Hvis skolerne skal have et bedre image, bliver lærerne nødt til at lære at prale af alt det, de kan. Samtidig må skoleledere og lærere sige fra, når de fornemmer, at en journalist er ude på at skrive en historie, der giver et forkert billede af skolens hverdag.

'Folkeskolen er en sart organisation, der ikke kan tåle, at pressen driver rov-drift på den. Derfor må vi være meget bevidste om, hvad vi udtaler os om', siger skoleleder Poul Skriver fra Favrdalskolen i Haderslev.

Han er enig med de kommunikationsrådgivere, der mener, at skolerne kan bruge medierne mere aktivt, end de gør i dag (se Folkeskolennummer 6/2001). Derfor lyder det umiddelbart som et paradoks, når han mener, at lærere og skoleledere ikke må falde på knæ, hver gang der er en journalist i røret.

'Personligt har jeg udviklet et indre alarmsystem, der går i gang, i samme øjeblik jeg bliver kontaktet af en journalist. Vil journalisten fortælle en historie, der kan gavne folkeskolen, eller er han på jagt efter endnu en skandale om, hvor dårligt børn opfører sig? Hvis man skal tro medierne, er de alle sammen både urolige og for fede, og så ryger de hash', siger Poul Skriver.

Det billede kan han ikke genkende fra sin egen skole. Derfor har han mere end én gang sagt nej til at svare på spørgsmål fra journalister. For eksempel da TV 2 i november sidste år ville have lærerne på Favrdalskolen til at føre dagbog over, hvor tit eleverne sagde 'Hold kæft' og andre ukvemsord til dem.

'Det stank langt væk af, at der skulle laves et program om endnu en katastrofe i folkeskolen. Det vil jeg ikke medvirke til. Men journalisterne bliver ved med at ringe, indtil de finder en skole, der gerne vil være med. Det oplever jeg, hver gang jeg siger nej til at svare på spørgsmål. Senest handlede det om en journalist, som ville gøre det til et stort problem, at eleverne har løbehjul med i skole', siger skolelederen.

'Offentligheden skal selv høre om de ting, der ikke fungerer i folkeskolen. Men i dag hopper journalisterne fra den ene historie til den anden uden at gå i dybden med de ting, vi arbejder med. Jeg kunne godt tænke mig at spørge journalisterne, om de ikke føler sig moralsk forpligtede til at komme ud og beskrive det, vi laver i folkeskolen. Men det vil nok ikke trække de store overskrifter'.

Lærere skal prale

Poul Skrivers klare holdning til pressen hænger sammen med, at Favrdalskolen for flere år siden begyndte at arbejde med principperne i den lærende organisation. Her drejer det sig i høj grad om at tage ved lære af den undervisning, der lykkes, frem for at fokusere på fiaskoerne. Det har gjort medarbejderne bedre til at fortælle hinanden, hvad de laver.

'Jeg plejer at sige, at vi skal 'prale' med alt det, vi kan. Vi skal gøre det tydeligt, at vi er meget bedre end vores rygte. Ikke mindst over for forældrene, for det er dem, der læser og hører de historier, som pressen bringer videre', siger Poul Skriver.

Selv er han ikke bleg for at bruge skolens månedsblad til at sætte pressens beskrivelser af folkeskolen i perspektiv. I julenummeret skrev han en både munter og ironisk beretning om, hvordan han fik spoleret sin weekend, da medierne en fredag gik over gevind: En ung lærer oplevede folkeskolen som et sted med umulige og uopdragne børn, der ikke vil undervises. Hun havde været ansat i tre måneder!

'Det er den slags, der kan få forældre til at vælge folkeskolen fra. For min skyld må forældre gerne sætte deres børn i privatskole, men de skal vide, hvad de går glip af. Derfor er der behov for, at vi reagerer over for det, pressen skriver. Lærerne i folkeskolen gør et fantastisk arbejde, og det kanaliserer vi ud til forældrene gennem vores månedsblade og de skrivelser, den enkelte lærer sender med eleverne hjem'.

Sig, når det lykkes

Hvis man vil satse offensivt, skal det være legalt for lærerne at fortælle om, at det går godt. Det er lykkedes på Favrdalskolen. Igen skyldes det arbejdet med den lærende organisation, mener afdelingsleder Bodil Nøddesbo.

'Langt de fleste elever er både dygtige og sjove, men dem hører vi ikke ret meget om i medierne. Derfor må vi holde hinanden fast på, at det går godt, og det kan vi gøre, fordi vi arbejder mere sammen end tidligere. Vi er trygge ved hinanden', siger Bodil Nøddesbo.

Men de mennesker, der ikke har børn i folkeskolen, får fortsat kun deres oplysninger fra pressen. Og det er et problem, mener Poul Skriver, ikke mindst fordi mange politikere er styret af, hvad der kommer frem i medierne.

'Vi bruger først og fremmest vores energi på at kommunikere med forældrene. Men vi har også et ansvar for at gå til medierne med de gode historier, selv om det kan være vanskeligt at få journalister til at forstå, hvad vi laver', siger Poul Skriver.-Henrik Stanek er freelancejournalist