Dette indlæg er nr. seks i rækken – du anbefales at læse de tidligere indlæg, som ligger under links.

Dette indlæg omhandler hvad jeg kalder for Galvanisering og omhandler menneskesyn og resiliensforståelse. Først serviceinfo: Links og litteratur fremgår af pdf-fil som er vedhæftet indlægget. Jeg vil samtidig bemærke, at mit formål IKKE er at sætte særligt fokus på én skole eller kommune men at afdække problematikker som er generelle og ikke lokale.

Hvad kan formålet være med at eleverne skal gennemleve følelser som ”irriteret”, ”sur”, ”ked” og ”forvirret” som en del af deres læreproces? I dette analyseafsnit vil jeg diskutere The Pit i forhold til resiliens og hvilket menneskesyn der kan spores af modellen.

Steeling

Der findes forskellige forståelser af resiliensbegrebet beskrevet som fire bølger (Sommer, 2011). I den 1. bølge i 1960-70’erne fandtes begrebet ego-resiliens, det vil sige at resiliens er knyttet til barnet som iboende egenskaber, og at man angiveligt ved hjælp af ”steeling” kan hærde børnene, fordi modgang vil gøre barnet mere modstandsdygtigt. Dette medfører en bevidst udsættelse af børn for modgang og problemer. Ifølge Sommer er 1. bølges forståelse i dag forladt, til fordel for mere multidimensionelle forståelser. I The Pit skal eleverne gennemløbe ”negative” følelser mod ”positive” som en præmis, hvorfor der kan argumenteres for, at eleverne udsættes for en form for ”steeling” i The Pit.

Det galvaniserede menneske

Willig (2014) beskriver Det galvaniserede menneske, det neoliberale menneskesyn og anvendelsen af den positive psykologi til forskellige interventioner, som skal gøre mennesket mere resilient. Det resiliente subjekt er afhængigt af at blive udsat for fare, så det kan blive resilient. Subjektet må underkaste sig, og omstille sig til risici og ydre vilkår der måtte indfinde sig, i hvad der beskrives som en konstant krisetilstand. Det resiliente subjekt forfølger sine mål, uanset modgang. Kultiveringen af subjektet mod det resiliente sker med forskellige teknikker, eksempelvis mentale og fysiske øvelser, hvor subjektet skal lære, hvordan det reagerer under pres, så det kan blive bevidst om egne følelser. Samtidig skal subjektet fremme en positiv attitude, så subjektet kommer sig hurtigere gennem modgang. Willig (2014) problematiserer, at der ligger en implicit accept af ydre vilkårs tilstand, og at subjektet ikke længere er et politisk kritisk individ, fordi kritikken afvæbnes og neutraliseres, og den udadrettede kritik vendes indad som selvkritik.

The Pit indbefatter, at eleverne skal gennemløbe forskellige faser i deres læreproces, hvor de skal lære at håndtere modgang og blive positive. Eleverne udsættes derfor for en form for galvaniseringsproces, hvor formålet er, at de med tiden udvikler evnen til at omstille, tilpasse sig og håndtere modgang med en positiv attitude.

I det følgende vil jeg diskutere to emner: Det grundlæggende menneskesyn (det neoliberale) og anvendelsen af dele fra den positive psykologi i relation til resiliensbegrebet, som får stor betydning i forhold til forståelsen af hvad der er i spil.

Det neoliberale menneskesyn:

Foucault (1978/79) beskriver tilblivelsen af neoliberalismen og det neoliberale subjekt ved en række forelæsninger: Den politiske rationalitet er ikke lovsamfundet eller markedet, men konkurrencedynamik. Det neoliberale subjekt forstås som homo entrepreneur, som er sin egen virksomhed, der kapitaliserer sig selv som kilde til egen indtjening i et marked, hvor økonomiske spilleregler regulerer aktiviteter med aktører som økonomiske agenter. Det neoliberale subjekt reguleres ved rationel egeninteresse, også ved sociale relationer, og accepterer realiteter ved at tilpasse sig på en rationel og systematisk måde, hvorfor subjektet kan reguleres med adfærdsteknikker, eksempelvis Skinners behaviorisme. Foster (2016) beskriver at governmentality, styreformen, sker ved evaluering, accountability, målinger, standardisering og selvmonitorering, som gør det muligt at måle og udøve magt fra distancen, hvor subjektet ”løbende arbejder med sig selv, konstant transformerer sig selv og forbedrer sig selv, for at gøre sig endnu mere effektiv” (egen oversættelse, Foster, 2016, 92). Staten tilbyder ikke længere tryghed og sikkerhed, og søger en ny form for legitimitet i form af udbredt institutionalisering af psykologisk-terapeutisk praksis med teknikker og strukturer som selvet kan ledes igennem ved hjælp af selv-ledelse. Komplekse sociale problemstillinger nyfortolkes som personlige problemer, der kalder på et individuelt fremfor et kollektivt svar. Der følger også et nyt moralsk sprog, hvor forklaring på komplekse socioøkonomiske problemer begrænses til subjektets mangel på selvdisciplin, uvillighed, fejl eller moral, mens socialvidenskabelige forklaringer forkastes som moralsk irrelevante.

