Når overenskomst 95 nu indeholder en løndel, som kun han hentes hjem til medlemmerne gennem decentrale aftaler, så er det kredsenes opgave at gøre alt, hvad de kan, for at medlemmernes lønkroner ikke havner i lommerne på andre faggrupper. Selv om jeg naturligvis retter mig efter kongressens retningslinier om decentral løn, føler jeg mig ikke forpligtet til at hylde kongressens vedtagelser som udtryk for en større fagpolitisk visdom.

Den store blokering for de efterhånden helt fundamentalistiske kongresdelegerede, der under ingen omstændigheder vil vide af decentral løndannelse, er den kendsgerning, at de lokale forbedringer, der kan skaffes til medlemmerne i form af decentral løn, netop er lokale. Det betyder jo, at man ikke kan være sikker på for eksempel at få nedsat arbejdstid til alle lærere over 60 år i hele landet. Begyndelseslønnen hæves sikkert ikke i alle kommuner. Det er ikke i alle kommuner, der kan aftales tillæg for at undervise mere end 20 elever ad gangen og så videre.

Fundamentalisterne skelner skarpt mellem de lønkroner, der er et resultat af centrale, og de, der er et resultat af lokale aftaler. De første vil de gerne have, de sidste er af det onde. 200 kroner mere om måneden til lærere på begyndelsesløn i én kommune er rene judaspenge, fordi der ikke ydes det samme tillæg i nabokommunen. Dette gælder dog kun, hvis lønforskellen er lokalt tilforhandlet. Hvis lønforskellen derimod skyldes stedtillæg eller 'københavnertillæg', der jo er centralt aftalte, er det helt i orden - her accepteres rask væk lønforskelle på 1.000 kroner/måned). Kortere arbejdstid for ældre kolleger i én kommune er rent forræderi, fordi nabokommunen ikke har samme ordning.

Fundamentalisterne kaster med disse holdninger vrag på mere end 100 års faglig kamperfaring og erstatter den med perspektivløst ligemageri - de forveksler fagpolitisk solidaritet med småborgerlig jantelov.

Når en fagforening vil forbedre et eller andet forhold for medlemmerne, forsøger den først at komme igennem med kravet ved centrale forhandlinger. Lykkes det, er alt jo godt. Men hvis det ikke lykkes, opgiver man ikke. Så starter det lange, seje lokale træk:

Først kommer man igennem med kravet for et par medlemmer i én virksomhed, derefter i en anden, og en dag er kravet imødekommet for mange medlemmer på mange virksomheder. Ved en efterfølgende central forhandling må man konstatere, at virkeligheden har overhalet arbejdsgivernes modstand mod forbedringen - modstanden smuldrer, og kravet imødekommes endelig for alle medlemmerne. Det er det, der kaldes løftestangsprincippet. Undervejs har nogle medlemmer haft forbedringen samtidig med, at andre ikke havde den. Men det gav ikke anledning til misundelse.

Indsigt i og forståelse for disse simple mekanismer i den faglige kamp er i DLF erstattet af fundamentalisternes hang til at ophøje den absolut laveste fællesnævner til det eneste anstændige og retfærdige mål for organisationens lønkamp - en underlig form for misforstået vadmelssocialisme!

I Danmarks Lærrforening savner vi ikke alene en strategisk målsætning for den fagpolitiske lønkamp, vi savner også en fællesforståelse af de taktiske muligheder for at bevæge os i den 'rigtige' retning, der trods alt viser sig i virkelighedens verden.

Reinhard Werner,

kredsformand

Vestsjællands Lærerkreds