Lær at bruge IT - brug IT til at lære

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Der er langt imellem websider, der udnytter Internettets undervisningspotentiale til fulde, det vil sige websider, der appellerer til elever ud fra naturlig pædagogisk hensynstagen og et fornuftigt fagligt indhold. Det er egentligt ærgerligt, for man har med Internettet mulighed for at blande en sand mangfoldighed af lyd, tale, billede og video - altså multimediets værktøjer.

Der er mange årsager til, at der er langt imellem de relevante websider, oftest hører man det bortforklaret med 'mangel på ressourcer' - et argument, der er til at forstå. Imidlertid handler det øjensynligt om noget helt andet. For i øjeblikket er der mange websider, der er produceret med henblik på at sælge underholdende produkter eller livsstil ved hjælp af underholdende undervisning (edutainment). Sådanne websider adskiller sig naturligvis markant fra almindelig dansk uddannelsestradition. Og her finder man den egentlige årsag til, at det går lidt trægt med udvikling af undervisningsmateriale til brug med computer, for det er åbenlyst, at fejlslagne undervisnings-websider (eller undervisnings-cd-rommer) er mislykkede på grund af manglende pædagogisk formidling. Der er stadig god plads til dansk undervisningstradition på Internettet!

Dog bør det understreges, at det i lige så stor udstrækning handler om parathed - parathed i forbindelse med brug af edb i undervisningens sammenhænge. Vi har først lige lært at bruge computer i skolen, nu er den store udfordring at lære at bruge den - til at lære med. Det betyder, at i dag er grænserne for anvendelsen af computer og den rigtige læringsplatform (Internet, cd-rom) ikke længere et teknologisk problem, men snarere et pædagogisk problem. Det er de pædagogiske overvejelser og principper, der er den egentlige kløft, når det drejer sig om at få bragt budskaber og forklaringer forsvarligt videre ud over Internettets digitale stepper. Som undervisere ved vi, hvor vigtigt det er, at vi har adgang til undervisningsmaterialer, der lever op til uddannelsesmål. Derfor er det vigtigt, at der investeres i undervisningsmaterialer, der ved hjælp af de åbenlyse fordele, Internetmediet besidder, gør undervisningen mere interessant.