Pladsmangel stresser lærere

Det er som at arbejde på en banegård, siger lærere på Allindelille Skole

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Næste dags arbejde skulle forberedes, så Iben Larsen gik ind til lærernes arbejdsplads med sine papirer. Arbejdspladsen befinder sig på skolesekretærens kontor klemt ind mellem sekretærens skrivebord og skolens mødebord med fire stole. Iben Larsen bredte sine papirer ud, åbnede for computeren og gik i gang. Lidt efter skulle hun lige kopiere nogle sider til næste dags undervisning og gik ud i kopirummet. Da hun nogle minutter senere kom tilbage, var hendes arbejdspapirer samlet i en bunke, og en anden lærer sad ved computeren i gang med at forberede sig til næste dag.

Den situation forekommer jævnligt på Allindelille Skole i Ringsted Kommune. Pladsforholdene er meget små. Det fremgår også af den rapport, Arbejdstilsynet udarbejdede efter et besøg på skolen for halvandet år siden.

På lærerværelset er der lige plads til skolens elleve lærere, og på gulvet ligger bunker af bøger og papirer i hjørnerne. På skoleledelsens kontor står en server og larmer i et hjørne. Gangarealer bruges til opbevaring af materialer, ligesom ethvert lille skunkrum på skolebygningens førstesal udnyttes til materialer og rengøringsartikler.

Skolen har 110 elever, skolefritidsordning og børnehave fordelt på flere bygninger. To klasser har lokaler i en gammel træbarak, der egentlig var planlagt revet ned for flere år siden. Og efter sommerferien skal 1. klasse have klasselokale i musiklokalet, hvor der står både klaver og trommesæt fremme.

Skolens 22 lærere og pædagoger deles om ét toilet, der ligger på første sal op ad en smal trappe. Toilettet er i nærheden af lærerværelset, men pædagogerne fra skolefritidsordningen og børnehaven har langt derhen. Ifølge reglerne skal der være et toilet for hver 15 ansatte. Et nyt toilet er undervejs. Det bliver bygget, når børnehaven udvides med 20 børn til efteråret.

Skolen ligger med udsigt til marker i et kønt sjællandsk landskab, og lærerne understreger, at de er glade for at arbejde på skolen. Der er et godt kollegialt klima.

'Vi lever op til folkeskoleloven, men det sker på trods af arbejdsforholdene og på grund af vores gode humør. Det er nærmest som at arbejde på en banegård', fortæller Iben Larsen, der er lærer og sikkerhedsrepræsentant på skolen.

Besøg af Arbejdstilsynet

I efteråret 1999 blev det for meget med pladsproblemerne for de ansatte. De sendte bud efter Arbejdstilsynet, der valgte at komme og foretage et tilpasset tilsyn. Det vil sige, at de kommer på besøg en dag, ser på forholdene rundt på skolen og i børnehaven, taler med de ansatte og får et indtryk af, hvordan tingenes tilstand er.

'Et tilpasset tilsyn giver et øjebliksbillede. Vi ser dét, vi ser, og hører dét, vi får at vide under besøget', siger psykolog Birgit Tamberg, der var den ene af de to tilsynsførende fra Arbejdstilsynet i Ringsted.

Besøget resulterede i to påbud og elleve vejledninger. Der var bestemt ikke høje karakterer til arbejdsmiljøet på Allindelille Skole.

Et påbud betyder, at forholdene skal ændres inden en given dato. I dette tilfælde blev der givet påbud om flugtvejene på skolen, og de er nu blevet bragt i orden. Desuden var der påbud om arbejdspladsvurderingen (APV). Arbejdstilsynet var ikke tilfreds med den arbejdspladsvurdering, sikkerhedsgruppen havde foretaget. Der manglede handleplaner, hvor kommende forbedringer var datofastsat. Det er også blevet bragt i orden og godkendt af Arbejdstilsynet.

En vejledning fra Arbejdstilsynet betyder, at der er tale om forhold, der ikke er tilfredsstillende. Disse skal forbedres hen ad vejen.

De elleve vejledninger, som Arbejdstilsynet gav på Allindelille Skole, handlede om de akustiske forhold, om mangel på pusleplads i børnehaven, om toilet- og garderobeforhold for de ansatte, om indretning af skærmarbejdspladser i skolens kontorer, om rengøringsmetoderne, om personalegarderober i børnehaven og skolefritidsordningen, om ventilation, om sikkerhedsskiltning, om belysning, om indeklimaet og om det psykiske arbejdsmiljø for de ansatte.

Da Arbejdstilsynet var på besøg i 1999, var de ansatte i børnehaven nødt til at skifte børnene på gulvet, fordi der manglede en pusleplads på toilettet. Det er nu bragt i orden.

