”Hvorfor skal mit barn sprogtesttestes eller have
DSA-undervisning, når jeg selv er født og opvokset i Danmark?”.
Det spørgsmål stiller
en del forældre sig i dagens folkeskole. Og hvad skal man som lærer svare til
det?
Der er 31.308 børn i Danmark, som man kunne kalde tredjegenerations-minoritetsdanske børn. De er børnebørn af mennesker, som er kommet til Danmark fra
andre lande. Men deres forældre er født og opvokset i Danmark.
For et par år
siden viste det sig, at børnene ikke klarer sig bedre i skolen, end den anden generation, de såkaldte 'efterkommere', og det fik lektor, ph.d. i pædagogisk antropologi ved DPU, Aarhus
Universitet Laura Gilliam til at starte et forskningsprojekt med netop de her
børn og deres forældre i centrum.
Første del om forældrene er netop
offentliggjort.
”Forældrene tilhører den generation, jeg har undersøgt i 20
år. Det er dem, vi altid har talt om i forhold til integration. De er nu blevet
forældre, og det gjorde mig interesseret i, hvordan de bruger deres
skoleerfaringer, når de opdrager børn og håndterer deres børns skolegang”,
fortæller hun.
Laura Gilliam har dybdeinterviewet 20 anden-generations-minoritetsdanske forældre
fra forskellige boligområder, med forskelligt uddannelsesniveau og etnisk
baggrund, og de er radikalt anderledes end det gængse billede af deres forældres
generation.
De føler sig som danske forældre
De 20 forældre har en masse til fælles og følger tendensen
for forældre generelt i samfundet.
”Det er slående for mig, at de alle sammen tilhører
generationen af, der er præget af normen om det intensive forældreskab. Den tendens, man taler om de majoritetsdanske forældre, hvor middelklassens norm om at være meget aktiv og
engageret i selv de mindste detaljer i børnenes liv har bredt sig til de andre
klasser, gælder også for de andengenerations-minoritetsdanske forældre”.
Det hænger sammen med, at minoritetsforældrene føler sig
meget danske. Mange af dem har som børn oplevet stigmatiseringer, og de er
blevet gjort opmærksom på, at de var muslimer og ikke en del af
danskerne.
Men nu, hvor de er blevet forældre, kan de mærke, hvor meget de er
formet af det danske samfund.
”Langt de fleste taler med ømhed om deres egne forældre og mener, at de
gjorde, hvad de kunne, men de forstod ikke, hvad der foregik i skolen. Det vil
de gerne gøre anderledes. De vil ikke have, at deres børn skal opleve det, de
selv har oplevet, så de bruger deres viden og forståelse af den danske
folkeskole til at støtte deres egne børn”, siger hun.
Erkend at du ser børn forskelligt
Den nye forældretype kalder på en ny bevidsthed hos lærerne.
”Det er vigtigt for lærerne at være opmærksomme på, at der
kommer flere og flere forældre, som selv har gået i skole i Danmark, og det har
betydning for de forudsætninger de har".
"Hvis man møder forældrene som nogle,
der ikke kender skolen og samfundet og måske ikke taler dansk, så vil man støde
en del forældre”, forklarer hun.
Det kalder på en anden forståelse både i relationsarbejdet
med forældrene og i forventningerne til børnene.
Fx i forhold til, hvad de kan
få hjælp til hjemme, og hvilket sprog der bliver talt hjemme.
”Lærere har en tendens til i lighedens navn at sige, at de
ikke går op i etnicitet, og bare ser alle som børn. Det forstår jeg virkelig
godt, at man gerne vil, men virkeligheden er bare, at det gør vi ikke".
Hun peger på, at vi alle bærer nogle forforståelser af de børn og mennesker, vi møder, og det præger vores tilgang og forventninger til dem, og hvilke forklaringsmodeller vi tyer til, når vi oplever udfordringer med dem.
"Derfor advokerer jeg meget for, at man lægger etnicitetsblindheden fra sig og erkender, at man har en
forståelse af hvert barn, så man kan tjekke op på, om den forståelse faktisk
stemmer overens med virkeligheden”.
Laura Gilliam understreger, at hun ved, at lærere har travlt, men ideelt
set vil det rigtige være, at man har mere indsigt i det enkelte barns baggrund
og forældrenes vilkår og forudsætninger, så man kan handle i forhold til det.
”Der er nu små 200.000 efterkommere i Danmark. Kun 15 procent
er i dag over 30 år, så der vil komme flere og flere andengenerations-minoritetsdanske forældre".
