. Hvis en elev går rundt i klassen, kan man lige lægge en hånd på ryggen og føre eleven blidt i retning mod stolen. Det er også vigtigt at gentage og holde fast. For eksempel sige: »Du kom for sent i dag, hvad vil du gøre for at komme til tiden i morgen?« Så har man også sagt, at det ikke er alle de andres skyld - det er ikke familien, lillesøster eller andre, der har skylden. Du har selv et ansvar, hvad vil du gøre?

Vigtigt med afrunding

Jane Biil Jørgensen og Cecilie Westerberg kan ikke huske, at de har lært noget særligt om klasseledelse på læreruddannelsen, men en af de gode pointer, de har taget til sig fra Helle Plauborg, er at have styr på timens indledning og afslutning.

»Tidligere har vi haft styr på lektionens begyndelse, men ofte har afrundingen glippet. Og den er vigtig«, understreger lærerne.

Tilbage i kristendomstimen samler Cecilie Westerberg op. Hun roser, at nogle elever kan sammenligne elementer fra kristendom, jødedom og islam. Hun hører lidt om symboler og højtider i kristendommen, at påsken er den mest hellige højtid, og at alle tre religioner har en form for gudstjeneste.

Eleverne har svært ved at sige »protestantisme« og »protestanter«.

»I laver nogle fede koblinger, og det var egentlig slet ikke et fagligt mål i dag, men det er dejligt, at I gør det. Vi er nået et godt stykke vej, og vi fortsætter i næste kristendomstime«, siger Cecilie Westerberg.