Carsten Hansen er meget glad for at arbejde med H. C. Andersen i sin danskundervisning.

Dansklærer: ”Jeg finder hvert år nye vinkler på H.C. Andersen”

I de over 30 år Carsten Hansen har været dansklærer, er han aldrig blevet træt af at undervise i H. C. Andersen, og det er på ingen måde af pligt, at han arbejder med kanonforfatteren. Sara Fog maler hans liv og historier i et 'magisk portræt'. Der er inspiration at hente til din undervisning hos dem begge.

Publiceret Senest opdateret

Når Carsten Hansen spørger sine udskolingselever på Bagsværd Kostskole, om de kender H. C. Andersen, har de næsten alle sammen et forhold til et af hans eventyr.

Hans egen tidligste erindring er Ghita Nørbys stemme, der fortæller den store digters eventyr på en plade, han havde som barn.

”Men den faglige interesse for ham har langsomt bygget sig op, siden jeg begyndte som lærer, og den tog for alvor fart, da vi på min daværende skole lavede en temauge i forbindelse med hans 200-års fødselsdag. Jeg lavede selv en gyserwalk inspireret af Rejsekammeraten, og den kreativitet og iderigdom, som hans eventyr satte i gang på hele skole, var bare så inspirerende”, fortæller han.

H.C. Andersen

Hans Christian Andersen blev født 2. april 1805 i Odense og døde 4. august 1875 i København.

Han voksede op i Odense i fattige kår. Hans far vakte hans interesse for Holberg og teater, men han lod sig hverve som soldat, kom syg hjem og døde i 1916.

Han tjente penge som vaskekone og giftede sig igen i 1918. Som 14-årig tog han til København, hvor han forsøgte sig med en karriere på teatret og som korsanger uden det store held. Men han var god til at skabe kontakter i kulturverdenen.

Som 17-årig skrev han sit første skuespil og kort efter sin første bog, som blev udgivet. En donation fra kongen gav ham mulighed for at komme på latinskole, og efter endt skolegang begyndte han for alvor at skrive. Og at rejse.

H.C. Andersen er mest kendt for sine eventyr, som han skrev over 150 af, og opfandt genren tingseventyr. Han har desuden skrevet digte, rejseskildringer, salmer, selvbiografier, seks romaner og er desuden kendt for sine papirklip. Han blev meget anerkendt allerede, mens han levede. Han blev aldrig gift og fik heller ingen børn.


Yderligere inspiration til arbejde med H.C. Andersen:

DR film med Mick Øgendahl

Lær i Trin – dansklærer, der deler sine forløb som videoer Snedronningen

Dansklærerforeningens Kanon-serie

H. C. Andersens Hus’ Skoletjenestes forløb

Bådteatret i København spiller lige nu en H. C. Andersenforestilling med skolevisninger

Kender du til andre gode H.C. Andersen-materialer, så skriv til pai@folkeskolen.dk.

Carsten Hansen har været dansklærer siden 1989, og han har kørt H.C. Andersen-forløb i sine udskolingsklasser et utal af gange.

”Ikke af pligt, for han er en af de forfattere, som eleverne helt sikkert stifter bekendtskab med, uanset om jeg tager ham op i udskolingen. Men han kan bare noget mere end andre, og så er der så utroligt mange måder, man kan gå til ham på”.

De seneste år har Carsten Hansen kørt forløbene i to spor. Det første er biografisk, hvor han læser forfatterens liv ind i hans tekster. Tidligere har han brugt en bog af Johannes Møllehave om H.C. Andersens liv, men nu begynder han med små film.

”Mick Øgendahl har lavet en hel serie af små film om de store forfattere, og den om H. C. Andersen giver et godt indblik i hans barndom. Samtidig kan vi tale om dokumentar, og hvilke effekter Øgendahl bruger”.

Så går de i gang med at læse Den Grimme Ælling, og her er det relativt let for eleverne at se forfatterens liv i det, der foregår.

Har du lyst til at fortælle om en forfatter?

Folkeskolen.dk/dansk bringer den kommende tid en artikel om hver af de 15 kanonforfattere og derefter om de forfattere, som dansklærerne synes er ligeså vigtige. Vi taler hver gang med en lærer om, hvordan hun/han underviser i forfatteren og med én der har en ny vinkel på forfatteren uden for folkeskolen.

Har du lyst til at fortælle om, hvordan du arbejder med en af kanonforfatterne, eller om en forfatter, du bruger i undervisningen, som du mener er lige så vigtig som kanonforfatterne, så kontakt meget gerne journalist Pernille Aisinger på pai@folkeskolen.dk

Se de artikler, vi allerede har bragt her:

”Langt de fleste kender jo eventyret, men de reagerer ofte på, hvor meget man kan læse ind i en historie, man har hørt, fra man var lille. Det, at der også er et andet lag end den gode fortælling, giver eleverne noget”, siger Carsten Hansen.

Her starter så det andet spor. For nu læser Carsten Hansen Rune T. Kiddes 'Den Lilla Møghætte og Pulven', som er en satirisk omskrivning, med eleverne.

Sammen kan de sætning for sætning se på, hvor Kidde har taget H.C. Andersens tekst direkte, og hvor han har forvrænget den eller ændret den fuldstændig. Og derfra går de videre til at læse 'Ørneflugt' af Henrik Pontoppidan.

”Det er første gang, de støder på Pontoppidan, og de ved ikke noget om det moderne gennembrud. Jeg kunne selvfølgelig gøre det omvendt, men det er en svær tekst, og jeg synes faktisk, at det fungerer godt at se på, hvordan Pontoppidan vender H. C. Andersens morale fra romantikken på hovedet og skriver den ind i det moderne gennembrud. Det åbner for en god diskussion af, hvordan litteraturen bliver brugt i forskellige tider”.

