Under overskriften Visioner
og vrede anmelder Jens Raahauge her i bladet (24. februar 2023) Carlo
Grevy: "Skolen – Et manifest".
Han
fremsætter heri synspunkter og argumenter, der fører frem til, at han ”ikke
uden videre kan overgive sig til bogen” (frit citeret). Og den konkluderende
begrundelse er, at ”det skyldes de mange omgange af vrede, man som læser skal
trækkes igennem, inden man når frem til det visionære”.
Jens Raahauge påstår videre, at
denne vrede skyldes, at ”forfatteren føler sig overset eller modarbejdet af sin
leder på læreruddannelsen”. Jens Rahaauges synspunkter forekommer mig at udtrykke en
forsimplet forståelse af Carlo Grevys anliggende, og de kalder derfor på et svar. Og da
jeg har skrevet det redaktionelle forord til Grevys bog, er det nærliggende, at
jeg forsøger mig hermed.
Jens Raahauge fortjener ros for, at han i sin anmeldelses første
halvdel udtrykker sans for det det helt centrale i Carlo Grevys anliggende: At det ikke
alene er ønskeligt, men også nødvendigt, at få gjort op med en kontraproduktiv,
traditionsrepeterende og visionsløs skolekultur,
at få promoveret en skolekultur, der
visionært tager afsæt i skolens og fagenes formål,
at der – med Jens Raahauge – praktiseres en undervisning med fagene og ikke i fagene.
I denne del af anmeldelsen ligger Jens Raahauge helt på linje såvel med Carlo Grevy, som med mit
forord og Søren Rønhedes efterskrift. Så langt, så godt!
På den baggrund virker fortsættelsen, dvs. Jens Raahauges begrundelse
for, at han ”ikke uden videre overgiver sig til bogen”, derfor unægteligt forsimplet
og misvisende. Kritikken hæftes nemlig uden videre op på ét eneste element: en
vrede, som Jens Raahauge påstår, at Carlo Grevy primært retter mod sin tidligere leder på læreruddannelsen.
Det er denne, iflg. Jens Raahauge, personligt
motiverede vrede, der er det underliggende og uproduktivt ledende i Carlo Grevys kritik
af den nuværende skolekultur. Denne
vrede er nemlig ufrugtbar, da den blokerer for ”den dialog, som kunne berige
skolen” – og dermed for de visioner, som en for-målsorienteret undervisning kunne
skabe rammerne for. Indvendingen forekommer både énøjet og ureflekteret af flg.
grunde:
- Carlo Grevys vrede, der rettere må beskrives som skuffelse, undren eller indignation, retter
sig mod en stivnet skolekultur, der
blokerer for produktiv læring og udvikling. Læser man hans bog, står det også
hurtigt klart, at det er denne skolekultur
i sin helhed, der er hans anliggende – og ikke forholdet til enkeltpersoner. Af
samme grund nedtones sidstnævnte også. At JR gør dette til (næsten) hele sagen,
er derfor et slag under bæltestedet.
- Men
hvad er der i øvrigt galt med at udtrykke følelser – i form af vrede,
skuffelse, bekymring eller som en engagementets pathétique – i en debat om
skolekulturen? Er det ikke netop en
sådan tilgang til hele dette felt, der er brug for i en tid, ”hvor
instrumentaliseringen af skolen har nået nye højder”, og hvor ”vi har fået en
instrumentel og kontrol- og testvenlig læringstilgang” etc. Hvor vi har skabt en
skole og en pædagogik uden børn? Både i den faktiske skolepraksis og i
debatten om skolen. Derfor: Kan vrede, engagement og en holdning, der ikke vil affinde
sig med tingenes (s)tilstand, ikke netop være en brugbar, ja tiltrængt,
diskursform, når der skal udkastes visioner for en skole, der giver trivsel og
mening for børn og lærere, og som gør dem glade for at være i den?
- Carlo Grevys bog er i denne sammenhæng, som titlen siger, netop et manifest, og det vil her sige en erklæring i form af en opfordring
til at gøre op med den eksisterende skole og tænke i nye baner. Og han angiver,
hvad der skal danne grundlaget for en lærings- og udviklingsmæssigt mere
produktiv skole. Ikke mere og ikke mindre! Hvordan denne skole konkret skal
tænkes, udfoldes og praktiseres ligger det nemlig ikke inden for rammerne af et
manifest at redegøre for. Det kræver ikke blot en, men flere nye bøger – og
ikke mindst en helt ny skolekulturel
tænkemåde.
I slutningen af sin
anmeldelse forsøger Jens Raahauge at tage brodden af Carlo Grevys hele anliggende ved at henvise
til, at den formålsstyrede undervisning, som Carlo Grevy plæderer for, faktisk allerede
praktiseres. Han henviser til, at han som skoleleder har set mange lærere
praktisere en sådan undervisning med et stort trivsels- og læringsudbytte. CG
vil naturligvis ikke betvivle, men glæde sig over, at sådanne undervisningsforløb
finder sted. Men den slags solstrålehistorier hører nok snarere til undtagelsen
end til reglen i skolen – desværre! Hovedtendensen er nok, at man hellere vil
innovere den eksisterende skolekultur,
end grundlæggende ændre den. Hvorfor ændre en skole, som historisk har vist sig
robust og ”rigtig”? Hvorfor ikke nøjes med at forbedre den eksisterende skole?
Mere af det samme – bare mere effektivt. Det er hele dette problemkompleks, Carlo Grevy søger et opgør med.
Bogen er anbefalelsesværdig læsning for enhver, der
finder undervisnings- og skolespørgsmål af central betydning for samfundet.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning.
