Bøger, bøger, bøger. Overalt i klasselokalet står der bøger. I ét hjørne er klassens bibliotek, i et andet hjørne er der matematikbøger, og midt i lokalet bliver store bøger med flotte illustrationer præsenteret. Hvert barn har en lille, flad nylontaske til 'dagens bog' - det er den, de tager med hjem og læser sammen med deres forældre.

Så nej, det er ikke spor underligt, at New Zealand scorede høje læsepræstationer i den internationale læseundersøgelse, som Danmark stadig mindes med gru. På ranglisten over niåriges læsepræstationer i undersøgelsen blev New Zealand nummer seks, mens Danmark fik en 24.-plads. For de 14-åriges vedkommende lå New Zealand på en fjerdeplads, mens Danmark lå på en 13.-plads.

Læsning er simpelthen essentielt i dette land. Det er noget, man gør - noget, der fylder meget.

Undervejs rundt til interview med mennesker fra organisationer, der på forskellig vis arbejder med små børn - fra en slags udvidet sundhedsplejerskefunktion over børnehaven til skolen - begynder alle uden opfordring at tale om læsning, om at elske bøger og give denne kærlighed videre til børnene og om vigtigheden af at læse højt for børnene.

Det handler om at udvikle livsvarige læsere, lyder målet.

Landets førende læseguru, Margaret Mooney, skriver i sin bog 'Udvikling af livsvarige læsere', at læseundervisningen er baseret på følgende overbevisninger:

- Læseundervisning bør være centreret om barnet.

- At læse for at opnå en mening er det vigtigste.

- Læsning bør altid være udbytterigt, så barnet selv oplever glæden ved at kunne læse.

- Børn lærer at læse ved at læse.

- Børn lærer bedst af bøger, der har en mening og er udbytterige.

- Den bedste måde at gribe læseundervisning an på er en kombination af metoder.

- Den bedste kur mod læsenederlag er god begynderundervisning.

- Det bedste fundament for at kunne læse og skrive bliver lagt i de tidlige år.

Når børnene begynder i skole som femårige, har de allerede tilegnet sig viden om at læse og skrive i fem år, understreger Margaret Mooney.

I New Zealand taler man om at læse for barnet (reading to), om delt/fælles læsning (shared reading), om guidet læsning og om selvstændig læsning (independent reading). Det er de faser, barnet skal igennem for at blive livsvarig læser.

Og det er efter dette system, at alle newzealændere lærer at læse og har lært at læse gennem mange år. Der er ikke forskellige retninger, politikker eller opfattelser af læsning. Dette er baggrunden.

Men metoderne at gøre det på kan de enkelte lærere godt selv kreere. Og hvis de ikke selv vil udarbejde materiale, så har de mange håndbøger med fremgangsmåder og ideer specielt for lærere. Der er et kæmpekatalog at tage fra - simpelt hen en manual i 'sådan lærer (man) et barn at læse'.

Grundtesen er, at når man læser for børn, skal man præsentere historien med entusiasme. Læreren skal se læsning som en fortsat mulighed for at udvide barnets horisont omkring bøger og for at stimulere ønsket om selv at blive læser. Man skal fortælle barnet, at nu bladrer man, og at vi begynder at læse her øverst på siden, eller tale om bogens forside og bagside. Alt sammen for at barnet så tidligt som muligt lærer, hvad en bog er, og (hvordan en bog er skruet sammen.

Delt eller fælles læsning går ud på at opmuntre barnet til at deltage i læsningen og vise dem, hvad læsning betyder. Man kan hjælpe barnet på vej ved at stille spørgsmål som 'hvorfor tror du, at det skete?' eller 'hvordan ville du have det, hvis det var dig, der kom ud for det her?'. Barnet skal føle sig som forfatterens medskriver og lærerens medlæser, og læreren skal være lydhør over for barnets anstrengelser - rose og opmuntre, når barnet viser interesse for selv at deltage i læsningen.

Guidet læsning handler om, at barnet selv tager initiativet til at komme igennem teksten med støtte fra læreren. Hvis barnet mister tekstens mening undervejs, skal læreren ikke øjeblikkeligt fortælle meningen til barnet. Det tager ansvaret fra barnet og gør det afhængigt af læreren, hver gang det møder en vanskelighed. I stedet skal læreren give barnet tid til at bruge kendte strategier for at nå frem til en mening i et ord eller i hele teksten og hjælpe med at finde tilgængelige stikord måske ved at spørge 'hvad ved du, som kan hjælpe dig?'.