"Det er vigtigt, at man passer på ikke at tænke, at når du har
minoritetsbaggrund, så er du sådan her. Men i stedet forholder sig åbent og
nysgerrigt. Det gælder jo også førstegeneration, men nu er der altså kommet et
nyt diversitetsparameter ind, fordi mange forældre er født og opvokset her”.
Tre skolestrategier som skal mødes forskelligt
Laura Gilliam ser også forskelle i gruppen af andengenerations-minoritetsdanske
forældre. De er ikke forskellige typer af forældre, men de følger tre
forskellige strategier i forhold til skolen. Strategierne følger ikke etnicitet,
men tre andre faktorer: Hvor man bor, hvilken uddannelsesbaggrund man har, og
om man selv har oplevet at blive inkluderet eller ekskluderet i den danske
skole.
Det resulterer i forsvarsstrategien, hvor forældrene,
som typisk bor i multietniske boligkvarterer, vil forsøge at få deres børn på
danske skole med ikke for mange minoritetsbørn, men dog heller ikke alt for få
for dels at holde dem væk fra den ballade, som de ofte oplever kommer fra andre
minoritetsbørn og samtidig sikre, at de ikke bliver diskrimineret blandt majoritetsdanske
børn og lærere. Disse forældre har flere strategier til at forsvare deres børn
imod de mange fælder og farer, de oplever, at der er i lokalområdet og i
skolen.
Her er det vigtigt, at man som lærer lytter, når de kommer
med deres bekymringer og ikke bare opfatter det som at de kommer og blander
sig. Førstegenerationsforældrene har ofte været ’nemme’ for lærerne, fordi de
opfattede lærerne som autoriteter, men her kommer forældre, som kender skolen. Og
de har ofte nogle egne erfaringer herfra, som har betydning for, hvordan de
agerer som forældre.
Opstigningsstrategien gælder forældre, som har
oplevet stor social mobilitet uddannelses- og jobmæssigt og er flyttet til
områder, hvor deres børn måske er de eneste med minoritetsbaggrund. De opfatter
sig selv som danske, men oplever, at de alligevel kommer til kort i en gruppe
af forældre, som har endnu flere resurser og overskud med fleksible jobs,
kulturel kapital og penge. De forventer at være inkluderet, for det har de selv
oplevet som børn, og derfor virker oplevelser med, at de stadig bliver set som
’indvandrere’, langt stærkere på dem end de andre.
Her skal man som lærer være bevidst om, at selv om man har
en elev, som ser ud til at have det fint og har resursestærke forældre, så kan
der godt være områder, hvor eleven føler sig udsat som eneste minoritetsdanske elev
i klassen. Det betyder ikke, at man skal gøre noget ’festligt’ ud af elevens
baggrund, men kræver en opmærksomhed hos læreren.
Og så er der skærmestrategien som ses hos forældre, der
selv har oplevet meget stigmatisering som børn og unge og ikke tror på
folkeskolen til deres børn, men heller ikke på de muslimske friskoler, da de har
dårlige erfaringer med begge steder. De foretager et meget værdibaseret valg af
skole til deres børn og vælger ofte friskoler, der er baseret på at kombinere
dansk skoletraditioner med muslimske værdier, for at skærme dem mod både
diskrimination i det danske samfund og mod for gammeldags muslimske værdier.
Disse forældre vil typisk ikke være i folkeskolen, men måske
kan man lære noget af de skoler, de vælger, fordi de der møder lærere, som opfatter
disse børn som deres primære elever, har en indsigt i deres baggrund og vilkår
og forstår den muslimske tro som noget, der kan kobles med en dansk identitet.
Bred danskhedskategorien ud
Helt generelt for alle tre grupper opfordrer Laura Gilliam
til en bevidstgørelse blandt lærerne og til samtaler i lærergruppen, hvor man
er nysgerrige på de elever og forældre man har.
”Det handler om at tjekke sig selv, når der er problemer og
udfordringer – hvilke forklaringer tyer jeg til. Er der en kulturel
forklaring, og passer den overhovedet på de her forældre og børn? Og så åbne
danskhedskategorien, så den også omfatter børn og forældre med
minoritetsbaggrund. De her forældre rusker i kategorien, for de opfatter sig
selv som danske, og samtidig med, at de holder fast i deres baggrund, vil de
ikke sættes i samme kategori som deres forældre. ’Jeg er født og opvokset i
Danmark. Mit barn er dansk’, siger de”.
