En barndom med vold

Break the Chain lyder temaet med rap og indlæg til alle elever på overbygningen på Hjortebroskolen i Haderslev

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Over 30.000 børn i Danmark oplever hvert år vold i deres familie, og hvis de ikke får hjælp, risikerer de at tage volden med sig, når de får kæreste og stifter familie. Derfor er det vigtigt at få brudt kæden. Foreningen for børn i voldsramte familier står bag kampagnen »Break the Chain«, og derfor sidder alle elever fra 7. til 9. klasse på Hjortebroskolen i Haders­lev denne dag og lytter til rap, ser musikvideo og hører to unge kvinder fortælle om deres barndom i en familie med vold.

Da-Jab og K-Lyle rapper, eleverne klapper i takt. Teksten er alvorlig, men musikken går lige ind. Det gør en kort video om emnet også.

»Min stedfar bankede min mor, fra jeg var fem-seks år. Jeg gik imellem dem, når de skændtes, men så fik jeg selv øretæver, så jeg fløj hen ad gulvet. Derfor lærte jeg i stedet at gå ud på opgangen, når de skændtes. Dér stod jeg og skreg, for så kom både min mor og stedfar løbende for at trøste mig«, fortæller Malene Meisner.

Hun er 28 år, gift, har to børn og et godt liv i dag. Sammen med Beginja Peister på 23 år tager hun rundt for at fortælle andre om sine oplevelser som en del af kampagnen imod vold i familien.

Som Beginja Peister siger: »Jeg vil gerne have, at de børn, der hører os i dag, kan blive ældre og klogere på vores erfaringer«.

Overfaldet på min mor

»Jeg vil fortælle jer om det værste, jeg oplevede i min barndom«, siger Malene Meisner stille. Hun har taget mikrofon på for at blive hørt i den store sal.

»Det var, da jeg var ni år. Vi holdt en stor familiemiddag, og min søster sagde, at hun gerne ville til Grønland for at møde vores far og vores familie. Det gjorde min stedfar rasende«.

Malene Meisner fortæller, hvordan stedfaren løfter en stol og råber op. At naboen tilkalder politiet, der kommer og henter ham. Hvordan de bagefter sidder fortvivlede i stuen, og at stedfaren kort tid efter er tilbage og står nede på gaden. Hendes storebror går ned for at tale med ham, men han vil tale med hendes mor. De vil ikke lukke ham ind i lejligheden, så moren går ned til ham. Fra vinduet ser de, hvordan han råber, imens han voldsomt prikker sin pegefinger ind i morens brystkasse.

Da moren kommer tilbage, siger hun, at hun gerne vil være alene.

»Vi tager ud til min kusines veninde resten af weekenden. Vi har en rigtig dejlig weekend«, fortæller Malene Meisner.

»Da vi kommer hjem søndag, går min bror og rydder op i lejligheden. Toiletkummen er smadret, og en spisestuestol er slået til pinde. Min bror fortæller, at min mor er på hospitalet. Hun har syv knivstik, et brækket ben, forstuvede håndled og er forslået overalt på kroppen. Hun er på hospitalet og til genoptræning i syv måneder. Jeg flytter op til min søsters plejefamilie«.

»Det var det værste, jeg oplevede i min barndom«, siger hun og sætter sig stille ned.

Et par elever bliver hjulpet grædende ud af lokalet af lærerne.

Accepterede, at kæresten slog

Beginja Peister rejser sig og siger lidt om, at hendes far oplevede vold i sin familie, da han var barn, og at han tog det med sig, da han selv stiftede familie.

»Jeg tog det selv med videre i forholdet til min kæreste, da jeg var 16 år«.

Beginja Peister fortæller, hvordan hun accepterede at blive slået af sin kæreste. Han gik til boksning og vidste, at hvis han slog på kroppen, kunne det ikke ses. Hvorimod der bliver tydelige mærker, hvis man slår på armene for eksempel.

Ved en fest var kæresten voldelig over for hende uden for det hus, hvor festen blev holdt. Nogle tilkaldte politiet.

»Men jeg meldte ham ikke. Faktisk kom han ind til festen igen. Man elsker ham jo. Han var min første kærlighed«, siger Beginja Peister undskyldende.

Hun fortæller videre, at det først var lidt senere, da hun gik til psykolog, at det rigtig gik op for hende, hvor farligt det var.

»Psykologen spurgte mig, hvad jeg ville gøre, hvis min kæreste nu pludselig stod ved siden af med en kniv, når han blev sur. Så ville jeg kunne se min egen gravsten«.

»I dag er der ingen, der får lov til at slå mig«, siger hun med eftertryk.

Kirsten Raffel Hermansen fra Foreningen for børn i voldsramte familier tager over og siger til forsamlingen, at det kan være i orden at skændes, men at det aldrig er i orden at slå.

»Husk at tale med nogen om det, hvis I får problemer. Tal med en voksen«, lyder budskabet.

Rap og autografer

Det fælles arrangement ved temadagen slutter med, at Da-Jab og K-Lyle går på scenen og rapper. Den tunge stemning løsnes op. Eleverne klapper i takt, rejser sig og synger med. De synger et par andre numre og slutter af med Break the Chain for det er jo temaet. Og så er der pause. Tiltrængt pause hvor alle elever får en cd og står i lang kø for at få autografer.

De griner, pjatter og ryster det alvorlige emne af sig. De fleste af dem. Men efter pausen arbejder de enkelte klasser videre med emnet vold i familien. Den lokale politibetjent har fortalt hele salen, at han bliver på skolen, hvis nogle vil tale med ham. Både betjenten og en repræsentant fra Krisecentret i Haderslev har holdt korte indlæg om deres arbejde og erfaring med vold i familier.

Og allerede i pausen kommer den første elev for at tale med betjenten. Om hvorfor de ikke kan holde på en fuld og voldelig mand, når de først har taget ham med på stationen. Eleven fortæller oprevet om, hvordan en fuld mand kom tilbage kort efter og fortsatte sit overfald. Betjenten fortæller om forskellen på at anmelde og at anholde. Om politiets muligheder i sådan en situation.

Lærerne har travlt med at følge op i klasserne. Der er mange diskussioner i gang, og en elev bliver fulgt hen til en samtale med Malene Meisner og Beginja Peister.

Ude på gangen taler nogle elever om, hvordan man får fat i de to sangeres telefonnumre, og i en klasse kører diskussionen om, hvorvidt det kan være i orden at slå. I en anden klasse er alle elever gået til computerne for at skrive deres indtryk efter formiddagen ned.

hlauritsen@dlf.org

Børn i voldsramte familier

Foreningen for børn i voldsramte familier har oprettet en hotline med råd og vejledning til børn og unge. Den er åben alle dage mellem klokken 15 og 18 på 2067 0506.

Foreningen arrangerer temadage om vold i familien og har udgivet en musikvideo om emnet, en cd med musik og tekst samt bogen »Det gør ondt, når far slår mor«.

Læs mere på www.familievold.dk