Da jeg for første gang var til jobsamtale på et skolepsykologisk kontor, spurgte jeg mod slutningen af samtalen den ledende skolepsykolog, om der var forskning i gang på kontoret. Og det var der:

'Gennem en række undersøgelser har vi opdaget, at det, der korrelerer højest med børnenes læsefærdighed i slutningen af 2. klasse, er deres kendskab til de store og små bogstaver, før de begynder i skolen. Derfor har vi nu sat et projekt i gang, hvor vi træner alle børns kendskab til de store og små bogstaver, inden de begynder i skolen'.

Jeg kom til at tænke på den episode, da jeg læste i avisen, at børn på 3. klassetrin nu læser generelt bedre: Den grimme ælling var blevet en svane, stod der.

Opgaverne i den slags undersøgelser ligner dem i 'Læs og forstå', som de fleste kender: Et stykke tekst, som man skal læse igennem, og nogle spørgsmål, som man skal svare på bagefter ved at sætte et kryds ud for det korrekte svar. Vi kan derfor tale om læsetiden og løsningstiden. For at kunne drage konklusioner fra prøven må man derfor kende forholdet mellem disse to slags tid, om hvor stor en del af tiden eleven faktisk læser, og hvor stor en del der bruges på overvejelse, administration og besvarelse af spørgsmålene. Som illustration præsenterede jeg rapportens første teksteksempel for en erfaren dansklærer, der var cirka 15 sekunder om at læse selve teksten og cirka 20 sekunder om at besvare de tilhørende spørgsmål. Da spørgsmålene jo også skal læses, kan vi ud fra dette totalt uvederhæftige eksempel med et slag på tasken sige, at læsetiden i eksemplet højst udgjorde 50 procent af den samlede tid, der blev anvendt på opgaven.

Ved disse læseprøver optæller man antallet af rigtige krydser for hver elev. I 1991 var det danske gennemsnit i 3. klasse 475, hvor det nu er på 528,38, hvilket således klart viser, at eleverne på 3. klassetrin nu sætter flere rigtige krydser, end eleverne på 3. klassetrin gjorde i 1991. Den videnskabelige kvalitet afhænger naturligvis af, med hvilken sikkerhed man kan sige, at denne fremgang skyldes læsetiden og ikke løsningstiden. Og det ved ingen.

Der var imidlertid stor forskel på, hvor mange rigtige krydser man fandt på de forskellige skoler. Hvorfor det? Det er der ingen, der ved, stod der i avisen.

Nej, og så længe man tror, at læsning er noget, der begynder i skolen, vil man heller aldrig få det at vide. Nøglen til gåden hedder for-ud-sæt-ning-er: noget, der skal sættes ind i hovedet på børnene, inden de begynder i skolen. Det lumske er, at børnene skaffer sig de nødvendige (neurologiske) forudsætninger for at kunne læse gennem alle mulige former for aktivitet, der på overfladen ikke har noget med læsning at gøre. Ikke som i de kommuner, hvor man begynder at trække skolens læseundervisning ned i børnehaverne, og hvor tre-fireårige børn nu sidder og klapper fonetiske kager, så det gløder i håndfladerne på dem.

Nej, det, som ingen tilsyneladende ved - eller ikke vil vide, er, at en begrænsning af børnenes almindelige udfoldelsesmuligheder samtidig er en begræsning af deres almindelige neurologiske vækst. Så de skoler, hvor der sættes færre rigtige krydser, skal nok vise sig også at være dem, der ligger dér, hvor børnenes udfoldelsesmuligheder er mest begrænsede. Eller med et andet ord: Institutionaliserede.

Steen Larsen er lektor ved Danmarks Pædagogiske Universitet