Sammen om skolen er del af en ny trend

For et år siden lancerede undervisningsministeren et nyt samarbejde med alle skolens parter. Ideen havde hun fra trepartsforhandlingerne. Men det er meget mere end det, siger forskerne. Det er et nybrud. Og det bunder i dybere ændringer i styringsmekanismerne.

Publiceret Senest opdateret

Der blæser nye vinde i styringen af skolen. Vinde, der handler om tillid til medarbejderne. Og om en erkendelse af, at skolens udfordringer er så komplekse, at man ikke kan løse dem fra toppen alene.

28. maj sidste år lancerede børne- og undervisningsministeren partnerskabet Sammen om skolen, hvor hun inviterede Danmarks Lærerforening, Skolelederforeningen, KL, Danske Skoleelever, Skole og Forældre, BUPL og Børne- og Kulturchefforeningen til at mødes med forligskredsens uddannelsesordførere for at løse nogle af skolens store udfordringer.

Partnerskabet er et markant brud med den politik, der blev ført i 2013, hvor lærerne blev lockoutet og derefter skulle implementere en folkeskolereform, hvis indhold de ikke havde haft indflydelse på.

Selv om den daværende undervisningsminister Christine Antorini er Pernille Rosenkrantz-Theils socialdemokratiske partikollega, lægger den nuværende minister ikke skjul på, at hun ønskede sig et partnerskab allerede dengang – inspireret af de trepartsaftaler, hun har stor kærlighed til efter mange år på arbejdsmarkedsområdet.

Partnerskaber ligger i umiddelbar forlængelse af de udfordringer i dansk politik, som journalist og forsker Sigge Winther Nielsen beskriver i bogen “Entreprenørstaten”. Han peger på, at alt for meget politik bliver lavet ved “fordøren” – altså der, hvor politikerne kan vise vælgerne, hvor handlekraftige de er, når de på ingen tid har løst et problem ved at lave en ny reform. Og alt for lidt bliver gennemarbejdet ved “bagdøren”, hvor politikerne burde have kontakt til de mennesker, som oplever problemerne, og som sidder med den viden, der skal til for at løse dem.

Bogen udkom ti dage før lancering af Sammen om skolen, og Pernille Rosenkrantz-Theil fortæller, at hun læste den med det samme og grinede godt af, at hans tanker tydeligt er groet i samme have som hendes egne.

Nye vinde i den offentlige sektor

Fakta om Sammen om skolen

Partnerskabet Sammen om skolen blev lanceret i en kronik i Berlingske Tidende 28. maj 2021 af de største aktører på folkeskoleområdet: regeringen, Danmarks Lærerforening, Skolelederforeningen, KL, Danske Skoleelever, Skole og Forældre, BUPL og Børne- og Kulturchefforeningen. Ideen var ikke at skabe en ny reform, men i stedet på en gang at give skolen ro og i fællesskab få løst de problemer, som alle parter mener er vigtige.

Første store punkt var at skabe et nyt evalueringssystem, og her blev en aftale indgået 29. oktober 2021 med ikrafttræden fra skoleåret 2022/2023 til 2026/2027. Aftalen indeholder nye nationale test, kvalitetsrapporterne erstattes af skoleudviklingssamtaler, elevplaner erstattes af en meddelelsesbog, uddannelsesparathedsvurderingen ændres, og en række udviklingsprojekter og forsøgsprogrammer sættes i gang.

Nu er partnerskabet i gang med at diskutere inklusion, anvendelsesorienteret undervisning og fagenes indhold i forhold til deres formål.

Men hvad er der så sket siden 2013? Man kan løfte blikket fra skolen til den offentlige sektor. Professor på Institut for Samfundsvidenskab og Erhverv ved Roskilde Universitet Jacob Torfing er ikke overrasket over samarbejdet i skolepolitikken, for den offentlige sektor har løbende været præget af forskellige måder at tænke styring og ledelse på. Fra 60’erne, hvor politikerne skulle diagnosticere problemerne og i deres visdom komme med løsninger, som skulle implementeres af bureaukratiet.

Over 80’erne med new public management, hvor de offentlige administrative ledere skulle sikre forandring og effektivitet gennem benhård resultatstyring og dokumentationskrav. Til nu, hvor der blæser nye vinde på Slotsholmen i form af opgør med målstyring og mere tillid til hele den offentlige organisation. Det baner vejen for en ny tænkning med fokus på dialog hele vejen op og ned i styringskæden, og hvor alle involverede parter får et fælles billede af udfordringerne, forklarer Jacob Torfing.

“Skal man sige det lidt frækt, så har politikerne gjort den observation, at der nok er mange lærere, der også gerne vil have, at eleverne lærer at regne og skrive og får et godt børne- og ungeliv. Og så tænker politikerne, at lærerne måske faktisk sidder inde med værdifuld viden, som skal i spil for at løse udfordringerne”, siger han.

