'Den helbefarne i synd og den helt ubefarne har let ved at tilgive. Den pæne har det sværest. Og det er dyrkelsen af pænheden som har ført verden i ulykke'. (Nis Petersen)

I disse år oplever vi heldigvis inden for skoleverdenen hvor svært det er blevet at være pæn. Tag for eksempel stavning. De helbefarne i dén synd ikke at kunne stave og de helt ubefarne har let ved at tilgive og forstå staveproblemer. Men vi pæne stavere har det svært især når pæne forældre kræver skolen til ansvar for deres mindre pæne børn.

Og nu kommer der nye kommaregler. De helbefarne i dén synd ikke at kunne sætte hverken grammatiske eller pauserende kommaer og de helt ubefarne (og dem er der stadigvæk uhyre få af) de forstår så godt hvorfor kommaer skaber et syndigt rod i vores pæne kultur. Men de der altid selv synes de kan sætte både kryds og boller pænt maner straks til orden. For regler kan da ikke bare laves om og nye regler er aldrig så gode som de gamle.

Det hjælper ikke formanden for Dansk Sprognævn at han hævder et komma sjældent har afgørende betydning for forståelsen men dog kan være en støtte for læseren. Han kan skrive nok så pænt at kommaregler ikke skal opfattes som ufravigelige påbud men som anbefalinger det normalt er fornuftigt at følge. Pæne mennesker vil alligevel få det svært. Stave- og tegnsætningsregler er ikke længere ufravigelige. Kunstnere og andre syndere kan tillade sig at skrive som de selv synes. Hvordan skal pænheden så kunne hævde sig?

Men hvad skal vi med al den pænhed i folkeskolen? Har børnene godt af den? Lærerne? Forældrene? Har skolen? Den danske kultur? Er det ikke netop et sundt opgør med Pænhedens Princip der giver replikskrifter i klassen som dette: Læreren skriver på tavlen i 1. klasse og peger så: 'Dette er et A'. Eleven Ulla kommenterer: 'Det tror jeg ikke på!'

Hvad gør lærere i sådan en situation? Knapper de tøjet tættere til kroppen og siger at sådan er det altså og det kan der ikke laves om på eller smøger de ærmerne op og råber at nu begynder det da endelig at være både sjovt og spændende at være lærer? Er dette et A fordi jeg siger det er det? Hvad nu hvis A ikke er A eller ikke altid er A? Hvad så Ulla og I andre børn?

Asger Jorn talte i 1963 om pænheden som et problem for den nordiske civilisations udvikling: ' De latinske folk der sætter civilisationen over alt hævder at den eneste morskab som kan anerkendes er fornøjelsen ved at lave om på selve civilisationens regler mens noget sådant netop er tabu hos os fordi den er en slags mangel på kultur. Hverken civilisation eller kultur skaber fremgang det gør kun fundamentale udvidelser af vore livsbetingelser. Det er disse forandringer der sprænger rammerne for civilisationen og sprænger rytmen og ritualerne eller kulturen. Fremskridtet er vandalistisk og barbarisk'.

Jeg synes ikke der er meget barbari og vandalisme over det nye komma. Det skal stadig sættes pænt. Hvad nu hvis vi i skolen i stedet blev bedt om de næste ti år sammen med Ulla og de andre børn at finde ud af hvorfor vi har kommaer og hvor mange det ville være venligt at sætte i en tekst? For det er vel for den skrivendes og læsendes skyld vi bruger kommaerne? Og ikke for dansklærernes eller Dansk Sprognævns eller andre pæne folks skyld? Der er jo i forvejen et syndigt kaos i kommaerne! Ville det ikke lægge op til et projektarbejde baseret på medbestemmelse hos de brugere som de kommende år gerne skulle både skrive og læse af hjertens lyst?

Tror vi ikke på at børnene kunne være med i løsningen af en sådan opgave? Tror vi ikke på at Ulla i 1. klasse er en sand lille barbar? Eller at Johnny på 11 år er en fremskridtets mand når han hævder at børn også har en mening om livet og vil høres af politikerne?

Herdis Toft er lektor i dansk ved Danmarks Lærerhøjskole i Skive.