Jeg har i mange år studeret uddannelse af sygeplejersker, pædagoger og folkeskolelærere i Danmark og i udlandet og arbejdet med uddannelsessociologi og pædagogik. Alligevel var det på konferencen, som Fagligt Forum organiserede i Skanderborg, første gang jeg mundtligt fremførte mine overvejelser i forbindelse med den danske læreruddannelse. Hvis jeg skal tro det, seminarielektor Jon Jensen og rektor Thøger Johnsen skriver i Folkeskolen, var dette forsøg mislykket. De reagerer ikke direkte på, hvad jeg har sagt i Skanderborg, men på, hvad Folkeskolens journalist skriver om det. I Skanderborg var der desværre ingen diskussion efter mit foredrag, som kunne have fået nuancerne frem.

Jeg er ikke glad for artiklen, som ikke siger meget om hovedindholdet i mit foredrag, nemlig forholdet mellem teori og praksis. Det er et område, som let misbruges i en mere 'politisk' diskussion. Mit indlæg kom til at fremstå som en appel for en større rent praktisk professionsrettethed. Jeg havde derimod til hensigt at argumentere for, at alle mellemuddannelserne med fordel kunne have en større kontaktflade med de grundvidenskaber, som er relevante for faget, og på praksissiden at sørge for mere rigtigt arbejde under organiseret supervision af erfarne, kvalificerede praktikere, end jeg fornemmer at det er tilfældet i dag, også i læreruddannelsen. Jeg var endnu mindre glad for, at artiklen fokuserede på nogle isolerede stærke formuleringer, jeg kan have brugt enten i mit foredrag eller i telefonsamtalen, og som blev fejlopfattet af mine opponenter, såsom at halvtyggede halvfabrikata blev sagt af mig om de lærerstuderende. Mit hovedbudskab i formuleringen 'halvtygget halvfabrikata', som jeg ikke har formet på den måde, går på, at læreruddannelsen, som den er organiseret i dag, sætter sig mellem to stole. Der er ikke tid og rum til at fordybe sig nok i grundvidenskabelig viden, og praktikken er som oftest en 'som om-praktik', hvor de studerende oplever praksis under urealistiske omstændigheder. Der er imidlertid visse ting, vi er enige om, for eksempel at der er (for) få interview- og observationsstudier af seminarievirksomheden, så vi ofte, som det er tilfældet med de kendte evalueringer, må stille os tilfreds med, hvad de privilegerede informanter mener. Jon Jensen og Thøger Johnsen korrigerer mig på ét punkt, nemlig at på lige netop deres seminarier samarbejder linjefagslærere og pædagogiklærere, og de følger med de studerende på praktikskolerne. Spørgsmålet er, hvor mange gør det, hvor ofte og med hvilken effekt? Det ved vi ikke så meget om, og dette er netop en pointe. Der mangler forskning om læreruddannelsen på dansk grund. Jeg havde blot indtryk af, at dette ikke var en omfattende aktivitet, blandt andet af tidsmæssige og budgetmæssige grunde. På det punkt kan jeg altså tage fejl.

Mit hovedbudskab er imidlertid, at jeg ikke mener, at seminarierne har til opgave at omsætte teori til praksis, fordi jeg mener, at de har hver sin egen logik, som man ikke bare kan omsætte. Men hvis man fastholder, at det drejer sig om, at de studerende skal lære sig at omsætte teori til praksis, så er det min fornemmelse, at i stedet for at give dem teori/videnskab, som de selv kan lære at omsætte, når de kommer i arbejde, så giver seminariet dem frem for alt en allerede halvt færdig omsætning med sig. Det kan jeg give et billede på. I supermarkedet kan man i dag købe mad, som allerede er halvfærdig, når den leveres. Med dette billede prøver jeg at tydeliggøre, hvad jeg mener med, at det måske er sådan, man leverer en halvfærdigt gennemført omsætning fra teori til praksis i den rene tanke på seminarierne snarere end at levere forudsætninger for, at de studerende selv foretager omsætningen, når de er i arbejde. Det er fra min side ikke ment som en nedvurdering, men jeg tvivler på, at det er den bedste måde at prioritere på, når det gælder at håndtere teori, praksis og omsætning. Nu siger Johnsen og Jensen, at jeg tager fejl.

Det ville dog interessere mig at vide, om alle seminarielærere mener, at jeg tager helt fejl på dette punkt, og jeg ville gerne foretage helt dækkende observationsstudier sammen med seminarielærere, som fra deres synspunkt kunne bidrage med viden om, hvordan det forholder sig. Det er interessant at notere, at netop disse studier ikke foretages. Da jeg fik til opgave at tale i Skanderborg, troede jeg, at der var en vis enighed om, at der var et problem, og at det var værd at prøve at fremsætte mine overvejelser om det