Et eksempel kunne være en bog om Jack i supermarkedet. Læreren fortæller, at denne bog handler om Jack og hans far, der skal ud og købe ind. Læreren siger til børnene, at de skal prøve at læse bogens titel og se, om de kan finde ud af, hvor Jack og hans far skal hen og handle.

Når barent er begyndt på selvstændig læsning, skal læreren hjælpe med at finde egnede bøger og give barnet tid til at læse i ro og mag. Barnet skal have mange bøger at vælge imellem, og bøgerne skal tage hensyn til barnets interesser og samtidig udvide barnets horisont. Der skal både være lette og svære tekster at vælge imellem. Læsning skal blive en vane.

En karakteristik af en livslang læser er, at vedkommende vælger at læse og nyder at gøre det, lyder det gang på gang fra de mennesker, der beskæftiger sig med læsning i New Zealand.

Alle lærere tester jævnligt børnene i læsning. Det sker efter helt standardiserede skemaer for eksempel hver anden uge.

Læreren giver barnet en bog, som barnet kender og har læst før. Barnet læser, og for hvert ord, der er læst rigtigt, sætter læreren et hak på sit skema. Forkert læste ord bliver noteret, og hvis barnet selv retter det forkerte ord, bliver det noteret.

Sådan en test giver læreren et helt klart billede af, hvad det enkelte barn kan, og hvor problemerne eventuelt ligger. Ud fra det vælger læreren nye bøger til barnet og bestemte øvelser, der passer præcist til dette barn.

Alt dette tager tid, men læsning på forskellige måder er også dét, der bruges mest tid på i barnets første skoleår. Det har simpelt hen højeste prioritet, for læsningen er fundamentet for resten af læringen.

Også forældrene bliver hjulpet til at forstå læsningens kunst og til at lære, hvordan de kan støtte deres børn i at blive læsere. Der findes flere newzealandske bøger til forældre om emnet.

Seniorlektor i læseplansstudier ved Aucklands Lærerseminarium, Brian Cutting, har skrevet en af bøgerne om, hvordan man hjælper sit barn med at lære at læse. Baggrunden for hans bog er, at en undersøgelse i 1979 viste, at op til 70 procent af de interviewede forældre kun vidste meget lidt om, hvordan skolen arbejder med læsning. Samme undersøgelse viste, at 98 procent af forældrene mente, at de kunne hjælpe deres børn, hvis de vidste hvordan, og de havde lyst til at hjælpe børnene med at læse.

Brian Cuttings gør i bogen meget ud af, at bøger skal nydes, læsning skal være en fornøjelse. Han skriver til forældrene, at de ikke må presse barnet til at kunne huske ord eller bogstaver. Man skal læse sammen, tale om historien og have det rart.

- Husk, at der ikke er tale om en skolelektion, formaner han. I må ikke ødelægge barnets kærlighed til bøger. Det skal være leg og lyst.

Bogen indeholder forklaringer på, hvad det er, læreren gør, når barnet kommer i skole, og hvordan forældrene kan støtte denne undervisning. Der er forslag til små lege, man kan lave derhjemme, for eksempel at skrive sætninger, hvor alle vokaler mangler, og så lade barnet sætte dem ind. Han anbefaler, at man har en tavle eller lignende i hjemmet til beskeder, og at man leger med ord.

Husk det tager tid, og at lære at læse kræver mange gentagelser, mange repetitioner, skriver han. Pas på ikke at overdrive læsningen, og husk at læsning aldrig bare er lyde eller lister af ord. Det er læsning med en mening i for fornøjelse og information.

Der er også opfordringer til at blive ved med at læse højt for barnet, så længe det er sjovt for både barn og forælder.hela

Husk, at der ikke er tale om en skolelektion. I må ikke ødelægge barnets kærlighed til bøger. Det skal være leg og lyst

Barnet skal have mange bøger at vælge imellem, og bøgerne skal tage hensyn til barnets interesser og samtidig udvide barnets horisont. Læsning skal blive en vane