Danskundervisningen på læreruddannelsens linjefag udgør 340 timer, heraf bruges typisk ti procent på undervisning i børnelitteratur, oplyser forfatteren i præsentationen af sin undersøgelse om børnelitteraturens behandling i en række uddannelser, hvor emnet er relevant.

34 timer, altså. Her må man stille sig spørgsmålet: Kan man nå at blive en flyvefærdig underviser i børnelitteratur - eller noget som helst andet - på en lille arbejdsuge? Og så taler vi slet ikke om, at de studerende i en del af timerne er henvist til selvstudium, fordi der ikke er råd til en lærer.

På pædagoguddannelsen ser det endnu værre ud. Det er ikke lovende for kommende børnehaveklasselederes muligheder for at formidle andet end det, de tilfældigvis føler for, eller som allerede står på hylderne.

Det problem tager Anne Petersen op i sin undersøgelse af, hvordan den moderne billedbog har det i forskellige dagtilbud. Den har det ikke godt, kan hun fortælle. Der ligger pædagogisk set ikke litterære begrundelser bag valgene af bøger her, og bøgerne er ikke genstand for diskussion, er hendes konklusion, selv om hun heldigvis også kan berette om eksempler på pædagoger, der reflekterer over billed- og oplæsningsbøger for de små. Det slår bare ikke igennem, når der skal købes bøger ind.  Det er absolut ikke nogen selvfølge, at børn er vant til udviklende og billeddannende kvalitetsbøger, når de begynder i børnehaveklassen. Og da slet ikke bøger med moderne udtryksformer.

Det er en væsentlig problemstilling, begge forfattere tager op. For man har ofte hørt, at de børn, der møder interesse for bøger hjemmefra, er dem, der får de bedste forudsætninger for at gennemføre en boglig uddannelse. Hvordan virker daginstitutionernes massive mangel på interesse i den forbindelse? Og hvordan er skolebibliotekarerne rustet til at vejlede lærere og elever om den moderne børnelitteratur, når undervisningen på deres bibliotekaruddannelse i det omfattende emne er skåret ned til mellem 18 og 36 timer? Et enkelt sted til en dag?

C.C. Rasmussen inddrager en række undersøgelser, som alle peger i samme retning: I den daglige praksis vælges der ikke bøger til børnene ud fra faglige kriterier, men efter vane - i reglen på et temmelig ureflekteret grundlag. Fælles holdning findes ikke, og der er stor forskel på den børnelitteratur, som man præsenteres for i uddannelsen, og den, som man senere anvender.

Hans konklusion er forstemmende: "Det [må] konstateres, at uddannelserne stort set ingen virkning har på det børnelitterære område".

Men det er det, planlæggerne af blandt andet læreruddannelsen har bestemt ved at skabe så ringe rammer for, at kommende lærere tilegner sig en solid faglighed. Det må man da kalde et lavt ambitionsniveau.

Tak for to tankevækkende bøger fra ildsjæle, der vil det anderledes.