Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Flere af partierne i Folketinget kræver, at Tvind skal få skolernes økonomi og struktur til at ligne de øvrige høj- og efterskolers allerede inden den 1. august, hvor det nye skoleår begynder. Partierne er utilfredse med, at undervisningsminister Ole Vig Jensen i forbindelse med, at han fremsætter et lovforslag, der strammer betingelserne for tilskud til fri- og efterskoler, vil give skolerne en frist på et lille års tid.
I et samråd med Folketingets uddannelsesudvalg i sidste uge opfordrede blandt andet Socialistisk Folkeparti, Venstre og Konservative ministeren til at sætte fristen til den 1. august. Socialistisk Folkepartis uddannelsesordfører Åge Frandsen siger:
- Når nogen har gjort noget ulovligt, så skal man ikke dække over dem. Ole Vig Jensen ønsker at give Tvind-skolerne et år til at få orden i sagerne af hensyn til eleverne. Hvis man krævede, at forholdene skulle bringes i orden straks, så ville nogle af skolerne måske være nødt til at lukke, og det ville ramme eleverne, som jo ikke har gjort noget forkert.
- Jeg mener dog, at vi tager tilstrækkeligt hensyn ved at give skolerne en tidsfrist til den 1. august. Det er mit indtryk, at Folketingets irritation over Tvinds måde at omgås lovgivningen på er så stor, at ingen føler, at man skylder dem noget. Så i forbindelse med behandlingen af lovforslaget er det min vurdering, at der vil være flertal for at kræve, at tidsfristen bliver den 1. august.
Undervisningsministeren er ikke uforstående over for det krav, men understreger, at der er mange ting, som skal bringes i orden.
- Skolerne skal blandt andet have udpeget nye bestyrelser og skrevet nye kontrakter. På spørgsmålet om, hvornår forholdene skal være i orden, har jeg sagt, at det skal ske snarest muligt. Og det er i hvert fald inden for et år. For en uges tid siden skrev vi til alle Tvind-skolerne, og nu venter vi på deres reaktion. Så snart vi får den om formodentlig ganske kort tid, så går vi i gang, og så må tingene udvikle sig så hurtigt, som de overhovedet kan.
I samrådet drøftede man også, om Undervisningsministeriet ville kræve penge betalt tilbage, som uberettiget er udbetalt til skolerne i statstilskud, og Ole Vig Jensen sagde, at det vil man ikke gøre generelt.
Til Folkeskolen forklarer han:
- Tvind kan med en vis ret sige, at de har handlet i god tro i og med, at vi har været orienteret om mange af de ting, som de har foretaget sig. Det er først nu, at vi kan sige, at vi har fået tegnet et samlet billede af Tvind-koncernen, og vi vil kræve penge tilbage i den udstrækning, hvor der afdækkes ulovligheder. Nu venter vi på Rigsrevisionens undersøgelse, og hvis de afdækker nye ulovligheder, så viger jeg ikke tilbage for at kræve penge tilbagebetalt.