Debat

Afskaf lektier

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Som skolepsykolog møder jeg mange familier, der dagligt fortvivler over lektielæsning. Det, der skulle have været en lille daglig dosis lektier, bliver til timevis af konfliktfyldte situationer med frustrationer, vrede, tårer og en dårlig kontakt mellem forældre og barn.

Vi inkluderer mange børn med særlige behov i folkeskolen. I skoletiden tages der særlige hensyn, udarbejdes handleplaner, anvendes anderledes fagdidaktik og et væld af specialpædagogiske tiltag. Disse elever læser også lektier hjemme - vel at mærke med forældre, der som oftest ikke har hverken lærer- eller specialpædagogisk baggrund.

I Danmark har man uddannelsespolitisk de sidste 30 år arbejdet på at hindre negativ social arv. Ifølge Morten Ejrnæs' »Det ved vi om social arv« er »Forældres uddannelse, erhverv og deres boglige resurser afgørende både for børnenes motivation for at uddanne sig og for deres muligheder for at kunne opnå hjælp og støtte fra forældrene til skolegang og uddannelse«. Det betyder, at børn, der har brug for hjælp til lektielæsningen, til motivationen i forhold til skolesager, til sparring i forhold til det faglige indhold i lektier og eventuelt til støtte i fastholdelse af koncentration med hensyn til lektierne, ikke nødvendigvis kan få det af forældrene.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Vi taler i dag om livslang læring. Samfundet udvikler sig i rivende hast, og den uddannelsesmæssige baggrund og viden, vi selv havde brug for, da vi gik i skole, er ikke den samme, som vores egne børn eller børnebørn har brug for. For at kunne skabe god grobund for livslang læring for alle børn må drivkraften nødvendigvis være motivation. Den vigtigste kompetence, vi kan give børnene, er glæden ved og åbenhed over for læring.

Derfor: Afskaf lektier.