Anmeldelse
Alfabetleg
Klik for at skrive manchettekst.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
'Alfabetleg' er oversat fra svensk. Cd'en rummer en dansk, en svensk og en tysk version. Opgavetyperne er identiske i de tre versioner. Lydkvaliteten og speakerne er udmærkede på alle tre sprog. I det følgende gennemgås den danske version.
Det er et festligt program med dejlige, klare farvebilleder, musik og lyd. Hovedformålet er bogstavindlæring. Alle alfabetets bogstaver på nær w gennemgås. Programmet er let at installere og enkelt at manøvrere rundt i.
Der uddeles ris og ros ved hjælp af melodier og lyd, der kan slås fra. Flere af opgaverne kan reguleres blandt andet med henblik på tid og sværhedsgrad.
Der findes 11 forskellige opgavetyper. Første opgave er en bogstavjagt, hvor eleven skal finde det viste bogstav blandt 5-24 bogstaver. Her angives både bogstavets navn og lyd. Antallet af viste bogstaver kan reguleres, og bogstaverne kan præsenteres ved navn eller ved lyd. 'Labyrinten' er ligeledes en form for bogstavjagt, der er ret enkel.
'Tastaturøvelsen' går ud på, at eleven finder bogstavet fra skærmen på tastaturet. Her havde det været praktisk, om man havde kombineret det med den korrekte fingersætning fra tifingersystemet, så eleven fik det ind fra start.
Desuden er der puslespil, memoryspil og huskeopgaver.
I opgaven 'Begyndelsesbogstaver' skal eleven finde tre ud af fire billeder, der begynder med det bogstav, der arbejdes med. Når eleven har udpeget billedet, skrives hele ordet, og det læses op. Her er der enkelte svipsere i o- og i-opgaverne, hvor billeder af et orgel, en ost og en indianer indgår. Det er vanskeligt at klare disse opgaver rent auditivt. I andre o-opgaver præsenteres 'ostehøvl' og 'otte', der heller ikke udtales med en ren o-lyd. I c-opgaverne har man valgt ord, der udtales med s-lyden. Det er i og for sig i orden, læreren kan så i andre sammenhænge orientere om c-ord, der udtales med k-lyden.
I opgaven 'Dan ord' trækker man først et begyndelsesbogstav hen til et ord. Ordet læses op. Dernæst trækker man det rette billede hen til ordet, og ordet læses op igen. 'Rigtigt ord til billede' er en ren læseopgave.
Det er muligt at udskrive forskellige opgaver, hvor farvning og skrivning af bogstaver trænes.
De svenske og tyske opgaver svarer til de danske, det vil sige, at de er beregnet for børn, der skal lære at læse på det pågældende sprog. En elev i 7. klasse, der starter på tysk, vil ikke have megen glæde af programmet. Han vil givet synes, at det er alt for barnligt for hans alder.
'Alfabetleg' er et festligt og lærerigt program, der givet vil appellere til brugerne.
Det anbefales til brug i indskolingen og specialundervisningen.