Forskning

Lærere har vigtig viden om deres elever, og det skal de holde fast i, selvom meget af deres arbejde foregår uden om forvaltningsmodellerne og bliver usynligt, siger ph.d. Maja Røn Larsen.
Lærere har vigtig viden om deres elever, og det skal de holde fast i, selvom meget af deres arbejde foregår uden om forvaltningsmodellerne og bliver usynligt, siger ph.d. Maja Røn Larsen.

Lovgivning i sig selv kan ikke løse noget

Lovgivning er aldrig entydig, og den vil aldrig kunne løse alle problemer i skolen, lyder det fra forsker Maja Røn Larsen, der har undersøgt forvaltningens rolle i skolen.

Publiceret

Hvor ved hun det fra?

Maja Røn Larsen er ph.d. og lektor i psykologi på Institut forMennesker og Teknologi på Roskilde Universitet. Hun skrev i 2011ph.d.en »Samarbejde og strid om børn i vanskeligheder: Organiseringaf specialindsatser i skolen«. Hun er en del af projektet»Konflikter om børns skoleliv«, hvor hun står for delprojektet»Inklusion på tværs af børneliv, forvaltning og lovgivning« sammenmed ph.d. og cand.jur. Stine Jørgensen fra 
KøbenhavnsUniversitet.

Det gav mening på papiret

Et inklusionsforløb kan risikere at strande, fordi forskelligeparter ikke ved, hvad der i øvrigt er i gang. Et eksempel er etbarn, der starter op i en familieklasse. Kort tid efter bliverjobcenteret opmærksomt på, at moren er arbejdsløs og skal iaktivering. Hun kan dermed ikke deltage i familieklassen, ogdrengen må flytte til en anden specialklasse. Det giver mening påpapiret, for det er et forsøg på at håndtere modsætningsfyldtekrav, forklarer Maja Røn Larsen. Men for drengen er det enkatastrofe, fordi han bliver flyttet fra de spinkle venskaber, haner ved at bygge. Dette forhold kan man ikke få øje på isagsforløbene, men ifølge Maja Røn Larsen kunne forvaltningen måskei stedet have tænkt kreativt og for eksempel undersøgt, om det varmuligt at aktivere moren som en del af forløbet ifamilieklassen.

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Lærerens faglighed bliver underkendt

Når et barn ikke trives i skolen eller har særlige udfordringer, starter den forvaltningsmæssige maskine med udredning og diagnosticering og slutter måske med et forslag om et andet skoletilbud. Men selvom dette maskineri er velsmurt, så er der en masse »mellemrumsarbejde«, som er lige så nødvendigt som forvaltningens paragrafarbejde, når der skal findes en løsning for et barn. Men ofte bliver dette arbejde overset, viser ny forskning.

»Vi tror, vi har nogle forvaltningsmæssige systemer, der ordner tingene, for eksempel omkring inklusionssager, men når vi studerer praksis, så er det alt muligt andet, der får ting til at ske, blandt andet gennem lærernes daglige arbejde. Dette 'mellemrumsarbejde' er nødvendigt for at nå frem til fornuftige løsninger, men det er ikke noget, der kan måles på forhånd. Og det er mit indtryk, at det får vanskeligere og vanskeligere betingelser, i takt med at vi på forhånd skal beskrive vores rammer for arbejdet minutiøst«, siger Maja Røn Larsen.

Hun er lektor og ph.d. på Roskilde Universitet, og sammen med jurist Stine Jørgensen fra Københavns Universitet har hun forsøgt at blive klogere på lovgivning og de institutionelle betingelser for inklusionsarbejdet i skolen i projektet »Konflikter om børns skoleliv«.

Maja Røn Larsen understreger, at hendes kritik ikke retter sig mod de enkelte fagprofessionelle og forvaltere, da de har gode grunde til at gøre, som de gør. Hendes konklusion er, at i måden, vores forvaltningssystemer er organiseret på, er der noget viden, der bliver relevant og centralt, og der er noget viden, som bliver irrelevant - og derved mister vi vigtig viden.

»Den viden, der bliver set som relevant, er tit den viden, der kan få systemerne til at rulle. For eksempel psykologiske test, som kan bruges til at legitimere, at et barn har nogle særlige behov«, siger Maja Røn Larsen og fortæller, at der sker en hierarkisering af viden, som ellers ikke burde ske ifølge forvaltningsmodellerne.

