'We, the willing, led by the unknowing, are doing the impossible for the ungrateful. We have done so much for so long with so little, that we are now qualified to do anything with nothing'.

Kommer man måske ikke let til at tænke på lærerne, når man får øje på denne passage i en af Murphy's love? 'led by the unknowing' . . . jeps . . ., 'doing the impossible' . . ., jeps . . ., 'for the ungrateful' . . . jeps.

Vi sidder i et kønt dilemma med lærernes faldende status, med krav og indblanding fra gud og hvermand. Med stressede lærere, der mister glød og engagement. Kunne vi dæmme op for laden som om-attituderne? Det ser efterhånden ud til at være en given sag, at der ikke lyttes til lærerne. Hvor grotesk. Tag bare de elegante Sorømøder, som undervisningsministeren inviterer koryfæerne til. Her tales om, hvad lærerne rettelig bør satse på - uden deltagelse af lærere. De vil vel virke som et lovlig forstyrrende element.

Selv kunne jeg nu godt tænke mig at have deltaget - bevares, bare som en flue på væggen - og noteret mig, hvor der blev klappet mest og mindst. Så kunne jeg også have set, hvad meningsdannerne skulle have at spise bagefter.

Nylig faldt jeg over mit kaldsbrev fra 1962. Sad lidt og kiggede på den lange, salvelsesfulde smøre. Såsom '. . . i alle forhold såvel i som uden for tjenesten vise Dem værdig til den agtelse og tillid, som Deres stilling kræver . . .' Kors bevares! Til den løn? Agtelse? Tillid? Alene ordet 'kald'. Jeg har ikke bestridt et kald, men haft et job. Kan ikke mindes, at jeg har følt mig decideret kaldet, om end juni, juli og august gav en vis genklang i mit sind dengang.

Det er godt nok tidligt, lærerne styrter ud af folkeskolen. Nu er jeg den ældste på min store skole, selv om jeg ikke er ret gammel. De kommende år vil der blive lærermangel, ved vi. Der spekuleres over, hvad der kan hittes på for at friste de gamle til at blive et par års tid længere. Det har de rigtig godt af. De kunne bare have passet bedre på os i tide, kunne de . . .

Else