Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Hvordan blev en forenkling af Fælles Mål til et »målstyringsregime«? Lå der forskning bag? Intention? Og i så fald hvis intention?
Professor ved Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse Jens Rasmussen og forskningschef på professionshøjskolen Via UC Andreas Rasch-Christensen spillede en stor rolle i forarbejdet til forenklingen af målene. Siden er de af mange blevet set som ophavsmændene til målstyringen. Det seneste år har de været anmeldt for videnskabelig uredelighed af ph.d. Keld Skovmand, som satte sig for at vise, at målstyringen ikke var forskningsmæssigt funderet, og at de to forskere havde fordrejet international forskning for at understøtte indførelsen af målstyring i skolen.
Keld Skovmand tabte sin sag i Nævnet for Videnskabelig Uredelighed i sidste måned. I forhold til at få væltet målstyringsregimet har han i nogen grad sejret, idet det seneste år har budt på den ene tilbagerulning af målstyringstiltag efter den anden.
Det kammede over
Andreas Rasch-Christensen og Jens Rasmussen er ikke overraskende glade for, at alle anklager er afvist i nævnet, men de er også glade for lempelserne af Fælles Mål.
»Nu er det meningsfuldt og fornuftigt, og som jeg forestillede mig, det skulle være. Man kan faktisk sige, at nu er det der, hvor jeg troede, at det skulle være. Det giver mening, at færdigheds- og vidensmålene er vejledende. Vi havde ikke forestillet os, at det skulle ende i 3.000 bindende mål«, siger Jens Rasmussen. Og Andreas Rasch-Christensen supplerer:
»Det kammede over, efter at vi slap det. Fokusset på læring blev for snævert, alle de juridiske bindinger var aldrig noget, vi havde ønsket. Jeg er også meget glad for den modbølge, der har været i forhold til dannelse og fokus på formålsparagraffen, som jeg mener burde have været med i arbejdet fra starten«.
Sagen behandles i praksisudvalget
Betyder det så, at Keld Skovmand, Jens Rasmussen og Andreas Rasch-Christensen i virkeligheden er enige om mål, læring, kompetencer og dannelse? Nej, det er at trække samdrægtigheden for langt. Og sagen om videnskabelig uredelighed har næppe bragt dem tættere på en forståelse af hinandens synspunkter.
De i alt fem sager indeholder 55 punkter, hvor Keld Skovmand mener at finde manglende eller forkerte referencer, skæve oversættelser af international forskning, overdrivelser af resultaterne af dansk forskning og plagiater fra egne eller ministerielle tekster. Nævnet for Videnskabelig Uredelighed har afvist samtlige punkter, med henvisning til at der enten er tale om forskningsmæssige uenigheder, at unøjagtighederne er for små til at have betydning, eller at der er tale om selvplagiering, hvilket ikke er uredeligt. Sagerne er sendt tilbage til Aarhus Universitet og bliver i øjeblikket behandlet i universitetets praksisudvalg for at afgøre, om der kan være tale om såkaldt »tvivlsom forskningspraksis«. I så fald skal universitetets rektor tage stilling til sagen.
Andreas Rasch-Christensen og Jens Rasmussen har gjort sig klar til en eventuel partshøring med svar på samtlige anklagepunkter. Fagbladet Folkeskolen har interviewet dem om de vigtigste.
»Det understreger forskellen mellem intention og virkelighed. Da vi sluttede arbejdet med udformningen af Fælles Mål, tog andre over - ikke mindst kommunerne. Det er selvfølgelig en rigtig dårlig ide at bruge målene som styringsredskab snarere end et didaktisk redskab for lærerne. Det handler om elevernes udbytte, ikke om at lærerne kan sætte et hak for at have undervist«, siger Jens Rasmussen.
Andreas Rasch-Christensen understreger, at han gerne vil tage ansvar for det, han har stået for. Men ikke for alt det, der er foregået, efter at han gik ud af processen.
»Jeg kritiserede fra starten fokus på reformens operative resultatmål. For eksempel at de kun forholder sig til ganske få og snævre sider af skolen og fagene. De andre sider blev først besluttet efterfølgende. Og det er jo ikke sådan, at fordi jeg har været involveret i arbejdet, så bliver jeg informeret efterfølgende fra ministeriet om, hvad man beslutter«.
Målstyring er ikke pædagogik
Siden er dele af målstyringen blev rullet baglæns. Styringsmekanismerne er de to forskere glade for at se forsvinde.
»Målstyring knytter sig til statslig styring og ikke først og fremmest pædagogik. Fælles Mål udtrykker samfundets forventninger til, hvad eleverne lærer i skolen, og er samtidig et udtryk for, hvad forældre kan forvente af skolen«, siger Jens Rasmussen.
Alene at have formålsparagraffen, som nogle ønsker, mener han er at gå for langt. Han mener fortsat, at det i den grad giver mening at arbejde med mål i undervisningen - både for, hvad der undervises i, og for, hvad eleverne skal have ud af det. Andreas Rasch-Christensen er enig.
»Er der forskningsmæssigt belæg for at sætte mål for elevernes læring? Ja, selvfølgelig. Men Keld Skovmand har rejst en vigtig diskussion om begreber og oversættelsen fra andre lande. Hvad mener man for eksempel med bildungstandard? Det er ikke dannelsesmål, men heller ikke snævre læringsmål. Måske uddannelsesmål. Det er en vigtig drøftelse«, påpeger Andreas Rasch-Christensen.
Han mener, at Keld Skovmand har haft vigtige pointer i sin generelle kritik, og han hilser en tværgående analyse af den måde, målene er formuleret på, velkommen.
Hvad kan forskning bruges til?
Begge forskere undrer sig dog over, at mange af de politikere, som var med til at beslutte læringsmålene, er løbet fra aftalen.
»Jeg kender ikke politikerne og har ikke noget forhold til dem, jeg har alene arbejdet sammen med embedsfolkene. Men jeg synes, det var usympatisk over for alle de lærere og skoleledere, som arbejdede med at få målene til at virke i skolen, at give dem en minister, som grundlæggende var imod hele projektet«, siger Jens Rasmussen.
Og de ser begge gerne en diskussion af, hvordan forskning indgår i politisk arbejde.
»Jeg tror, der er brug for en erkendelse af, at politik - uanset om man siger, at det er baseret på forskning - er meget mere end forskning. Det influeres af mange typer af hensyn: Det skal kunne bruges, der er internationale udviklingstendenser, forskning og viden, politiske visioner og normer, DLF, KL. Det er vigtigt at få sat fokus på, hvordan man indgår som forsker i den type processer. Man skal forholde sig til, hvad man kan, og hvad man ikke kan bruge forskningen til«, siger Andreas Rasch-Christensen.