Indeklima, ventilation, belysning og akustik er blevet undersøgt nærmere. Det er stadig ikke tilfredsstillende, men det er heller ikke katastrofalt.

For varmt eller for koldt

Hjemkundskabslokalet på Allindelille Skole ligner noget fra 1950'erne, og der er ingen udsugning. Men da lokalet kun benyttes i tre skemalagte timer om ugen, har man valgt ikke at gøre mere ved det. Der er andre skoler i kommunen, hvor hjemkundskabslokalet benyttes oftere, og hvor udsugning derfor har højere prioritet, mener Arbejdstilsynet.

Belysningen i hjemkundskabslokalet kaldes 'utidssvarende' i Arbejdstilsynets rapport. Foruden de tre skemalagte timer om ugen benyttes lokalet jævnligt af skolefritidsordningen.

Belysningen er dårlig de fleste steder på skolen, og i mange af lokalerne hænger der hjemmelavede støj-batts ned fra loftet, fordi der længe har været problemer med akustikken.

I edb-rummet på første sal i hovedbygningen er pladsen meget trang og luften dårlig. Skolen har i det hele taget problemer med varme og kulde på førstesalen. Om sommeren er der bagende varmt oppe under taget, og om vinteren er der meget koldt. Arbejdstilsynet anbefaler udvendig solafskærmning foran vinduerne.

Arbejdstilsynet skriver om skærmarbejdspladserne på skolelederens og sekretærens kontorer, at der er 'overordentligt trange pladsforhold ved terminalbordene', og derfor er det 'næsten umuligt/slet ikke muligt at understøtte hænder/underarme foran tastaturet'. Arbejdstilsynet kommer i rapporten med gode råd og henviser til vejledninger på området.

Stressende arbejdsforhold

I Arbejdstilsynets rapport om det psykiske arbejdsmiljø på Allindelille Skole står der, at 'det må anbefales, at der etableres bedre fysiske rammer og faciliteter til lærernes arbejde uden for undervisningssituationen'.

Arbejdstilsynet skriver, at lærerne ofte har arbejdsopgaver med planlægning og evaluering af undervisningsforløb, som løses individuelt eller i team. Det indebærer møder og brug af computer. Arbejdstilsynet beskriver, hvordan lærerne ofte konkurrerer med hinanden om faciliteterne.

I rapporten fremhæver Arbejdstilsynet, at når der ikke er rum og faciliteter til at løse de opgaver, arbejdet indebærer, og når de ansatte derved kommer til at afbryde eller forhindre hinandens arbejde, udgør det 'et stort irritationsmoment, der sætter de indbyrdes relationer kollegerne imellem under pres'. Hvis den ansatte bliver forstyrret eller forhindret i at udføre arbejdsopgaver inden for en bestemt tidsfrist, 'vil de begrænsede lokaleforhold og edb-arbejdspladser medføre stressreaktioner'.

Arbejdstilsynet understreger, at lærerarbejdet i forvejen generelt indebærer risiko for stressreaktioner, og derfor kan de snævre rammer indebære 'en unødig og mulig sundhedsskadelig forøgelse af de samlede psykiske belastninger'.

De tilsynsførende hos Arbejdstilsynet i Ringsted siger, at man ikke bliver psykisk syg af dårlige fysiske rammer, men at det i høj grad er med til at stresse og derved medfører en risiko.-

Dårlig karakter

Normalt tilhører skoler niveau 1- eller niveau 2-virksomheder i Arbejdstilsynets terminologi, men Allindelille Skole er anbragt i niveau 3-gruppen af virksomheder.

Arbejdstilsynet vurderer, at en niveau 3-virksomhed ikke selv i tilstrækkelig grad skønnes at være i stand til at forbedre arbejdsmiljøet, og det betyder, at Arbejdstilsynet vil følge virksomheden nøjere.

Niveau 1- og niveau 2-virksomheder gør efter Arbejdstilsynets vurdering selv en aktiv indsats for at forbedre arbejdsmiljøet.

Udbygningsplaner

Allindelille Skoles børnehave bliver udbygget til 20 ekstra børn i dette efterår. Udbygningen sker for knap to millioner kroner. I den forbindelse bliver det længe efterlyste toilet til de ansatte også en realitet. Det bliver bygget i det nuværende musikdepot. Hvor instrumenterne derefter skal stå, ved ingen endnu.

Skolen står på kommunens udbygningsplan. Et arkitektfirma har analyseret kommunens bygninger og udarbejdet en handlingsplan for renovering og ombygning. Allindelille Skole forventes udbygget omkring år 2010-12.