
"En bedre og fornyet" læreruddannelse i 2022
De politiske forhandlinger om ændringer af læreruddannelsen afsluttes formentlig først næste efterår. Planen er, at ændringerne vil være implementeret til studiestart sommeren 2022, sagde uddannelsesministeren i går i onsdagens spørgetime.
Politiske forhandlinger frem mod næste efterår
Ane Halsboe-Jørgensen annoncerede tilbage i august, at hun vil igangsætte et såkaldt udviklingsarbejde bestående af parter tæt på læreruddannelsen. Siden er der imidlertid ikke sket det store, og der er endnu ikke sat navne på de parter, der skal deltage i udviklingsarbejdet.
Under gårsdagens spørgetime sagde Ane Halsboe-Jørgensen, at hun forventer, at de politiske forhandlinger i kølvandet på udviklingsarbejdet med parterne "vil løbe frem mod efteråret 2021".
For en uge siden lød det fra uddannelsesministeren i et skriftligt svar til Enhedslistens uddannelsesordfører Eva Flyvholm, at hun "forventer at melde ud om arbejdet med udviklingen af uddannelsen inden for den nærmeste tid".
En ny læreruddannelse står ikke lige for døren. Det står klart efter, at uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) i går blev spurgt ind til det under onsdagens spørgetime i Folketingssalen.
"Det er oprigtigt mit mål - og man skal passe på med at lægge hovedet på blokken, hvad angår datoer - at en bedre og fornyet læreruddannelse vil kunne have sit første optag af studerende i august 2022", sagde ministeren på baggrund af spørgsmål fra de Konservatives uddannelsesordfører Katarina Ammitzbøll.
Læs også
-
Gordon Ørskov: Vi skal lære af de lande, der forstår at rekruttere og fastholde lærere
-
SF vil indsætte panel af almindelige lærere som værn mod dårlig skolelovgivning
-
Ny læreruddannelse før et valg?Studerende er bekymrede for aftale uden nye penge
-
Forsker: Mere praktik kan ikke redde læreruddannelsen