Med dialogen kommer en langt skarpere diagnose og bedre løsning af udfordringerne, dels fordi man kan mønstre langt større iderigdom ved at tage alle parter med, dels fordi lærerne har ejerskab til de løsninger, der bliver fundet. Men det er netop kun muligt, fordi der nu er en helt anden grad af tillid til medarbejderne i den offentlige sektor, end der var for ti år siden, understreger professoren.

Del af international trend

Løfter man så blikket endnu højere op, er der også på internationalt plan sket en vægtforskydning i både forskning og politik fra new public management til new value governance, hvor man i højere grad kigger på, hvordan alle de implicerede parter kan skabe værdi for borgerne og samfundet som helhed.

“Sammen om skolen er en del af en trend, hvor det handler om at samarbejde for at finde fremtidens løsninger, og det kræver, at man mobiliserer alle resurser. Den amerikanske tænketank National Academy for Public Administration, som samler 950 professionelle inden for offentlig ledelse, barslede for små to år siden med en rapport, der taler om mere tillid, involvering og fælles diagnosticering. Det, der sker i Danmark, flugter fuldstændig med den tænkning”, fortæller Jacob Torfing.

Mikkel Mailand, som er forskningsleder på Forskningscenter for Arbejdsmarkeds- og Organisationsstudier på Københavns Universitet, ser også Sammen om skolen som udtryk for en ny tendens væk fra en statslig centraliseret styring, hvor man har svunget taktstokken ensidigt. Han peger på ældreområdet, hvor man på samme måde er gået over til mere fælles beslutninger. Han kan også godt se, at det kan minde om den filosofi, der ligger bag trepartsforhandlingerne på arbejdsmarkedsområdet.

“Men trepartsforhandlingerne er tit meget konkrete, og særligt de sidste mange år har de fokuseret på ét bestemt afgrænset problem. Det, vi ser i Sammen om skolen, er mere en paraply, hvor man ser bredt på store udfordringer og har mange dagsordener i spil på samme tid”.

Samarbejdet kan få betydning for de kommende overenskomstforhandlinger, fordi det skaber en anden klangbund og andre relationer mellem DLF og KL, vurderer arbejdsmarkedsforskeren:

“Lærerforeningen vil møde op til overenskomstforhandlingerne med en forventning om en vis lydhørhed fra arbejdsgiverne efter et så langt og tæt samarbejde op til”, siger Mikkel Mailand.

Kunne man så i virkeligheden have skabt det her samarbejde allerede i 2013 og undgået lockouten? Næppe. Selv om man måske var begyndt at se ulemperne ved de mange dokumentationskrav og mistilliden mange steder, og kommunerne i stigende grad begyndte at arbejde mere tillidsbaseret i løbet af 10’erne, så er det brede politiske lag på Slotsholmen først klar nu, mener professor Jacob Torfing.

“Tiden er modnet. Og der har også været afsmittende læring fra klimaudfordringer og pandemi, hvor de offentlige topledere har set, at de ikke kunne skabe de løsninger, der var brug for, uden at række ud i samfundet og mobilisere andre kræfter”.

Der skal skabes resultater

Er det her så vejen frem fra nu af?

Nej, ligesom det har været hidtil i den offentlige sektor, så vil den her periode efter al sandsynlighed også bevæge sig over i noget andet. Og det er ikke svært at få øje på, at der kan være en bagside. De enkelte parter kan føle sig låst fast af aftalerne, for hvor lydhør er ministeren, når det kommer til stykket? Det kan også blive for meget snak og for lidt handling, fordi alle skal være enige. Ligesom det heller ikke i sig selv automatisk giver nye løsninger, at the usual suspects sætter sig sammen og diskuterer.

“Hvis de enkelte parter fortsætter med samme tunnelsyn, ændrer det ikke på noget. Der er brug for målrettet disruption i debatterne med input for eksempel fra andre lande. Og jeg mener også, at man burde hente inspiration fra det private arbejdsmarked og aktører i lokalsamfundene”, siger Jacob Torfing.

Om samarbejdet kommer til at overleve et eventuelt regeringsskifte, som både Danmarks Lærerforenings formand og undervisningsministeren håber, vil nok afhænge af samarbejdets evne til at skabe resultater.

“Den her form for samarbejde afhænger ikke af partifarven. Det var en socialdemokratisk regering, der gennemførte reformen i 2013 og skabte mistilliden. Det handler også om personer, for Rosenkrantz-Theil var allerede dengang en af de få opponerende kræfter hos Socialdemokratiet. Hvis der kommer en minister, der har behov for at markere sig ved at lægge samarbejdet i graven og gå nye veje, så sker det. Men hvis man kan se, at man i Sammen om skolen er ved at komme i mål med noget, hvor man kan høste noget af andres arbejde, så vil det helt sikkert bestå”, siger Mikkel Mailand.