Resiliensforståelse

Webb (2013) beskriver i sin bog ”Resilience How to cope when everything around you keeps changing” blandt andet resiliens som udtryk for, hvordan man møder verden og livet. Der sættes som præmis, at verden er i konstant forandring, og at individet selv med en positiv resilient attitude kan tilpasse sig konflikter, modgang og stressende omstændigheder, der beskrives som udviklende muligheder. Sammenhængen mellem neoliberalisme og psykologien som aktør, især dele af positiv psykologi, problematiseres af Sugarmann (2016) idet ansvar for egen lykke er blevet indoptaget af neoliberalismen og at mennesket omdannes til homo entrepreneur som er uafhængig, selvtilstrækkelig, konkurrencedygtig, fleksibel, tilpasningsdygtig og mindre afhængig af samfundets støtte. Indenfor denne diskurs bliver lykke både mål og middel, og neoliberal governmentality (styring), medfører forskellige styrings- og disciplineringsteknikker hvormed subjektet selv tilskrives muligheden for lykke og autonomi. Den positive psykologi er blevet et milliardforetagende (Sugarmann, 2016), som har spredt sig til bl.a. psykoterapi, uddannelse, ledelse, marketing og coaching. Lykke anses som et produkt af egen indsats, dermed er mennesket ultimativt ansvarlig for egen lykke. Samtidig medfører det også, at ulykkelige mennesker har fejlet, fordi de ikke har taget ansvar for egen lykke.

Opsummering og overvejelser:

Hvis vi ser tilbage på hvilket menneskesyn der er i spil, træder det neoliberale menneskesyn frem.

I den første udgave af The Pit (beskrevet i indlæg ”Elever i The Pit 3: Tilblivelsen af The Pit”) af Butler kan vi spore det neoliberale menneskesyn og resiliensforståelsen – der er eksempelvis tale om ”individuel kamp”, ”transformationer”, ”lære at blive resilient”, ”accept af frustrationer, frygt og skuffelse”, ”opbygning af mod, vedholdenhed og en ustoppelig disposition for læring”. Denne forståelse går igen i LÆRINGSUDFORDRING PITTEN, hvor eleverne bl.a. forsætligt udsættes for ubehagelige følelser og skal transformere sig selv fra ”negativ” til ”positiv”.

Anvendelsen af Dwecks mindset teori (beskrevet indlæg ”Elever i The Pit 4: Imperativet (kravet om) Det rette mindset”)er udtryk for det neoliberale menneskesyn og resiliensforståelse. Eleverne mødes med et krav om at tilpasse sig og have ”den rette indstilling” – der stilles ikke spørgsmålstegn ved klassemiljøet, det faglige niveau eller andet. Eleverne skal ville, turde og have lyst til at prøve, selvom de begår fejl. Ansvaret ligger udelukkende hos eleverne.

Eleverne udsættes for negative følelser som en gentagen praksis. Det er præmissen for deres læreproces i modellen. Som der fremgår af præsentationen af modellen ”Det kan være svært og udfordrende at lære nyt. At gå i skole handler jo netop om at lære, og de fleste skoleelever kender derfor til den forvirring, der opstår, når de går i gang med nye opgaver”. Én ting er, at det kan være svært at lære noget nyt. Noget helt andet er, når anvendelsen af modellen sætter som præmis, at eleverne har modstand og skal transformeres i læreprocessen. Dermed bliver anvendelsen af modellen udtryk for en form for terapeutisk proces som eleverne skal gennemleve hver gang, de skal lære nyt.

Der stilles ikke spørgsmålstegn ved klassemiljøet, undervisningen, didaktikken, det faglige indhold eller niveau. Det er alene eleven, som skal tilpasse sig.

Modellen omhandler ikke læring, men elevers følelser og håndtering af formodet modstand i læreprocessen.

I et senere indlæg vil jeg analysere hvordan det neoliberale menneskesyn og resiliensforståelsen manifesterer sig hos eleverne ved at analysere forskellige elevers udtalelser og tegninger af The Pit i indlægget ”Elever i The Pit 8: Elevudtalelser om The Pit”.

Men inden da vil jeg undersøge modellen nærmere. Eleverne skal gennemløbe en proces udtrykt som en slags fortælling, som jeg vil analysere i næste indlæg:

”Elever i The Pit 7: Heltefortællingen” - Modellen har samme struktur som monomyten / heltens rejse (som bl.a. anvendes terapeutisk)

Links:

https://www.folkeskolen.dk/603374/elever-i-the-pit-1-overblik

https://www.folkeskolen.dk/603695/elever-i-the-pit-2-beskrivelse-af-modellen

https://www.folkeskolen.dk/603696/elever-i-the-pit-3-tilblivelsen-af-the-pit

https://www.folkeskolen.dk/603709/elever-i-the-pit-4-imperativet-kravet-om-det-rette-mindset

https://www.folkeskolen.dk/603710/elever-i-the-pit-5-nej-hat-og-ja-hat