For Carsten Hansen er det netop det, der gør H.C. Andersen evigt aktuel, at man kan se, hvor stor en indflydelse han har på vores litterære dna og på, hvordan andre forfattere skriver.

Det er forskelligt, hvor meget han går i dybden med Ørneflugt efter, hvilke elever han har.

”Men det er også sjovt for eleverne at opdage, hvordan Rune T. Kiddes slutning faktisk er taget fra Ørneflugt og ikke fra den oprindelige. Og så er der for alvor åbnet for at tale om intertekstualitet, og så bliver det virkelig sjovt”.

Når eleverne først begynder at tænke efter, så har de typisk set en masse tegnefilm, der bygger på H.C. Andersen-eventyr. Dem kan de tale om. Det åbner så for at læse Peter Madsens graphic novel Peter 'Menneskesøn' og gå tilbage og læse 'Historien om en mor'.

”Herfra kan vi hente alle mulige genrer ind og bare bruge H.C. Andersens originale udgaver som baggrundsviden, og på den måde kan vi fortsætte, alt efter hvad der inspirerer, indtil vi når et mætningspunkt. Der er oceaner at tage af", siger han og fortsætter.

”Jeg bliver hvert år inspireret af nye ting. Fx har jeg lige hørt om en dansk animeret musikvideo, der hedder Eagle’s Flight med musik af Moby. Den bliver jeg nødt til at prøve i år. Der er uendelige muligheder, og jeg har svært ved at se, at man kan komme uden om H. C. Andersen. Og hvorfor skulle man egentlig også det”, siger Carsten Hansen.

Gå på opdagelse i H. C. Andersens forfatterskab som maleri

H.C. Andersen er ikke en af de forfattere, der har været eller er til diskussion, når man taler om, hvem der skal være med på kanonlisten, eller hvilke forfattere der i det hele taget skal undervises i i folkeskolen.

Derfor er det heller ikke svært at finde materialer om hans liv og forfatterskab. Hvis man har lyst til at lade eleverne gå på opdagelse i hans liv, kunne man fx også gå den visuelle vej.

Sara Fog er uddannet dansklærer og dekorationsmaler og arbejder med at skabe såkaldt ”magiske portrætter”.

Hun har tidligere malet portrætter af fx Harry Potter, og nu har hun kastet sig over H. C. Andersen og malet et portræt, som hun har lagt ud til diskussion i facebookgruppe for dansklærere i overbygningen.

”Jeg har fået H.C. Andersen læst op som barn og har lige siden elsket ham. For hver gang jeg læser hans eventyr, forstår jeg dem på en ny måde. Ideen med at lave et skab bunder egentlig i at arbejde med konceptet om et anderledes portræt. Et portræt som viser det liv, man har skabt, frem for, hvordan man ser ud”, fortæller hun.

Sara Fog er dansklærer og dekorationsmaler og har lavet et magisk portræt af H. C. Andersen.

Hendes billede fik hurtigt kreativiteten i gang hos dansklærerne, som kom med masser af forslag i facebookgruppen til, hvordan maleriet skulle trykkes som plakat, så eleverne kan gå på opdagelse i det og starte en samtale om intertekstualitet.

En foreslår koder koblet til billedet, så det kan fungere som et breakout room og en anden, at det kobles til billedkunst, så eleverne kan lave deres egne selvportrætter som magiske portrætter.

Selv ser Sara Fog H.C. Andersens forfatterskab som en rejse ind i et liv.

”Det er et anderledes portræt, som søger at finde ind til, hvem personen var, frem for hvordan han så ud. Derfor bruger jeg skabet som ramme. I øverste del af skabet er H.C. Andersen selvportrætteret sammen med svaner og de skræppeblade, som både hører hans barndom til og hans fremtid i form af de historier, han skrev og hans egen livsrejse fra grim ælling til svane”.

Hver detalje i billedet er nøje overvejet, og Sara Fog har sat utallige referencer ind.

Fx er der til højre farsøjlen som en henvisning til H.C. Andersens rigtige far og Jonas Collin, som inspirerede ham i forhold til teater, ballet og Ludvig Holberg, som man derfor også kan finde på søjlen.

”Alle tingene i skabet er hints til hans historier og samtidig lavet som hentydning til hans eget liv. Stilen er holdt, som noget man ville tænke er fra 1800-tallet, så man får ideen om, at sådan kunne hans skrivebord have set ud. Og at tingene, der har inspireret ham til historierne, har været ting, han har haft liggende”, fortæller hun.

Til venstre er morsøjlen med moderen som vaskekone og nogle af hans mest betydningsfulde sværmerier. Huset er latinskolen i Slagelse, som på godt og ondt prægede hans liv.

”Alle bogtitlerne er originale titler, som han har udgivet. Dog her som udvalg, da han virkelig har skrevet mange bøger og historier. Der er både digte, biografier, rejseskildringer, skuespil og selvfølgelig hans historie repræsenteret. Og datoen på togbilletten er datoen, hvor han alene som 14-årig rejste til København".

"Toget på billetten er mere et symbol på, at han rejste meget, og at han var meget fascineret af tog og den teknologi, der kom frem på den tid. Som ung rejste han dog ofte til fods, da han ingen penge havde”, fortæller Sara Fog.

Alt i alt er mindst 46 af hans historier flettet ind. Hvor mange kan du finde?

Hvor mange af H. C. Andersens fortællinger kan du finde?