Anmeldelse

Sagas spejl

Mytologi, historie og kristendom hos N.F.S. Grundtvig

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Selv om denne gode og grundige guide til Grundtvig er omfattende, er der absolut meget at hente som baggrundsviden og fordybelse for den almene underviser i dansk, historie og kristendomskundskab i folkeskolen. Netop fordi det er en litterær og ikke en teologisk afhandling, har forfatteren været nødt til at forklare de meget svære begreber i Grundtvigs teologi. Og det gør ikke noget, hvis man læser spredt rundt i doktordisputatsen, selv om den er smuk at læse i sammenhæng.

Vi præsenteres på fornem vis for de vigtigste tanker hos ældre Grundtvig-forskere, som Sune Auken lægger sig fint efter med sin egen nye og meget medrivende tolkning af Grundtvigs mytologi, historie og kristendom. Han påviser blandt andet en klar og direkte sammenhæng mellem centrale oplevelser i Grundtvigs liv, for eksempel kampen mellem lys og mørke, mellem liv og død. Han så både sit eget liv og alt menneskeligt gennem døgnmetaforen nat-morgen-dag, og han udtrykte sig i kontraster. Tænk bare på udtrykket "Den sorte skole" i modsætning til "Livets skole" eller "Skolen for livet".

Også hans overvældende oversættervirksomhed bliver grundigt behandlet.

Det er en meget klog, fængende, original, dristig og igangsættende bog med en veloplagt oversigt over, hvad Nordens mytologi har betydet for digtere før Grundtvig, og det påvises, hvordan Grundtvigs asarus var det særlige, som han både tog afsæt i og tog afstand fra, da han som ganske ung og maniodepressiv opfattede, at hans splittede sind med op- og nedture var bedre beskrevet i asatroen end i Bibelen.