Vores elever er
fuldstændigt klar over, hvad de er. De er elever, men samtidig er de også
borgere i en global smeltedigel, hvor de får deres viden, deres svar og deres
meninger fra et væld af forskellige steder – deres venner, familie og lærere,
men i stigende grad også fra sociale medier.
Det
store problem for vores elever er ikke det – altså at vide hvad de er.
Nej, det store problem for vores elever er i højere grad at finde ud af, hvem
de er. Hvad de står for, hvad deres holdninger er, hvad deres
formål er med det, de gør.
Når
jeg spørger mine elever, hvad de gerne vil være ”når de bliver store”, er det
forbløffende få, der aner, hvilken retning de vil i. Det kan jo sådan set være
godt nok, for så er verden da virkelig åben. Men dem, der ved det, svarer tit
noget med læge, sygeplejerske, advokat, politi eller pædagog, afhængigt af,
hvilken klasse og hvilken uddannelse, de er en del af.
Det
virkeligt interessante opstår, når jeg går dem lidt op klingen: ”Ej, hvor
interessant. Hvorfor vil du gerne det?” Nogle gange svarer de: ”Fordi en læge
tjener mange penge.” Andre siger: ”Fordi det er det min mor og far laver.” Og
endnu andre svarer: ”Det ved jeg da ikke – det var bare det, jeg kunne blive
med min uddannelse.” Meget sjældent hører jeg folk sige: ”Fordi jeg brænder for
at hjælpe folk.”
Og
er det så et problem? Nej, nok ikke for den gennemsnitlige elev, som kan gøre,
som det passer vedkommende. Men for den elev, som gerne vil være læge, men som
på ingen måde har et gennemsnit, der underbygger dette ønske, eller for den
elev, som er panisk angst for nogen form for konfrontation, kan det være et ret
markant problem. For de har opbygget et hvad, inden de har fundet deres hvem.
De
har opbygget en identitet, som den person, der skal være læge eller advokat
eller politimand eller pædagog – og det kan jo være godt nok. Men når jeg så
spørger dem: ”Okay, så du vil være sygeplejerske. Men dit snit er ikke så godt.
Har du overvejet måske at blive social- og sundhedsassistent?”, så siger mange
af dem: ”Jeg skal sgu da ikke tørre røv på gamle mennesker.”
Det
synes jeg er ret interessant! For her kan man virkelig se, hvordan personen har
opbygget en identitet som ”sygeplejerske,” uden at have nogen som helst anelse
om, hvad en sygeplejerske reelt (også) laver – og uden at have kigget på
alternativerne, hvis denne drøm ikke kunne blive til virkelighed. Personen har
altså dannet sig et klart hvad, inden der har formet sig et klart hvem.
Der
er ikke megen tvivl om, at der for de unge er mere prestige i at være læge end
sygeplejerske, og mere prestige i at være sygeplejerske end social- og sundhedsassistent. Det ser jeg til dagligt, når jeg eksempelvis igennem mit
hverv som praktikkoordinator forsøger at hjælpe mine HF-elever ud i praktik. Hvis
de ikke kan blive sygeplejerske, så vil de helst noget helt andet – og social-
og sundhedsassistent er ikke det ”helt andet” de vil, selvom kommunerne higer
efter at få social- og sundhedsassistenter.
Men
selvom der jo kan være store, forkromede grunde til, hvorfor det er vigtigt at
vide, hvem man er, må det store spørgsmål jo selvfølgelig være: Men ud over det,
du lige har skrevet, hvorfor er det så vigtigt at man ved, hvem man er, inden
man ved, hvad man er? For at svare på det, vil jeg vende mig imod en af tidens
helt store fjender: Chatbots!
Vi
kæmper i uddannelsessektoren i skrivende stund en indædt kamp imod ChatGPT og
andre chatbots. For nogle elever snyder rask væk, og de har fundet ud af, at
Chatbots kan gøre deres liv virkelig nemt, virkelig hurtigt. Men der må jo være
en grund til, at de snyder. Mit argument er, at der ikke findes et menneske i
verden, hvor deres hvem er defineret som ”ham der, der snyder”. Derimod
kan deres hvad jo godt være defineret som noget specifikt, der kræver et
gennemsnit, som de ikke kan leve op til, eller de kan have svært ved i det hele
taget at leve op til de krav, der er, ved deres nuværende hvad – altså
gymnasieelev.
Når
folk bliver presset til at gøre noget, de bliver bedømt på, og som de ikke føler
sig trygge ved, har de lettere ved at ty til snyd. Mit argument vil være, at
hvis vi forsøger at hjælpe vores elever til at finde ud af, hvem de er,
før de finder ud af, hvad de gerne vil være, så vil vi opleve nogle
elever, som i højere grad vil forsøge at undgå snyd. Som sagt er der ikke et
eneste menneske, der som udgangspunkt ønsker at snyde. Og når de snyder, går de
fra at være ”den der elev, der for alt i verden vil have gode karakterer eller
bare undgå at dumpe” til ”den der elev, som er panisk angst for at blive taget
i at snyde.” Det ønsker de jo heller ikke.
Men
det er ikke underligt, at vores elever ikke har et klart defineret hvem, for
det er ikke det, de er blevet trænet til. Hele vejen igennem deres skoletid, er
de blevet bedt om at tage et valg: ”Hvad vil du gerne være, når du bliver stor?” Og når svaret kommer, så siger vi ”Okay, men så skal du nok tage en HF”, eller
”Okay, så passer STX nok bedre til dig”. Eller: ”Så skal du nok have er
erhvervsuddannelse”. Og når de kommer på deres videregående uddannelse, handler
det også om, hvad det næste skridt skal være: ”Hvad vil du bruge din uddannelse
til at blive?”
Måske
bør man i højere grad spørge sine lidt ældre elever: ”Hvem ønsker du at blive?” Måske skal vi bede dem tage stilling til: ”Når du bliver gammel og grå, og du
kigger tilbage på dit liv, hvilken person vil du så gerne kunne sige, at du
var?” Måske skal vi lade dette diktere, hvad de gerne vil være. For i
virkeligheden kan man sige, at hvis man som person bare gerne vil hjælpe dem,
der har brug for hjælp, så de får et bedre liv, så lader man sig ikke diktere
af, hvad ens karakterer kan lede en til. Nej, så vil man have afsøgt
mulighederne og man vil finde ud af, hvor man føler, at man kan gøre mest gavn,
og hvis man ikke kan blive det, så finder man noget andet, som kan hjælpe en
med at blive den, man gerne vil være.
Vi
skal ikke altid have så meget fokus på at definere os selv efter hvad vi er – i
stedet skal vi have fokus på at definere os selv efter hvem vi er.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning.
