Anmeldelse

it NU

It NU

Inspiration til sprogundervisning med virtuelle sprogplatforme, Skype og web 2.0.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"Sprogforum - Tidsskrift for sprog og kulturpædagogik". Det kan lyde en anelse støvet og ikke ligefrem noget, man forbinder med it og teknologiske undervisningsformer, men man skal med udgivelse nummer 54 åbenbart ikke skue hunden på hårene. I dette nummer behandles sprogundervisning i forbindelse med it og forskellige teknologiske værktøjer fra anvendelse af web 2.0 til leg med computerspil i sprogundervisningen.

Fakta:

Titel: it NU

ISBN: 9788771240603

Sider: 100

Forlag: Aarhus Universitet

Hæftet er ret anonymt og uden forsideillustrationer. Indholdet består konkret af ti korte artikler, som alle har sprogundervisningen og it som omdrejningspunkt. I disse artikler bliver læseren præsenteret for forskellige bud på fornyelse af sprogpædagogikken med it som didaktisk udgangspunkt.

Artiklerne beskriver alle kort deres specifikke emne og kommer med en beskrivelse af undervisningsforløbet efterfulgt af noter og litteraturliste. Artiklerne rummer stor diversitet og beskriver for eksempel anvendelse af dansk som fremmedsprog med Skype, internet til undervisning i arabisk, undervisningspakker i japansk og sprogskyen i undervisning.

Det lyder alt sammen godt - og er godt, men naturligvis afhængig af forventningen. Materialet kan ikke siges at rette sig direkte mod folkeskolen, men spænder fra at omhandle folkeskole til universiteter og voksenuddannelse. I folkeskolesammenhæng savnes endnu flere fortællinger fra klasselokalet og nogle udbyggede forslag til praksisanvendelse.

Så forventer man en masse letkøbte fif og færdigudarbejdede forslag til sine undervisningsforløb, så skal man kigge andetsteds. Materialet kan derimod anvendes som inspirationsmateriale til udvikling af egne forløb og som indblik i tendenser og udviklingen inden for sprogundervisningsområdet, som måske ikke er så støvet alligevel.