Debat

Elever i The Pit 1: Overblik

Hvad sker der, når en model kommer i anvendelse i Danmark (og – viser det sig, også globalt) i undervisningen, og hvilken konsekvenser får det for eleverne? Hvad er modellen udtryk for, og hvad kommer den af? På baggrund af min seneste eksamen i Pædagogisk Psykologi på DPU vil jeg præsentere en række indlæg i løbet af foråret om modellen The Pit, som anvendes på danske skoler i dag.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Mit første indlæg giver et overblik over min undersøgelse af modellen ”The Pit”:

I dag eksisterer der flere modeller, tilgange og koncepter som anvendes i undervisningen i folkeskolen. En nyere model er ”The Pit” som jeg har analyseret i forbindelse med eksamen i Pædagogisk Psykologi på DPU. Min analyse tager udgangspunkt anvendelse af modellen i et konkret projekt indenfor Synlig Læring her i Danmark, men i løbet af min analyseproces viste det sig, at måden modellen bruges på ikke kun er lokal forankret, men global. De problematikker jeg afdækkede, er derfor ikke kun relevante for det konkrete projekt, men også for andre som bruger eller overvejer at bruge modellen. Desuden bliver en konsekvens af mine analysefund at jeg kontakter James Nottingham, som har præsenteret modellen i sin bog ”Challenge Learning” for at præsentere analysefundene for ham.

Mit formål med indlæggene er formidling for lærere, pædagoger, skoleledere og andre indenfor skoleverdenen, så jeg har ”oversat” teoretiske vendinger og begreber for at gøre teksten mere tilgængelig. Samtidig har jeg bibeholdt akademiske henvisninger til litteratur og linker til litteraturliste i de enkelte indlæg.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Metoden har været eksplorativ: Med udgangspunkt i en konkret hjemmeside med videoklip, tegninger, tekster og illustrationer har jeg analyseret bestanddele, henvisninger og ledetråde som har henvist til andre og fortsat undersøgelsen. En sådan undersøgelse kan principielt afdække uendeligt antal faktorer, men jeg har valgt de vigtigste i forhold til at afdække mit hovedfokus: Konsekvenser for eleverne. Når en sådan kompleksitet i forhold til faktorer skal indfanges og analyseres, har jeg valgt at bruge en teori kaldet agential realisme, som bl.a. har været anvendt indenfor mobbeforskningen, da den er særdeles anvendelig til analyse og afdækning af forståelsen af, hvordan mange komplekse faktorer kan få en betydning for et problemfelt.

Kommende indlæg - liste:

I det følgende kommer en liste med de kommende indlæg med overskrifter og en meget kort beskrivelse, idet jeg anbefaler, at læsere starter med overblikket og læser indlæggene i rækkefølge:

Elever i The Pit 1: Overblik Dette indlæg

Elever i The Pit 2: Beskrivelse af modellen Med udgangspunkt i et konkret projekt beskrives modellen og dens anvendelse og bestanddele

Elever i The Pit 3: Tilblivelsen af The Pit Hvordan modellen er opstået, og hvad den er opstået af

Elever i The Pit 4: Imperativet (kravet om) Det rette mindset Hvordan Carol Dwecks mindset teori kommer i anvendelse – og mulige konsekvenser

Elever i The Pit 5: NEJ HAT og JA HAT Om modellens illustration og antagelse om modstand mod læring

Elever i The Pit 6: Galvanisering Om menneskesyn, resiliens og faktorer som får betydning for modellens anvendelse

Elever i The Pit 7: Heltefortællingen Modellen har samme struktur som monomyten / heltens rejse (som bl.a. anvendes terapeutisk)

Elever i The Pit 8: Elevudtalelser om The Pit Analyse af forskellige elevudtalelser, transskriberet fra videoklip og analyse af elevtegninger af The Pit

Elever i The Pit 9: Oplevelsen af The Pit Hvordan elevers oplevelse af at være i The Pit kan påvirke dem når de møder modstand

Elever i The Pit 10: Konsekvenser for eleverne Hvordan anvendelsen af modellen får konsekvenser for eleverne

Elever i The Pit 11: Evidens og videnskabelighed Modellen er en del af et projekt, som hævder af være evidensbaseret. Dette stiller jeg spørgsmålstegn ved og begrunder hvorfor. Jeg undersøger også videnskabelighed i form af akademisk praksis (anvendelse af litteraturhenvisninger) og henvisninger (eller mangel på samme) til videnskabelige artikler.

Elever i The Pit 12: Perspektivering Kan vi anvende modeller, metoder og koncepter som de er? Og hvad skal vi være opmærksomme på når de kommer i anvendelse i den daglige undervisning?

--

Efter min liste vil jeg bemærke, at mit formål IKKE er at sætte særligt fokus på én skole eller ét projekt men at afdække problematikker som er generelle, og ikke lokale, idet jeg håber, at mine indlæg vil danne grundlag for diskussioner og refleksioner i forhold til hvordan man i praksis forholder sig til forskellige modeller, tilgange og koncepter.

Powered by Labrador CMS