Voldsom forenkling

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Kommunernes Landsforening (KL) overvejer nøje, hvordan man kan afhjælpe lærermanglen, så 'folkeskolen fortsat kan være garant for god og kvalificeret undervisning', skriver KL's formand, Anker Boye, i en Netkommentar.

'Vi anerkender fuldt ud det store arbejde, lærerne i folkeskolen gør dag efter dag. De seminarieuddannede lærere vil fortsat være rygraden i folkeskolen, men med udsigt til lærermangel må vi tænke i nye baner', skriver han. Seminarierne kan ikke fylde alle studiepladser, fordi der tilsyneladende ikke er tilstrækkelig mange unge, som vil være lærere, mener Anker Boye.

'Det vil løse en del af problemet, hvis mange ældre lærere blev et par år ekstra', derfor integrerer mange kommuner bevidst en seniorpolitik i deres personalepolitik 'i erkendelse af, at ældre medarbejdere stiller andre krav og har andre ressourcer end nyansatte', skriver KL's formand, der samtidig minder om, at lærerne har en ordning i deres overenskomst, så de fra det år, de fylder 60, får færre lektioner.

'Alligevel går de fleste lærere, når de er 60, så jeg tror ikke, vi kan løse problemet uden at tænke i nye baner'.

Han kalder det en voldsom forenkling at reducere KL's initiativ til at ville løse lærermanglen ved at trække håndværkere ind i folkeskolen. Der skal inddrages mange faggrupper, skriver han og nævner korrespondenter, bibliotekarer, arkitekter og voksenundervisere.

'Den faglige ballast er vigtig, og så skal de naturligvis have de nødvendige pædagogiske kvalifikationer, så de er klædt ordentligt på til at undervise', slutter KL's førstemand.