»På den ene side ligger der nogle KL-papirer, der siger, at en diagnose aldrig må være vejen til en placering. Samtidig kan vi se i sagsmapperne, at det tit er viden om diagnoser, der står først, og som fylder mest i diskussionerne mellem de professionelle«.

Skolens håndtering af problemer skaber eksklusion 

 

Problemet er sjældent et enkelt barn

Maja Røn Larsen håber, at hendes forskning kan åbne op for en bevidsthed om, at den komplekse viden, som lærere har om børns problematikker, skal løftes frem i al sin kompleksitet i stedet for at blive reduceret på forhånd.

»Diagnoser kan reducere kompleksiteten og gøre sager sammenlignelige. Men lærere ved godt, at ting ikke nødvendigvis er enkle og sammenlignelige. De har en stor indsigt i nogle af de kompleksiteter, vi har brug for for at hjælpe børnene, men det er måske ikke altid dem, der bliver bragt til torvs og ind i de tværfaglige rum«, siger hun og nævner et eksempel fra et sagsforløb. Her var der en beskrivelse af en dreng, »August«, som er adfærdsvanskelig. Men samtidig fortæller lærerne, at han ikke er alene om det - de andre elever ved godt, hvordan de skal få tændt op under ham.

Ifølge Maja Røn Larsen er det blot et lille eksempel på, hvordan sociale dynamikker i en klasse kan komme til at falde ud som et enkelt barns problematik. Men der er brug for viden fra børnenes og lærernes hverdagsliv for at kunne udtænke fornuftige interventioner eller hjælpeordninger.

»Man kan sagtens se i klassen, at drengene tænder op under August, men det bliver usynligt i det særlige rum, hvor vi leder efter noget, der kan entydiggøres og isoleres til et enkelt cpr-nummer«, siger hun. Ifølge hende handler det for lærerne om, at de selv bliver opmærksomme på, om de spiller med på en kompleksitetsreducerende dagsorden.

Der er desværre ikke nogen nem løsning. Det handler ikke bare om at skrive ny lovgivning eller at skabe entydige forvaltningsmodeller.

»Det er et vedvarende modsætningsfyldt roderi, som vi er nødt til at være i, og som vi skal udforske sammen«, siger Maja Røn Larsen om måden, vi løser inklusionssager på.

Der findes ikke én model

»Det er mit indtryk, at alle gør deres bedste og følger lovgivningens bogstav, så godt som de kan. Det interessante er, at det kan knageme gøres på mange forskellige måder, når man ser på tværs af kommuner«, fortæller Maja Røn Larsen.

»Det betyder, at vi må opgive forestillingen om, at lovgivning i sig selv skal løse noget«.

Historiker: Tidsånden har påvirket skolen mere end politikerne

Hun mener, at i stedet for at tro, at man kan løse udfordringen med de mange forskelligartede kommunale modeller ved at skrive en ny, mere entydig og klar lovgivning, så vil man komme længere ved at være nysgerrig på tværs af fagligheder og sagsforløb. Pointen er ikke, at lovgivningen er ligegyldig, men snarere at vi skal tænke om den på andre måder, end at den kan ordne noget i sig selv.

»Vi kan ikke sætte vores lid til, at alt bare kan ordnes ovenfra. De problematikker, jeg har fulgt, om børn i vanskeligheder i skolen er enormt 'uordentlige' og komplekse. I stedet for at have en forestilling om, at vi kan udvikle én model, der kan ordne alle sager, er vi nødt til at gå mere udforskende til værks på de konkrete forløb«, siger Maja Røn Larsen. I sin forskning blev hun meget optaget af, hvor mange vrid og indsatser der skal til for at løse udfordringer med et barn, og at disse vrid og indsatser overhovedet ikke stemmer overens med de forvaltningsmæssige modeller.

»Jeg har erfaret, at nogle gange kan ting lykkes, fordi professionelle er optaget af at investere arbejde i at udforske, hvor man kan vride systemerne, så det kommer til at give mening. Der ligger en kæmpe indsats i at forberede tværfaglige møder sådan, at det ikke kun er dem, der står på listen over deltagere, men at de, der er relevante for det præcise forløb, også er til stede på de rigtige tidspunkter«.

 

Powered by Labrador CMS