Jeg bliver ofte spurgt - hovedsageligt af kvindelige lærere og andre kvindelige professionelle - om, hvad det er, der gør, at unge med anden etnisk baggrund, især drenge, ikke respekterer dem. De professionelle forklarer det ofte med, at det må have noget med deres kulturelle baggrund at gøre. Det mener jeg ikke, det har. I de unges oprindelsesland, hvor der er kvindelige undervisere eller pædagoger, har jeg oplevet, at både drenge og mænd har respekt for dem. Dog vil jeg nuancere denne respekt. Jeg tror, det primært er, fordi kvinder repræsenterer en skole eller anden pædagogisk institution, og i de unges og forældrenes øjne har disse institutioner så stor autoritet, at de unge har respekt.

Jeg mener ikke, at den professionelle skal have anden etnisk baggrund, før han eller hun nyder respekt fra de unge. Jeg er selv sorthåret, men det er ikke ensbetydende med, at forældre og unge mennesker per automatik respekterer mig. Nej, mit møde med disse unge viser ofte, at de på alle mulige måder forsøger at finde min grænse. Jeg udelukker ikke, at mine danske kvindelige kollegaer kommer på overarbejde i deres møde med disse unge.

Jeg er af den overbevisning, at den professionelle allerede ved første møde med unge og forældre med anden etnisk baggrund skal reagere med det samme, hvis deres egne grænser overskrides, eller de mødes med despekt. Det kan godt være, at nogle mener, at de allerede gør det, men min påstand er, at deres reak-tion ikke er tydelig nok. Der skal reageres både verbalt og nonverbalt, og reaktionen skal være ægte. Det vil få den unge og forældrene til at tænke sig om i forhold til enkelte kvindelige professionelle. Jeg vil give et eksempel på, hvad jeg mener med en ægte reaktion over for unge, der ikke viser respekt: En sommerdag i forbindelse med mit arbejde som leder af Blæksprutten (et socialpædagogisk projekt) opførte nogle drenge sig uhensigtsmæssigt over for os professionelle og nogle andre unge. De smed sten ind i haven, fordi de var blevet bedt om at forlade projektet.

Vi samlede de sten, der blev kastet af de unge, og jeg opsøgte deres forældre. I den forbindelse er sprogbruget meget vigtigt. Da forældrene tog telefonen, var mine første ord, efter at jeg havde præsenteret mig, at deres drenge dagen før havde forsøgt at slå nogle mennesker ihjel. Ordene 'slå ihjel' var med til, at forældrene blev lammede, og de spurgte, hvordan det var sket. Jeg svarede, at det var med sten, og bad forældrene om et møde med dem og deres sønner. De kom med forskellige forklaringer på, at de ikke kunne møde samme dag, men jeg gik så langt som til at sige, at hvis de ikke havde tid til et møde samme dag, ville jeg komme hjem til dem, og jeg lagde heller ikke skjul på, at jeg var sur over deres drenges opførsel. Det lykkedes for mig at få et møde med forældrene og deres drenge den samme dag. Jeg viste klart og tydeligt over for drengene, at jeg var gal på dem. Det interessante er, at siden den dag har drengene vist respekt og er ikke gået til yderligheder, når vi har bedt dem om at forlade projektet. Afslutningsvis mener jeg, at de professionelle i konfliktsituationer skal reagere ægte uden at tænke på, om ledelse eller kollegaer stempler dem som racister. Med ægtheden mener jeg, at vi kan komme langt. Det skal dog ikke forstås på den måde, at det er den eneste måde at sætte sig i respekt på. Jeg mener, at vores personlighed, psykiske overskud og faglighed desuden er grundmidler til at sætte sig i respekt over for disse unge. Det er også det at give en hjælpende hånd til disse unge, så de kan socialisere sig i gruppen eller klassen.

Ahmet Demir er cand.pæd. og familieterapeut. Leder af Blæksprutten