Økonom Charlotte Amdi Burgess tog en meritlæreruddannelse, da hun var træt af at være embedsmand. Hun elsker lærerjobbet og håber, merituddannelsen bliver gratis, så flere vil gå den vej.

Fra Slotsholmen til skolegården: Tidligere embedsmand elsker at være lærer

Efter 13 år som embedsmand ville økonomuddannede Charlotte Amdi Burgess skabe værdi for sig selv og andre på en ny måde. Nu arbejder hun som folkeskolelærer og elsker næsten alt ved jobbet – selv Fælles mål. Timetælleriet ville hun dog gerne være foruden.

Publiceret Senest opdateret

”Jeg tog tre måneder i sommerhus og tænkte over, hvad jeg ville. Jeg hængte flipovers op på væggene og skrev noter på dem om, hvilken type opgaver jeg kan lide, hvad der giver værdi for mig og den slags”, fortæller Charlotte Amdi Burgess om tiden efter, at hun mere eller mindre spontant sagde farvel til jobbet som statslig embedsmand. 

Hendes noter pegede i retning af, at hun skulle undervise.

”Og lærermanglen gjorde det let at komme til at prøve jobbet som folkeskolelærer af”, fortæller hun.

Fælles mål er en gave til lærere

Det var i 2015. Hun begyndte med at være vikar på en folkeskole på Østerbro i København, og det har hun aldrig fortrudt.

”Jeg synes, man hører så meget om, hvor dårligt der er i folkeskolen og på læreruddannelsen – og det kan jeg slet ikke genkende. Jeg synes, der er så mange gode ting ved at være lærer. Jeg kan næsten ikke se nogen dårlige ting”, siger hun.

Hendes vikariat ledte til faste timer på skolen, og så tog hun en meritlæreruddannelse. Nu arbejder hun på sin egen gamle folkeskole i Trørød i Nordsjælland og kan ikke få armene ned.

”Som embedsmand følger du ofte ikke dit arbejde til dørs. Du ser ikke konsekvenserne af det, du laver”, fortæller hun.

”Jeg elsker, at jeg som lærer ser resultatet med det samme. Den undervisning, jeg planlægger, kan jeg med det samme se, om eleverne bliver fanget af eller ej. Får de en forståelse af stoffet, eller går det hen over hovedet på dem? Hvis det er det sidste, så må jeg lave noget om, og så ser jeg effekten af det. Det er utrolig givende, og jeg tror nogle gange at det bliver lidt glemt af lærere, som ikke har haft andre job”.

Der er ikke særlig mange job, hvor du har den frihed. Det tror jeg mange lærere har det med at glemme.

Charlotte Amdi Burgess oplever desuden, at lærerjobbet indeholder en frihed, hun ikke havde i sine tidligere job som embedsmand. Og det på trods af for eksempel de udskældte Fælles mål – som hun er hun meget positiv over for:

”For en ny lærer fungerer Fælles mål godt som en rettesnor: Det er min tjekliste over, hvilke emner, jeg skal nå rundt om. Jeg bruger dem stadig, hver gang jeg planlægger mit skoleår og føler det ikke som en begrænsning. Jeg har min metodefrihed. Ja, der er ting eleverne skal lære, men jeg bestemmer, hvordan de skal lære det, og ingen sætter spørgsmålstegn ved min måde at undervise dem på. Der er ikke særlig mange job, hvor du har den frihed. Det tror jeg mange lærere har det med at glemme”.

Nej tak til detailstyring

Timetælleriet i opgaveoversigten kan hun til gengæld godt undvære:

”Jeg har aldrig haft et andet job, hvor mine opgaver er beskrevet helt ned til timeantal”, siger hun. 

”Jeg kommer jo fra en kultur, hvor der var nogle opgaver, som skulle løses, og tiden administrerede jeg selv. Jeg har 0,6 timers forberedelse per lektion – det kan ingen jo nå. Det giver ingen mening i mit hoved at hænge sig i det. Jeg har nogle opgaver, og jeg bruger den tid, der skal til på dem. Det er synd, at det er blevet så stor en del af jobbet, at alt skal gøres op på den måde”, mener Charlotte Amdi Burgess.

Meritlæreruddannelsen er for dyr

Charlotte Burgess håber, at mange flere vil lave sporskiftet til lærerjobbet, og hun tror det ville hjælpe, hvis meritlæreruddannelsen ikke var så dyr, som den er.

”Jeg endte med at betale lidt under 100.000 kroner for min læreruddannelse af egen lomme, og man får ingen SU. Som voksen, som man typisk er, når man tager en merituddannelse, har man nogle helt andre udgifter, end man havde som ung, så der skulle hives nogen penge hjem undervejs. Prisen afholder nok mange fra at gå i gang, og det synes jeg er ærgerligt”.