Lige nu sker der en stille revolution i faderskabsroller, mener far - og sociolog - Aydin Soei.

Sociolog: Sønnerne vil være aktive fædre

Publiceret

Om Aydin Soei

Aydin Soei (født 1982) er journalist, forfatter og sociolog.

Kom til Danmark fra Iran som fireårig og er vokset op i AvedøreStationsby.

Er forfatter til flere bøger om integration og radikalisering,blandt andet »Fædre - fortællinger om at blive til som far« (2020),»Vrede unge mænd« (2011) og »Omar - og de andre« (2018).

Har gennem det sidste årti afholdt workshops om etnicitet ogstereotyper i udskolingsklasser gennem foreningen AnsvarligPresse.

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

De fem hovedpersoner i Aydin Soeis bog, »Fædre,« står for et nybrud i dansk integrationshistorie. Alle fem er børn af indvandrere fra lande i Mellemøsten, hvor pengene var få, og hvor uddannelse og job skulle sikre familiens overlevelse. Her var en god far en stærk forsørger, en autoritær figur med stereotype maskuline værdier. For dem var mødet med et individorienteret Danmark svært, ikke mindst når de sad over for børnenes lærere og skulle tale ind i et blødt værdisæt omkring børns udvikling og opdragelse, som de ikke forstod.

Men for deres sønner er det anderledes. De er vokset op i Danmark, tilhører middelklassen og er skolet i sociale koder og velfærdssamfundets sikkerhedsnet og muligheder. Og som voksne har de et ønske om at træde ind i en anden farrolle end den, de kender fra deres egen barndom.

»Lige nu sker der en stille revolution i faderskabsrollen blandt etniske minoriteter. En af de største forandringer, der er sket i de seneste årtier, er bevægelsen hen mod at blive en mere nærværende far. Omsorgens rum er ikke længere forbeholdt kvinden. Der er sket en kæmpestor generationsrejse på blot én generation«, fortæller Aydin Soei.

Han er selv en del af den nye generation af fædre med mellemøstlig baggrund, der kender det danske skolesystem, fra da de selv var børn. I modsætning til deres egne fædre har de mere overskud og har givet den fraværende, autoritære faderfigur sparket.

Fædrene ved nemlig godt, at en nærværende far kan være med til at give børn gode kort på hånden, når deres livschancer skal øges. Hvis børnene skal lykkes med uddannelse og med at holde sig ude af kriminalitet, er chancerne større, hvis far er en aktiv medspiller. Men fædrenes egen velvære spiller også ind, siger Aydin Soei.

»Det har også værdi for fædre selv at være mere til stede i deres børns liv, det viser kønsforskningen. Mange mænd giver udtryk for, at de får en mere sikker, tryg, rodfæstet identitet, når de bliver fædre. Det giver dem tryghed og velvære at være nærværende fædre i stedet for at tilstræbe et gammeldags, autoritært faderideal«.

Forsker: Mørke fædre mødes med mistillid

Stor forskel på første og anden generation

I en passage i »Fædre« fortæller journalist og forfatter Nagieb Khaja, hvordan hans egen far i starten forsøgte at deltage i forældremøder, men måtte give op, da både det danske sprog og selve hensigten med møderne på skolen var uforståelig. Aydin Soei fortæller også, at samarbejdet mellem skolen og hans eget barndomshjem var stort set ikkeeksisterende.

»Mange af de her mænd ved simpelthen ikke, hvad deres rolle er, når de sidder til den her samtale. Hvis du har et kønsideal, hvor manden er forsørgeren, og han træder til, når der er problemer, der skal løses, så kan det virke fremmedgørende at sidde og have en dialog om dit barns udvikling«, siger Aydin Soei.

For efterkommerfædre er forældresamarbejde ikke et problem. De ved, hvad der forventes af dem, og er engagerede i deres børns skolegang. Men selv om vi inden for de seneste ti år for første gang har set, at familier med anden etnisk baggrund vokser ind i middelklassen og i stigende grad efterlever dens værdier, findes der stadig fædre med minoritetsbaggrund, der har en helt anden verdensopfattelse. Derfor skal man som lærer være opmærksom på, at fædrene ikke er en homogen gruppe og skal behandles forskelligt, mener Aydin Soei.

»Folkeskolen skal generelt gå væk fra en one size fits all-tilgang til forældre med minoritetsbaggrund. Der er verdener til forskel på fædre med anden etnisk baggrund, der er født her, har gået i skole her og nu tilhører middelklassen, og så en syrisk mand, der er kommet hertil for fire år siden. Du bør ikke behandle de to fædre ens, når det kommer til skole-hjem-samarbejde og dialog om børnene«.

Her mener Aydin Soei, at man bør være opmærksom på, at andelen af fædre, der tilhører første generation af borgere med anden etnisk baggrund, er dobbelt så stor som andelen af efterkommerne. Det er altså stadigvæk langt de fleste fædre med udenlandsk baggrund, der er førstegangsforældre i folkeskolen. Derfor er der stadig en stor andel fædre, der som i Nagieb Khajas og Aydin Soeis tilfælde ikke kan finde sig til rette i skole-hjem-samarbejdet.

Mænd skal have ekstra hjælp

En del af forklaringen skal findes i, at den danske folkeskole er meget mere holistisk funderet end skoler i Mellemøsten. Forældrene er ikke vant til, at skolens rolle er at udvikle børnene til hele mennesker, der kan begå sig i et tillidsfuldt og demokratisk samfund.

»Det er nogle overskudsidealer, som er meget skandinaviske. Men hvis man melder ud, hvad der skal tales om til et forældremøde eller en skole-hjem-samtale, så gør du det lettere at forstå. Jo mindre tydelig man er omkring, hvad der forventes, jo større sandsynlighed er der for, at du taber forældre med anden etnisk baggrund og lavt uddannelsesniveau, fordi de skal tolke på vores indforståede koder hele tiden«, forklarer Aydin Soei.

For at gøre mødet med den danske folkeskole mindre abstrakt for de forældre, der tilhører første generation af nytilkomne, kan en hjælpende hånd være på sin plads. Undersøgelser har vist, at især mænd skal have ekstra hjælp til at forstå, hvorfor noget er vigtigt - det gælder også de danske fædre. Derfor tror Aydin Soei også, at markant flere fædre vil deltage i forældresamarbejdet, hvis man er tydelig omkring sine intentioner.

»Jeg har selv barn i folkeskolen, og jeg tror, at skoler og lærere ville gøre sig selv en tjeneste ved at have en klar dagsorden, når man for eksempel holder forældremøder. Det er ikke nok at sige, at det er vigtigt at møde op. Hvis din chef bookede et møde, der varede i to timer, uden at sige, hvad det drejede sig om, ville du også opfatte det som useriøst. Men i folkeskolen accepterer vi det bare«, siger han.

Samtidig opfordrer Aydin Soei til, at man som lærer dropper den løftede pegefinger, hvis man oplever knas i forældresamarbejdet, for især fædre kan let gå i forsvarsposition. I stedet bør man spørge ind til, hvilke forventninger forældrene selv har til samarbejdet.

»Man kan lade forældrene fastsætte et værdisæt i klassen. Hvad vil vi forældre gerne, hvilke ønsker har vi til skolen, hvilke ønsker har skolen til os? Det kan være grænseoverskridende, men det er lettere at dechifrere, hvis man nedskriver det, end hvis forældrene forsøger at famle sig frem i alle skolens sociale koder«.