FTF vil jagte arbejdsmiljøproblemer

Det er ikke rimeligt, at man via sit arbejde pådrager sig skader, som ikke bliver anerkendt, og som man ikke får erstatning for, mener FTF

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Set ud fra vores perspektiv er det ikke rimeligt at tabe sådan en sag. Det siger Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråds (FTF) formand, Bente Sorgenfrey, om den dom, Højesteret afsagde i december, hvor to lærere ikke fik anerkendt deres indeklimasyge som en arbejdsskade.

»Sagen er objektivt begrundet, og lærerne fortæller, at de stadig har problemer efter at have arbejdet i dårligt indeklima. Vi må blive ved med at jagte disse problemer. Det er ikke rimeligt, at man via sit arbejde pådrager sig nogle skader, som ikke bliver anerkendt, og som man ikke kan få erstatning for«, mener Bente Sorgenfrey.

Hun påpeger, at FTF fortsat vil have fokus på arbejdsmiljøet. Dårligt indeklima er et stort problem på mange arbejdspladser inden for FTF-området.

»Indeklimasyge bør stå på erhvervssygdomslisten, så disse problemer kan blive anerkendt«, siger hun og fremhæver, at hun håber, FTF kan være med til at æn­dre retstilstanden på området.

Reform gælder nye skader

Arbejdsskadereformen trådte i kraft fra 1. januar i år, for eksempel når det gælder ulykker. Den del af arbejdsskadereformen, der handler om erhvervssygdomme, træder dog først i kraft fra 1. januar 2005, og inden da skal hele erhvervssygdomslisten gennemgås og revideres. Men dette arbejde vil udelukkende betyde noget for fremtidige skader, nemlig de skader, der bliver anmeldt efter 1. januar 2005. De skader, der er opstået indtil da, bliver bedømt efter de gamle regler og den gamle erhvervssygdomsliste.

Man vil dog også ajourføre den gamle erhvervssygdomsliste i flere år fremover. Hvis for eksempel en kræftlidelse ikke står på listen nu, men om to år bliver anerkendt som en mulig arbejdsskade, så vil den blive ført på den gamle liste, sådan at en tidligere sag på dette område kan blive genoptaget.

Flere anerkendte skader fremover

Politikerne på Christiansborg venter sig meget af den nye arbejdsskadereform. Det fortæller både Jan Petersen fra Socialdemokraterne, Eva Kjer Hansen fra Venstre og Charlotte Dyremose fra Det Konservative Folkeparti alle fra Arbejdsmarkedsudvalget. De forventer, at flere frem­over vil få anerkendt deres skader som arbejdsskader.

»Lønmodtagersiden skal have lettere ved at føre sine beviser frem. Tidligere har bevisbyrden været meget svær at løfte«, siger Jan Petersen, der vil tage højesteretsdommen med de to indeklimaramte lærere med til beskæftigelsesministeren for at bede ham om at studere den nærmere og kommentere den.

»Arbejdsskadereformen er tænkt til den moderne tids arbejdsmiljøproblemer. Man skal selvfølgelig have et ordentligt indeklima som ansat på en offentlig arbejdsplads«, siger han.

Også Eva Kjer Hansen og Charlotte Dyremose taler om bedre regler i reformen.

»Tidligere kunne dokumentation, som vi alle syntes var åbenlys, ikke bruges som dokumentation, fordi det ikke var et videnskabeligt bevis. Dér er kravene nu kommet ned på et mere rimeligt niveau«, mener Charlotte Dyremose.

Alle i Folketinget er enige om, at arbejdsskadereformen vil skabe væsentlige forbedringer, flere anerkendte skader og større udgifter, siger hun.

Politikerne fremhæver også, at der er afsat flere midler til forskning på området.

Men Eva Kjer Hansen ønsker ikke indeklimasyge med på erhvervssygdomslisten. Det er for generelt, mener hun. En arbejdsskade skal ifølge lægelig begrundelse være varig for at blive anerkendt, siger hun.

hlauritsen@dlf.org

Læs om arbejdsskadereformen på www.ask.dk

Usserød Skole

I 1993 blev der konstateret kraftigt angreb af skimmelsvampe på Usserød Skole i Hørsholm. Store dele af skolen blev revet ned, resten renoveret og nyt bygget til.

I august 1997 var skolen ombygget. Men et halvt år efter måtte en del af skolen lukkes igen på grund af dårligt indeklima. Problemet var gammelt svampeinficeret materiale under det nye tag.

DLF har kørt sag imod Den Sociale Ankestyrelse for syv af lærerne. DLF tabte i Landsretten i 2000 og har netop tabt ankesagen, som to af lærerne var udtaget til, i Højesteret den 12. december 2003.