Koncentrer jer dog om at skaffe os lærere en ordentlig løn, et godt arbejdsmiljø og en fornuftig arbejdstid og stop al den snak om pædagogik og skoleudvikling. Det har vi fået mere end nok af.

Dette tema går i disse måneder igen og igen i læserbreve i Folkeskolen.

Gid det var så enkelt. Gid vi kunne nøjes med at træffe nogle få, klare enten-eller-valg. Men så let går det sjældent i en kompleks, foranderlig verden. Og der er da heller ikke enighed blandt medlemmerne om sådan en minimalistisk linie. Det vidner for eksempel følgende lille udpluk af et referat fra et foreningsmøde om:

'Det er på tide, at vi får en debat om, hvad lærerne står for, for børnene kan ikke trives alene', siger en lærer, der føler, at idealerne sætter ord på det, han selv ubevidst har stået for, siden han blev uddannet. Og han fortsætter: 'I stedet for at blive nedbrudt over det, vi ikke når, skal vi fokusere på det, der lykkes for os. Vi skal glæde os over det, hver gang vi får en stille elev til at udtrykke sig i klassen - også selv om lovgiverne aldrig vil kunne måle det'. (Artikel om professionsidealerne i Folkeskolen nummer 7/2001).

Som en af dem, der stædigt insisterer på, at vi i Danmarks Lærerforening også skal engagere os i skole- og professionsudvikling, kunne jeg selvfølgelig være fristet til bare at henvise til foreningens vedtægter. For i formålsparagraffen står det sort på hvidt, at vi både skal varetage medlemmernes pædagogiske, økonomiske og tjenstlige interesser og virke for folkeskolens udvikling. Men jeg ved jo udmærket, at sådan spiller klaveret ikke i dette nye årtusinde, hvor hverken Danmark eller forholdet til autoriteterne er, hvad det har været. Heller ikke på fagforeningsområdet. Jeg må som alle andre i vore dage hele tiden kunne begrunde mine valg - og stå ved dem eller ændre dem, hvis jeg bliver overbevist om noget andet.

Min hovedbegrundelse for, at vi som fagforening også skal arbejde med indholdet i vores arbejde, er netop arbejdsmiljøet. For heller ikke lærere kan trives alene og uden at lave noget meningsfuldt. Derfor må vi igen og igen som profession formulere vores fælles tolkning af virkeligheden og sætte ord på vores visioner for et meningsfuldt indhold i skolen. Dobbeltkernen i et godt arbejde er at lave noget, man brænder for, og som lykkes for en. Men for at det kan lykkes, må man målrette, udvikle og ikke mindst prioritere og afgrænse sammen. Derfor er skole- og professionsudvikling to sider af samme sag, der - naturligvis - er afhængig af vilkårene. Derfor er det så nødvendigt med både-og'er.

Derfor var det da også en enig hovedstyrelse, der stod bag udspillene om Fællesskabets Skole og Professionsidealer.

Så i stedet for at gejle interne modsætninger op mellem en endimensional lønarbejderstrategi og en postuleret naiv lystpædagogstrategi, som ingen i virkelighedens verden jo gider at forsvare, skulle vi hellere tage og styrke det sammenhold, som formålsparagraffen også siger, vi skal - ved at tage hinandens motiver alvorligt. Vi kunne starte med nogle seriøse diskussioner om det nødvendige samspil mellem vores lønmodtager- og professionsinteresser og nogle diskussioner om, hvordan vi i vore dage må tænke magt og anden indflydelse sammen.

Og lad os bare starte med magten. For er der noget, der tærer på humøret og selvfølelsen, så er det fornemmelsen af magtesløshed. Den stress og de nedture, som vi alle i stigende grad oplever, og som aviser og tidsskrifter for tiden er ved at flyde over med, bunder jo netop i, at det efterhånden er et flertal i vores kultur, der føler, at de ikke mere har magt over deres arbejde.

Den udfordring klarer heller ikke lærere ved ensidigt at forstærke kampen for højere løn og mindre arbejdstid. Den klarer vi kun, hvis vi også bliver dygtigere til at give vores bud på folkeskolens og lærernes opgave. Viden er som bekendt magt.

Skal vi finde tilbage til arbejdsglæden, må vi have bud på, hvordan vi får magt over vores hverdag.

Mit bud er fortsat den tobenede strategi.

Med professionsstrategien skal vi både kunne imødegå mistillidsskabende vrøvl fra politikere og medier og give vores egne, tillidsskabende bud på fremtiden. Kun på den måde kan vi bevare eller genskabe det for os lærere så nødvendige professionelle råderum.

Den magtstrategi skal vi så 'understøtte' med de mere traditionelle fagforeningsmagtstrategier.