Minister: Brikkerne falder på plads som i Tetris

Undervisningsministeren tror på, at det kan lykkes at løse nogle af de helt store udfordringer omkring skolen, når alle parter og politikere mødes.

Publiceret Senest opdateret

Hvis man vækkede børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (Socialdemokratiet) midt om natten, ville hun i søvne kunne fortælle, hvad Danmarks Lærerforening mener er løsningen på inklusion. Det samme kan hun for KL, Skolelederforeningen og en række andre organisationer. For det giver en helt anden magi, når parterne sidder sammen og lytter til hinanden på møderne i Sammen om skolen, som de gjorde forrige uge på det første af fem møder om inklusion.

”Inklusionen er efter min mening den største og mest komplekse udfordring for folkeskolen. Det er et af de megaproblemer, hvor der ikke er nogen lette løsninger, og hvis vi ikke gør det i samarbejde, kan vi ikke få det tilbage på sporet”, fortæller undervisningsministeren. ”Men med sådan et møde, som vi lige har haft, får jeg en oplevelse af, at vi kan skabe magi i forhold til skoleproblemer. Jeg havde en fornemmelse, som når man ser et tetrisspil, hvor alle brikkerne pludselig passer sammen. Efter min bedste overbevisning har det ene møde rykket mere ved inklusionsdagsordenen end de seneste fem års diskussion om inklusion”.

”At nå derhen, hvor de forskellige legitime standpunkter kan være der samtidig, det har krævet en utrolig tæt dialog”.

Det er et år siden, undervisningsministeren lancerede partnerskabet Sammen om skolen. Men ideen har boblet hos hende allerede før reformen inspireret af hendes mange år på arbejdsmarkedsområdet, hvor hun har fået stor kærlighed til modellen med trepartsaftaler.

Hun mener sagtens, man kunne have gjort det dengang. ”Men der var ikke politisk vilje til det”, forklarer hun. Og det er ikke formandsskiftet i Danmarks Lærerforening, der har gjort forskellen.

”Nej, det mener jeg ikke. Jeg har haft et enormt godt samarbejde med Anders Bondo Christensen, og det har jeg fuldstændig på samme måde med Gordon Ørskov Madsen”.

Alle reflekterer over hinandens positioner

Den store svendeprøve i samarbejdet var aftalen om et nyt evaluerings- og bedømmelsessystem. Ministeren har et grundprincip om, at alle parter og partier skal kunne se sig selv i 80 procent af, hvad der bliver aftalt, men de behøver ikke at elske alle detaljer. Udfordringen var blandt andet at finde en måde at teste på, hvor det både er relevant ud fra et pædagogisk perspektiv, og hvor det giver politikerne mulighed for at følge med i, hvordan det går i folkeskolen.

”Vi har landet en aftale om test, som i meget høj grad kommer til at afspejle de test, som lærerne allerede bruger i læsning og basale matematikfærdigheder. Det er en måde, som lærerne har brugt i årevis, uafhængigt af hvad vi har fundet på fra centralt hold. Det skal jo gøres på en måde, hvor det også giver pædagogiske mening, og hvor der ikke kommer teaching to the test. Hvor resultaterne kan forklares af lærere på en overskuelig måde og kan gennemskues af elever og forældre. At nå derhen, hvor de forskellige legitime standpunkter kan være der samtidig, det har krævet en utrolig tæt dialog”.

Når det kan lade sig gøre at indgå sådan en aftale, er det netop, fordi alle hører hinanden og reflekterer over hinandens positioner. Så begynder der at vise sig nogle veje og fællesnævnere på tværs, og der opstår nye ideer til, hvordan vi kan gribe ting an, fortæller ministeren.

”Og så betyder det noget, at vi sidder inde i det politiske maskinrum i modsætning til en konference, som slutter, og hvor alle går videre. Vi kan jo tage nogle ting direkte videre og lave love og vejledninger og webinarer, og andre ting må vi sætte forskere og andre til at tygge igennem og kvalificere, hvordan vi griber an”.

For hende er det vigtigt, at de sammen har taget en beslutning om ikke at lave en ny stor reform, der skal forsøge at løse alle problemer, men i stedet konkludere, når de kan, og så sætte de ting i værk, som alle er enige om er en god ide.

Hjælper ikke at se pæn ud i tv-avisen

En del af kritikken på samarbejdet i partnerskabet har været langsomheden, fordi alle skal høres, men det rører ikke Pernille Rosenkrantz-Theil. Hun henviser til internationale undersøgelser om, at det tager mellem fem og femten år, før en folkeskolereform har effekt ude i skolerne. Nogle af de år vil hun gerne placere, inden beslutningerne bliver taget, så man rammer rent og får tingene forankret hos lærerne og skolelederne.

”Det eneste, man egentlig får ud af hurtighed, er, at jeg kan stå og se handlekraftig ud i en tv-avis i morgen. Vi folkevalgte bliver ofte spurgt, hvornår der sker en forandring. Hvor hurtigt går det? Der skal vi blive ved med at have det lange lys på”.

Undervisningsministeren håber meget, at Sammen om skolen vil bestå efter et eventuelt regeringsskifte, og hun oplever, at der er stor enighed i forligskredsen om, at det er en god måde at arbejde på. For modellen har også påvirket samarbejdet blandt uddannelsesordførerne på Christiansborg.

”Det har været en stor kampplads. Jeg var rystet, da jeg kom til de første møder i forligskredsen om test, hvor mine begavede, eftertænksomme kolleger bogstaveligt talt råbte ad hinanden. Nu har jeg lige lagt et billede op i går, hvor vi spiller bordfodbold. Stemningen er utroligt meget anderledes i forligskredsen end for nogle år siden”.