Alle kommer til orde

På Tølløse Centralskole kan ingen længere se passivt til, når man diskuterer skolens udvikling

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Tidligere krydsede nogle få lærere klinger, når debatten rasede på Tølløse Centralskole. Det var de samme lærere, der altid førte ordet. De andre nøjedes med at lytte interesseret, men rundt omkring sad der også nogle, der så ud til at gå mere op i deres piber eller strikketøj.

I dag kommer alle til orde.

'Hvis vi sidder og diskuterer i én stor gruppe, er der kun syv-otte lærere, der siger noget. Men jeg har brug for at vide, hvad alle 36 lærere mener, for at kunne lede skolen', fortæller skoleleder Marianne Jeppesen.

For hun vil ikke bestemme alene. Tværtimod vil hun involvere lærerne i beslutningerne på skolen. Derfor gik den vestsjællandske skole med i det udviklingsprojekt om værdibaseret ledelse, som DLF har kørt. Det betyder, at arbejdet med at udvikle skolen nu fortsætter i grupper efter et fælles oplæg i pædagogisk råd.

Inden en gruppe går i gang med at diskutere, skal alle deltagere skrive ned, hvad de mener om det emne, der er til debat, for eksempel hvordan elevsamtalerne skal foregå. På den måde sikrer man, at alle har noget at sige.

'Det forpligter, når man har skrevet noget ned, for så kan man ikke nøjes med at sige: 'Jeg synes som de andre'. Alle i gruppen ved, at man har skrevet noget ned, og det må man komme frem med', siger tillidsrepræsentant Ulla Fink, der er glad for metoden.

'Det reducerer risikoen for, at den første, der åbner munden, kommer til at styre debatten', siger hun.

Trange kår

Metoden gør det svært for de 'tavse' at gemme sig i mængden og giver de uformelle ledere blandt lærerne trange kår. Jo flere der kommer til orde, desto sværere er det at arbejde ud fra en skjult dagsorden.

'Det giver nogle frustrationer blandt de uformelle ledere, at jeg får et mere nuanceret billede af, hvad lærerne mener. Kunsten er at få de uformelle ledere til at udnytte deres energi til fordel for værdiprocessen', siger Marianne Jeppesen og bliver bakket op af viceskoleinspektør Susanne Ruben Hansen.

'En lærer kan sagtens påtage sig en lederrolle i sin gruppe. Men han får svært ved bare at brokke sig over ledelsen, når han selv skal være med til at træffe en beslutning'.

Det burde heller ikke være nødvendigt at være utilfreds, mener Ulla Fink.

'Det er vigtigt, at vi har et godt samarbejde på skolen. Ledelsen kan have nok så mange gode ideer til udvikling, men det er os, der skal føre dem ud i livet. Hvis vi ikke føler ejerskab til ideerne, lykkes de ikke. Derfor skal vi tage del i skolens udvikling'.

Det stiller krav til lærerne.

'Tidligere skulle vi tage stilling til de forslag, som skolelederen kom med. Nu skal vi selv være med til at udvikle løsningsforslaget, så vi er nødt til at argumentere og være kreative. Det er spændende, men det er også langt sværere, end dengang vi bare kunne læne os tilbage og sige ja eller nej til det, skolelederen lagde på bordet', siger Ulle Fink og erkender, at nogle kolleger synes, det tager frygtelig lang tid at arbejde ud fra værdier.

Intet er helligt

Sidste år brugte ledelse og lærere halvdelen af skoleårets møder i pædagogisk råd på at tale om, hvordan de kan gøre elevsamtalerne bedre. Det er lang tid, erkender Marianne Jeppesen.

'Men det er nødvendigt, hvis vi skal udvikle vores arbejde', siger skolelederen.

Hidtil har skolen arbejdet med elevsamtaler, med opstilling af sociale og faglige mål og med årsplaner. Men intet er helligt. Selv skoleboden står for skud.

'Overskuddet fra boden går til eleverne i 9. klasse, så de kan komme lidt længere væk på lejrskole. Hvis det er bodens eneste værdi, bør vi overveje, om vi fortsat skal bruge så meget krudt på at få den til at fungere. Men vi afgør det først, når vi har set på, hvorvidt den har andre værdier', siger Marianne Jeppesen.

Tiden til arbejdet med værdier får lærerne fra udviklingspuljen.