' Ni ud af ti førskole-lærere sagde, at de var imod lokale lønforhandlinger, hvorefter syv ud af ti tog imod de tillæg, som organisationen forhandlede hjem. '

Jeg er holdt op med at se på folks meninger, nu undersøger jeg, hvad de gør. Det er de faktiske handlinger, ikke holdningerne, der betyder noget - især når der er penge indblandet.

Ordene kommer fra Marit Hoel, norsk ekspert i virkningen af decentrale lønforhandlinger, sociolog med filosofisk doktorgrad for en afhandling om tilpasning- og udvikling på arbejdsmarkedet for mellem- og højtuddannede. I dag tilknyttet en ekspertgruppe om offentligt ansattes lønforhold under den internationale økonomiske samarbejdsorganisation OECD .

Marit Hoel var i sidste uge oplægsholder på lærerforeningens indledende konference om overenskomstforhandlingerne i 1997.

Skvalder-argumenter

- Arbejdsgivernes argumenter for decentral løn og individuelle tillæg er i høj grad skvalder-argumenter, lød en af Marit Hoels konklusioner. Hendes undersøgelse viste, at der i praksis var stor forskel på det, de kommunale forhandlere siger om lokalløn, og det de gør med den.

Tilsvarende på arbejdstager-siden: De grupper, der - i ord og beslutninger - var de mest indædte modstandere mod lokalløn, viste sig i praksis at hente flest penge hjem via lokale forhandlinger.

Og der kan ikke være tvivl om, at Marit Hoels konklusioner holder, for hendes undersøgelse er endog meget grundig.

- Materialet er så stort, så ingen nogensinde vil lave en tilsvarende undersøgelse, sagde hun.

40.000 arbejdstageres lokallønsforhold og 18.500 lokale aftaleprotokoller er registreret og analyseret i ti sammenlignelige kommuner og fire fylkeskommuner (amter). De decentrale forhandlinger blev fulgt i tre perioder, og oveni har 3769 kommunalt ansatte udfyldt et stort spørgeskema, så man kan sammenligne lederes og ansattes holdninger og forventninger med den faktiske udvikling.

Arbejdsgiverne prioriterede for eksempel en udjævning mellem mænds og kvinders lønninger, men det skete ikke eller i hvert fald kun i ringe grad. Arbejdsgiverne ville, sagde de, bruge pengene til at fastholde nøglepersoner og 'kompetencegrupper' (mellemlangt uddannede, som flytter meget rundt, fordi der er mangel på arbejdskraft.) Heller ikke her var der sammenhæng mellem arbejdsgivernes ord og handlinger.

Konklusion: Kommunerne har ageret uprofessionelt som forhandlere. De har gennemført de nemme løsninger og givet lokalløn til ledere og administrativt personale. Den forholdsvis lille gruppe kvindelige ledere er dog blevet trukket betragteligt opad.

De, som har, skal gives

Og så bekræfter Marit Hoels undersøgelse endnu en gang den såkaldte Matthæus-effekt: 'De, som har, skal mere gives.'

- Udviklingen over de tre overenskomstperioder fra 1990 og fremefter viser, at de grupper, som fra begyndelsen hentede mange penge hjem via lokale forhandlinger, blev ved med at gøre det.

De lokale aftaler har også afsløret sig som et tveægget sværd for arbejdsgiverne, mener Marit Hoel. Resultaterne i kommunerne viser, at det i langt højere grad er den stedlige politiske sammensætning, der er bestemmende, end det er de officielle formålsformuleringer om effektivitets- og kvalifikationsløn. Og sammenligningerne viser, at man ikke kan forudsige, hvad de forskellige partiers lokalpolitikere vil prioritere.

- Forløbet viser, at der kan hentes penge ud af de lokale ordninger, og jo bedre forberedt, man er, jo flere penge kan der hentes.

Og der er store forskelle på, hvordan de enkelte organisationer har forholdt sig. Sygeplejerskerne lagde allerede i 70'erne en klar strategi om at ville opbygge en lønpyramide, så mellem- og topledere kunne få forholdsvist mere oven i grundlønnen. Og denne politik lykkedes, så de norske sygeplejersker i dag er lønførende i forhold til en række andre sammenlignelige grupper.

På samme tid sad førskole-lærerne - den norske pædagoggruppe i DLF's søsterorganisation Norsk Lærerlag - og sagde nej til arbejdsgivernes tilbud om at belønne efteruddannelse. Begrundelsen var, at tilbudet ikke var kollektivt.

Den politik betød et lønmæssigt tab for førskole-lærerne, og sådan kunne det også være gået med den decentrale løn, viser undersøgelsen. Blandt samtlige kommunale grupper var det førskole-lærerne, der var mest imod lokale forhandlinger. (Se tabel 1.)

- Førskole-lærerne har været ganske resistente, de var ideologisk imod lokale aftaler, sagde Marit Hoel.

Men når man flytter fokus fra holdning til handling, forandres billedet. Ni ud af ti førskole-lærere sagde , at de var imod lokale lønforhandlinger, hvorefter syv ud af ti tog imod de tillæg, som organisationen forhandlede hjem. (Se tabel 2).

- Men, understreger Marit Hoel, førskole-lærerne har ikke sagt ja til et eneste individuelt tillæg, alle penge er brugt til kollektive ordninger til større grupper af lærere.

Den norske lokallønsordning begyndte i 1990. I første omgang brugte man to-tre procent til decentralt forhandlede ordninger, men tendensen er, at beløbet efterhånden bliver mindre, og på nogle områder forsvinder ordningen måske helt, mener Marit Hoel. Men man bevarer de decentrale muligheder for at lave en slags 'omvendt stedtillægs-ordning', så udkantskommuner kan fastholde og tiltrække arbejdskraft, for eksempel sygeplejersker, læger eller lærere.-